En alternativ fødselsdag

Jeg fylder 30 år på søndag. Om 2 dage. 30 år... Jeg har ikke rigtig skænket den forestående fødselsdag særligt mange tanker på det sidste, fordi det hele har handlet om baby-forberedelser. I morges lå jeg imidlertid i sengen og tænkte, og da var det, som om det gik op for mig: jeg fylder 30 på søndag.

Det er lidt underligt at tænke på, det der med at fylde 30 år. For jeg runder jo et skarpt hjørne. Og samtidig er det, som om fødselsdage bare fylder mindre og mindre, jo ældre man bliver. Kender du det? Fra år til år bliver det ligesom mindre betydningsfuldt at fylde år. Og i år har jeg nærmest glemt det, fordi baby er så tæt på at komme til verden. At have fødselsdag betyder meget mere, når man er barn.

Hvad skal jeg så lave på min fødselsdag? Tja, bum bum... Ikke rigtig noget. Måske føde, hvem ved? Men hvis jeg stadig er herhjemme, tror jeg, det bliver noget med, at min kæreste bliver sendt ned efter morgenbrød, og så er det nok det. Men på den anden side: jeg har heller ikke spor lyst til at tage ét eller andet sted hen og spise eller i biffen for den sags skyld. Jeg vil helst bare være herhjemme.

Og så har jeg jo sådan set også fejret min fødselsdag med familien for 3 uger siden. Og det var rigtig hyggeligt med kagekone, gaver og masser af dejligt samvær. Men en noget alternativ fødselsdag bliver det da helt sikkert - ligegyldigt hvad der så sker...

/Stine

Good old Beverly

Jeg elsker serier. "Friends", "Sex and the City" og faktisk også "Beverly Hills 90210". Jeg skriver "faktisk" til den sidste, fordi jeg i virkeligheden nok er lidt pinligt berørt over at kunne lide at se den serie. Den er jo super moralsk, politisk korrekt og til tider temmelig plat. Men jeg synes altså stadigvæk, den er god! Og hyggelig. Og når der i første scene af utroligt mange af afsnittene zoomes ind på familien Walsh´s hus, ja, så skaber det da genkendelse og smil.

Serien kørte i 90´erne. 10 år i alt. Og det minder mig om min barndom og ungdom. At genudsendelserne så er blevet vist på TV2 stort set hver eftermiddag lige siden begyndelsen, det er så en anden sag. Men jeg skal da heller ikke være bleg for at indrømme, at jeg, når jeg har haft tid, også har kigget med dér.

Mens jeg venter på, at baby får lyst til at holde sin fødselsdag, skal jeg jo have noget at fordrive tiden med. Og indimellem blade og bøger ser jeg Beverly. For min dejlige kæreste har foræret mig hele Beverly-boksen i præ-fødselsdagsgave! Fantastisk! Pt. er jeg netop gået i gang med 4. sæson, og der er 10 i alt, så der bliver også noget at glo på, mens jeg ammer.

Er du også én af dem, der er opvokset med Beverly, og synes du også stadig, at serien er ret hyggeligt at se?

/Stine

Den søde ventetid

I dag er der 5 dage tilbage til min termin. Og nøj, hvor tiden føles lang! Det er altså ikke noget vrøvl, når folk siger, at de sidste par uger føles som en virkelig mærkelig og langtrukken tid. Jeg tror også, det er, fordi jeg ikke har lyst eller energi til at bevæge mig alt for langt væk fra hjemmet, og så bliver jeg automatisk i en slags stand by-position konstant. Det vildeste, jeg foretager mig for tiden, er at cykle til DGI-Byen og svømme. Men det holder jeg så også fast i at gøre helt frem til det tidspunkt, hvor der sker noget.

