Januar - din lede fidus / røvskid!

Ja, så fik vi så også prøvet det. Omgangssyge til hele banden. I forgangne weekend røg først den store på tre år ned med opkast, dernæst min kæreste, så vores mindste søn og til sidst mig. Og pt. er den store sløj med feber og forkølelse. Jamen, altså, hvor jeg bare elsker vinter - og specielt dig, januar, din lede fidus! Også selvom mindstemanden har fødselsdag på torsdag, så er januar stadig en røv-skid af en måned.

Nå. Sådan er det jo at have små børn. Men hårdt er det sgu, når man selv ligger med hovedet i kummen og bare vil sooove. Og det kan man jo ligesom ikke, når der er to størrelser, som har brug for én. Godt, vi er to voksne til stede på matriklen. Og jeg må da også indrømme, at jeg i løbet af weekenden flere gange tog mig selv i at tænke: To børn + to voksne = en familie. Punktum. Bum. For os fungerer det i hvert fald bedst sådan. For selvom vi leger med tanken om tre børn, og at den ældste måske var 10 år, den yngste 8 år og måske en lille efternøler på 2-3 år - ja, så trænger de store jo også til kram, knus og ekstra kærlighed, når de er syge. Og det var så dér, jeg stod af i min tankerække. To børn er så fint til os.
Ikke at vi går og overvejer flere. Absolut ikke. For med vores stigende aldre, mine tiltagende lændeproblemer og diverse andre foranstaltninger - gider jeg virkelig være gravid igen-igen? Nej, vel?! Føde? Heller ikke rigtigt. Forsøge igen-igen med amning + endnu flere søvnløse nætter? Hell, nooo! - så er vi ganske enige i, at to voksne og to børn er passende for vores familie.

I dag, trods en lille-bitte smule feber og hoste hos ældstesønnen - havde jeg bare behov for at komme UD. Og det være sig et andet sted og med et andet formål end en tur til kiropraktor eller i DøgnNetto for at købe mere toastbrød og æbler til de sarte maver. Adrian og jeg tog derfor cyklen til Enghave station, hvor vi hoppede på et S-tog til Klampenborg, gik en tur, gloede på busser, heste og udflytterbørnehavebørn, og derefter tog vi S-toget hjem igen. Herligt. Og dejligt med lidt luft under vingerne igen. Man bliver jo stille og roligt vanvittig af at glo på de samme vægge herhjemme. Så dejligt og tiltrængt var det.

Og nu sidder jeg og drømmer om at komme en tur i biffen i næste uge. Måske bare helt alene en formiddag. Jeg gad godt at se Thomas Vinterbergs "Kollektivet" nemlig. Og jeg VED bare, at jeg ville elske de par timer i biografsædets rolige, trygge og lune skød. Mon der kunne være et slip i sygdom i næste uge? Der er det jo trods alt februar. En måned, jeg har langt større tiltro til end januar, din lede fidus og røvskid af en måned!

/Stine