Og ellers ligner dagene godt nok hinanden. I starten var det super hyggeligt at ligge og læse meget af dagen, men efter 3 uger på den måde, begynder det altså at blive lidt trivielt. En typisk dag for mig ser således ud for tiden: Stå op, tage ned og svømme, hjem og spise lidt, læse/hvile/sove. Spise lidt mere, læse/hvile/sove. Min kæreste kommer hjem, han laver mad til os. Spise, rydde op, se fjernsyn og slappe af på sofaen. Bum bum... lidt ensformigt, men samtidig også nødvendigt med opladning. For de dage, hvor jeg måske bevæger mig ud for at tage på biblioteket, handler lidt længere væk fra hjemmet eller andet, ja, så kan jeg jo også mærke plukveerne arbejde meget hårdt, og jeg kan mærke, at jeg i det hele taget lige bør tage den lidt med ro. Så jeg forsøger at lytte til min krop, og samtidig så er rastløsheden og utålmodigheden virkelig til stede i alt, hvad jeg foretager mig efterhånden! Jeg vil jo bare gerne snart møde den lille fyr, som har boet i min mave i de sidste 9 måneder.

Personligt overholder jeg altid selv deadlines, og det virker uretfærdigt, at lige netop dette her kan jeg bare ikke styre. Jeg har også fortalt beboeren i min mave, at det altså er ok at være lidt tidligt på den - jeg ankommer altid til tiden og hellere 10 minutter for tidligt end for sent, sagde jeg til ham. Det betyder også, at han meget gerne må komme 2 dage før tiden... Men jeg ved jo også godt, at min tale til ham naturligvis ikke kan afgøre, hvornår han kommer ud. Så jeg må bare vente. Og vente. Og lige pludselig sker der noget, det ved jeg jo også godt. Tålmodighed har bare aldrig været min stærke side, men jeg kan vel ligeså godt forsøge at lære det...

/Stine

Jeg vil bo på Vesterbro

Min kæreste og jeg købte en andelslejlighed på Vesterbro i april 2011. Jeg har boet rundt omkring i København og omegn de sidste 9 år, siden jeg i 2003 forlod min barndomsby i det sydfynske, Faaborg.

Faaborg var en dejlig by at være barn i. Men kedelig, da jeg som ung drog på efterskole. Når jeg kom hjem til familien i weekenderne, oplevede jeg Faaborg som en lille bitte by, hvor alle kendte alle, og hvor jeg ikke kunne være i fred for folks blikke. Bare fordi jeg var plysset og havde piercinger, helt ærligt! Jeg kan godt forstå, at folk kiggede. For de vidste jo, hvem jeg var, og jeg så jo helt anderledes ud, end dengang jeg dagligt var at finde i Faaborg gadebillede. Men jeg var virkelig træt af de blikke. Og allerede dengang ønskede jeg mig langt væk til storbyens anonymitet, hvor jeg kunne være i fred og gå en tur uden nødvendigvis at møde nogen, jeg kendte.

Jeg har altid forestillet mig København som den by, jeg skulle bo i. Jeg vil tro, det hænger sammen med, at jeg har haft bedsteforældre herovre, og derfor har vi i min familie altid haft en tæt tilknytning til byen, og jeg har været på besøg herovre mindst fem-seks gange om året.

Noget af det, der får mig til at elske at bo i byen - og specielt på Vesterbro, hvor jeg nu har fundet min base - er den puls og det leben, der hersker i gadebilledet. I lørdags var der Gay Pride, og jeg syntes, det var helt fantastisk, at optoget kom forbi Vesterbrogade. Det var jo lige ved siden af, hvor vi bor! Hvor fedt! Fynboen i mig kan stadig begejstres meget over sådan noget - at være så tæt på begivenhederne - at være så tæt på dér, hvor det sker. Og ja, jeg synes stadig, det er lidt vildt at møde en kendt på gaden. For jeg er fra Fyn, og så er det altså lidt vildt.

Nu, når vi lige om lidt bliver 3 i lejligheden, så er der flere mennesker, der har spurgt mig, om vi har lyst til at blive boende her på Vesterbro, eller om vi evt. vil flytte til Fyn eller bare lidt væk fra byen. Og nej, det vil vi ikke. I hvert fald ikke lige nu. Det kan da godt være, at vi om fem år beslutter at rykke teltpælene op på Vesterbro og finde noget større et andet sted i landet. Hvem ved? Men for nu er det så fint at bo her på Vesterbro, hvor der er 15 minutters gang til både Zoo og Tivoli, der er den skønne Enghaveparken lige rundt om hjørnet og de kulturelle tilbud flokkes om at blive udnyttet. [Billedet er udsigten fra vores altan].

Jeg har den holdning, at børn har det bedst dér, hvor forældrene har det bedst. Forstået på den måde, at hvis forældrene er glade og hviler i de valg, de har truffet, ja, så gør børnene det nu nok også. Jeg tror ikke på, at det er bedre at vokse op i provinsen end i byen. Jeg tror på, at det i bund og grund handler om, hvad forældrene vil. Der er uden tvivl fordele og ulemper ved begge udgangspunkter. En fordel ved provinsen kan for eksempel være, at børnene kan lege på gaderne og cykle, fra de er helt små. Det går ikke helt på Vesterbrogade! En fordel ved at bo i byen er, at der er så utroligt mange muligheder, og at børnene bliver præsenteret for mangfoldigheden. Ja, der er fordele og ulemper, og det handler om at finde ud af, hvor man har det bedst. Så skal det helt sikkert nok smitte af på de små.

Til sidst vil jeg blot fortælle lidt om en dansk gyser, min kæreste og jeg så i går. "Over kanten" hed den, og den handlede om et par fra København, der var flyttet langt ud på landet i et stort hus på Møn. Nu var det jo så en gyser, så der var naturligvis visse effekter, men alligevel: jeg turde dælme ikke at bo så langt ude på landet, at der er bælgravende mørkt om natten, der er ingen naboer og der er masser af lyde. Næh du, giv mig bylivets lys og naboernes sagte stemmer - så føler jeg mig langt mere tryg!

Hvor foretrækker du at bo henne, kære læser?

/Stine

Læsehest

Jeg går helt amok i skønlitteratur for tiden. For lige om lidt får jeg naturligvis ikke så meget tid til at læse, når lille pjevs optager stort set al min vågne tid. Så derfor turbolæser jeg som aldrig før.

Jeg har altid elsket at læse og har, fra jeg var helt ung, læst og læst og læst. I ferier, på stranden, i sofaen, i sengen, i toget... ja, alle steder, hvor jeg har haft en kærkommen pause, har jeg læst.

Da jeg var helt ung, slugte jeg ungdomslitteratur. Hanne Vibeke Holsts "Louise-trilogien" var blandt mine favoritter. Jeg nød også "den grå serie", som Gyldendal publicerede på et tidspunkt. I bøgerne blev der taget mange forskellige emner op, blandt andet spiseforstyrrelser, cutting og ensomhed. Måske en spirende grobund for min senere interesse for at arbejde med de unge piger på GirlTalk.dk?

Da krimibølgen kom til Danmark, begyndte jeg at læse Camilla Läckberg, Elsebeth Egholm, Liza Marklund og Julie Hastrup. Trods forudsigeligheden og den til tider manglende dybde, ja, så nyder jeg simpelthen femi-krimiernes tone og spænding. Det er drøn-spændende!

Og så er der jo Paul Auster og dennes hustru, Siri Hustvedt. Deres skrivestil minder en smule om hinanden, og deres bøger er sande "page-turners" og med en sjælden oplevet dybde. Jeg kan varmt anbefale dem.

For mig har skønlitteratur nok mest af alt en betydning af underholdning og adspredelse, mens jeg venter. Mens jeg venter på, at pjevsen vil ud og møde verden. For når jeg har været en tur i svømmehallen og bevæget mig godt, så er der ikke noget skønnere end at indtage den fantastiske elevationsseng i det kølige soveværelse med en god bog. Mmm, det gør ventetiden lidt sødere!

/Stine

30 år og børnefødselsdag

Den 2. september fylder jeg 30 år. Og eftersom jeg højst sandsynligt er enten optaget af forestående veer, pressetang eller at passe lille pjevs, ja, så har jeg valgt at holde min fødselsdag inden den 2. september. Nærmere betegnet i lørdags sammen med det meste af familien. Det var en meget hyggelig dag, som egentlig mindede lidt om en børnefødselsdag...

Jeg kom til at tænke over, hvordan min 30 års fødselsdag ville have set ud, hvis jeg ikke var gravid. Jeg ville sikkert have holdt en fest med masser af sprut, røg og butyr natten lang. Om jeg vil bytte? Næh, det vil jeg egentlig ikke. Og jeg fik faktisk lidt dårlig samvittighed af blot at tænke tanken i lørdags; hvordan ville festen have været, hvis jeg ikke var gravid. Men det er jo faktisk bare en kendsgerning; det ville være en helt anden slags fest, hvis jeg ikke var gravid. Og heldigvis er jeg gravid, og derfor mindede fødselsdagen mest af alt om en hyggelig børnefødselsdag med boller, kakao og sågar en kage-kone.

Jeg har det sidste halve års tid tænkt, at jeg - hvis jeg skulle holde en fest i forbindelse med min fødselsdag - ja, så ville jeg da også have en kage-kone! Og det fik jeg. Og den var fin. Se selv til venstre - og læg mærke til, at hun nærmest ser gravid ud.

Dagen var super hyggelig med niecer og bonus-nevøer og bonus-niece. Vi var 7 voksne og 7 børn, så det passede helt fint. Og vejret var dejligt, så børnene kunne lege i vores dejlige gård. Alt i alt en skøn dag, som også havde en passende varighed for mit højgravide korpus. Mine fødder havde det ikke så godt om aftenen, så min dejlige kæreste måtte endnu engang nusse og trykke mine fødder. Hvilket han har gjort meget på det sidste...

Så min 30 års fødselsdag afstedkommer vist ikke den store krise, for det at fylde 30 betyder ingenting i forhold til at skulle være mor lige om lidt. Tingene bliver sat lidt i perspektiv på den måde.

Hvor mon jeg befinder mig den 2. september, på min fødselsdag? Mon jeg er herhjemme med lille pjevs i armene, eller mon jeg er på hospitalet i gang med fødslen? Det er umuligt at forudsige, men jeg håber da, der på én eller anden måde er sket en forandring, så jeg ikke går mere over tid end højst nødvendigt.

/Stine

Musikken

For tiden spiller jeg det der spil på min iPhone, der hedder SongPop. Man dyster mod hinanden to og to, hører en lille bid af en melodi og skal så gætte. Den, der gætter rigtigt - og er hurtigst - får flest point og vinder den pågældende runde.

Spillet har fået mig til at mindes 80´er hits. Jeg elsker 80´er-musik, for det gør mig bare så glad i låget. Ganske enkelt. Der var meget dårlig musik dengang, bevares, men det, der var godt, var også bare gennemført genialt!

Men SongPop får mig også til at mindes 90´er-musikken. I 80´erne var jeg barn, og det er først senere hen, at jeg har lært at værdsætte 80´er-musikken sådan rigtigt. Men i 90´erne - da var jeg ung. Ung, usikker og utilfreds. Men jeg havde musikken. Blandt andet denne:

Jeg kan huske, at jeg syntes, han var mega lækker, ham forsangeren, Gavin Rossdale. Som endte med at gifte sig med seje Gwen Stefani fra bandet No Doubt.

Ak ja, det var dengang i 90´erne. De såkaldte 00´ere har jeg ikke rigtig så mange musikminder fra. På én eller anden måde er vi stadig for tæt på rent tidsmæssigt, tror jeg. Måske skal der lige gå yderligere 10 år, før der er nogle hits, der springer mig i øjnene som værende værdige til at blive fremhævet. Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen.

Jeg vil slutte af med denne - fra mit til alle tider favorit brit pop-90´er-band, Blur:

/Stine

Efterlysning: fagfolk, der ved besked

I skrivende stund er jeg nummer 11 i køen til at komme igennem til mit jobcenter. Og forinden har jeg talt med en kvinde efter at have ventet i 10 min. Hun kunne ikke give mig svar på mit spørgsmål, så nu er jeg blevet sendt videre. Og er altså nummer 11 i køen. Jeg kan mærke mit blodtryk stige...

Siden jeg blev ansat i løntilskud, har jeg arbejdet i at finde ud af alle de her barselsregler, når man går fra en løntilskudsstilling til barsel. Og det er bare så forvirrende! Der er så mange instanser, jeg skal ind over og tale med, så jeg har brugt utallige timer (og ikke mindst ventetid!) på at få svar på mit spørgsmål: Hvad skal jeg foretage mig, når jeg går fra at være i arbejde og til at være på barsel? Umiddelbart et relativt simpelt spørgsmål, skulle man mene. Men tro om igen.

I den virksomhed, hvor jeg er ansat i løntilskud, har de været søde hele vejen igennem, og intet af den her forvirring skyldes deres handlinger. I dag har jeg fundet frem til, hvem jeg bliver så forvirret over: jobcentret. Det er nemlig sådan, at når man er i løntilskud og arbejder 37 timer om ugen, så bruger man af sin dagpengeret. Logikken vælter frem, jeg ved det godt, men sådan er det nu til dags i vores dejlige, lille land. Og hele diskussionen omkring, hvorvidt løntilskudsstillinger skaber flere jobs, ja, den har jeg allerede været inde over i et tidligere blogindlæg.

Det forholder sig ligeledes sådan, at jeg har skullet være aktiv jobsøgende - også under min barsel. Og nu sidder jeg så i kø til jobcentret, fordi jeg er rædselsslagen for, at jeg måske har brugt af min dagpengeret i den måned, jeg har været på barsel. Damen, jeg netop har talt med, mente heller ikke, det kunne passe. Men manden, jeg talte med i starten af juli, sagde, at jeg i teorien stadig står som ledig og aktiv jobsøgende, selvom jeg er på barsel. Men i praksis er jeg på barsel. Igen: logikken vælter frem!

Hele vejen igennem denne efterhånden 5 måneders proces med at prøve at finde hoved og hale i det her system, har jeg hørt så mange forskellige svar fra de mennesker, der rent faktisk burde være fagfolk og burde vide besked, at jeg føler, jeg bliver en lille smule mere vanvittig for hver gang. For den ene dag fortæller manden i jobcentret mig, at jeg skal være aktiv jobsøgende - i teorien! - under barslen, og den næste dag får jeg at vide, at det skal jeg naturligvis ikke. Forvirret? Absolut ikke!

Da jeg startede i løntilskud, undersøgte jeg også, hvad jeg skulle foretage mig ift. min a-kasse, når jeg skulle på barsel. Jeg fik dér at vide, at jeg skulle indsende kopi af min vandrejournal og udfylde en bestemt blanket. Dette noterede jeg, og for at tjekke op (for det skal man jo for guds skyld, har jeg lært! Og hellere 5-10 gange end blot 1 gang!), så kontaktede jeg lige min a-kasse igen, da vi nærmede os datoen for min barsel. Nej, jeg skulle bestemt ikke indsende kopi af min vandrejournal - hvad skulle de dog bruge den til? You tell me! Så den har de så ikke fået.

Jeg har modtaget så mange forskellige svar på mine spørgsmål gennem de sidste 5 måneder, at jeg bare er skrupforvirret. Og jeg bliver utryg og usikker, for hvis ikke de her fagfolk burde vide det, hvem bør så? Og hvorfor er der egentlig ikke mere styr på tingene?

Med disse ord vil jeg returnere til min kø til jobcentret, hvor jeg nu har ventet i 23 minutter og 46 sekunder...

/Stine

En kedelig cocktail

Her sidder jeg i sofaen og er totalt sat til med forkølelse. Ikke sjovt. Og slet ikke sjovt, når jeg samtidig er højgravid. Det er noget hårdere, fordi jeg i forvejen er lidt besværet af den ekstra vægt. Så jeg har sendt min kæreste på indkøb i dag og vil holde mig inden døre det meste af weekenden.

Det startede med, at min kæreste blev syg for en uge siden, og jeg har så gået med ondt i halsen siden da. Han er helt ked af, at han har smittet mig, men det kan han jo ikke gøre for. Det er jo ret uundgåeligt, når man lever og bor sammen.

I går brød min forkølelse så rigtigt løs. Og det er bare møg kedeligt! Men på den anden side: jeg vil da hellere være forkølet nu, end når pjevsen kommer til verden. Så hvis jeg kan lave en deal med den høje deroppe om, at jeg så ikke bliver syg det næste halve år - ja, så er det fint med mig.

God weekend til jer derude.

/Stine