Pas dog på!!!

Når man bliver mor, bliver man altså lidt mere pylret. Og beskyttende. Og er klar til at gå gennem ild og vand for sit barn. Dette har jeg måttet sande ved flere forskellige lejligheder gennem de sidste ni måneder, men i går og i dag har jeg været ude for to episoder, hvor jeg bare tænkte: "Så pas dog lige lidt på!!!".

Oplevelsen i går handler om, at Adrian og jeg var på vej ud af en bus. Barnevognsbremsen gik så i baglås lige netop i det øjeblik, vi skulle navigere ud af bussen. Super tidspunkt! Buschaufføren holdt tilsyneladende ikke ordentligt øje med os, så han lukkede dørene og var på vej til at køre videre. En venlig mand råbte, at der var én, der gerne ville ud. Ingenting skete. Efterfølgende hørte jeg mig selv råbe - højere og højere - "Hallo! Halloooo!! Vi vil faktisk gerne ud!". SÅ kom vi ud. Tak. Synes egentlig, at buschaufførerne i København er temmelig voldsomme i deres kørsel og deres måde at standse på...

Og i dag var ikke mindre ubehagelig. Jeg går hen ad gaden med Adrian i klapvognen, hvor han sidder op. Pludselig kommer en genstand flyvende og rammer 20 cm. fra hans hoved. Hvad f.....?! Jeg opdager, at genstanden er en slags træliste, som åbenbart er drønet ud gennem et åbent vindue fra 3. sal. Deroppe står en dame og trækker på skuldrene, mens hun siger "Undskyld". Jeg får råbt noget à la: "Jeg har faktisk en baby hernede; hvis den havde ramt ham, tør jeg ikke tænke på, hvad der kunne være sket!".

Der sker naturligvis ting og sager i verden, og jeg kan jo ikke beskytte Adrian for dem alle. Men at folk lige tager lidt hensyn til hinanden og kigger sig for - det må da være et minimumskrav. Og nej, bare fordi jeg har en baby, skal der jo ikke tages mere hensyn til mig. Alle skal tage hensyn til hinanden - store som små. Men så bliver man jo også lige noget mere beskyttende, når man har sin søn med...

/Stine

Jeg vil have det hele med

Jeg vil ikke gå glip af noget. Overhovedet. Og det stresser mig altså sommertider.

For tiden, og de sidste mange måneder, har det jo handlet om Adrian og aktiviteter med ham. Og ugeprogrammet ser således ud pt.:

Mandag: Christian er hjemme hos Adrian, mens jeg søger jobs. Ofte går mandagen også med irriterende - men nødvendige - sager som tandlæge, rygcenter, læge osv.
Tirsdag: Babyrytmik
Onsdag: Mødregruppe
Torsdag: PushyMums
Fredag: Babysalmesang

Og i weekenden står den på rengøring, hygge og afslapning, når vi alle tre er samlet.

Og ugeprogrammet lyder vel ikke specielt presset? Men det kan det bestemt være, når man har en baby! Hvis vi indimellem har en dag, hvor der skal ske mere end én aktivitet, så kan jeg bare mærke presset. Mærke, at det lynhurtigt bliver alt for meget. Og jeg kan næsten tude over tidsfaktoren og timingen i alting. For alting, og jeg mener ALTING, skal konstant koordineres med, hvornår Adrian har sovet / skal sove, hvornår han har spist / skal spise og hvor lang tid det tager fra punkt A til punkt B. Og man skal jo ligesom også selv spise og på toilettet engang imellem...

Her på det sidste har det været sådan nogle irriterende ting, der har fået lov at fylde, synes jeg. Jeg har netop, for blot et par uger siden, været hos tandlæge og fik sat en krone på. Adrian var med, og det var hæsligt, fordi han var drøn ked af det, og jeg lå bare der med munden fuld af alle mulige instrumenter, mens han bare græd og ikke kunne se sin moar. Gør jeg så IKKE igen!

Derudover render jeg på rygcenter på Østerbro med min lænd, som har drillet mig i to år. Og ikke er blevet bedre under tiden med lille A. Ja, det skal jo også tilses, så det evt. kan gå lidt fremad på et tidspunkt.

Og i morgen skal jeg så til tandlæge igen med min l.... visdomstand, som generer tandkødet omkring, således at det bare gør NAS! Kan hverken lukke munden eller tygge ordentligt. At jeg skal til tandlægen i morgen, betyder, at Christian må tage en hjemmearbejdsdag. Og det skal han så også i næste uge, hvor jeg skal ind på det der rygcenter... ih! Sådanne steder har jo bare ikke åbent efter kl. 16, og det er altså temmelig besværligt.

"Tag dog bare din søn med!", siger de velmenende mennesker, når jeg skal ringe diverse steder hen for at bestille en tid. Gerne en meget tidlig eller meget sen tid. Hvilket sjældent kan lade sig gøre. Jeg må fortælle dem, at jeg helst vil være fri for at drage af sted med Adrian, fordi det bare slet ikke er spor sjovt. For nogen af os. Han bliver møg ked af det, når jeg ikke kan være ved siden af ham, når vi er et fremmed sted. Og hvor lægger man en baby hos en tandlæge? På gulvet på et tæppe. Super rart for ham... hmm...

Det er bare så svært at få det hele til at gå op i en højere enhed. Når man både vil til rytmik, være hjemme indimellem, til tandlæge, så det for s.... snart kan holde op med at gøre nas og når jeg jo også bare gerne vil have, at Christian kan tage på arbejde uden at skulle tage alt for mange hjemmearbejdsdage, fordi jeg skal til tandlægen i en halv time...

Ja, det var lidt et opstød herfra. Jeg kan mærke, at jeg skal passe på med ikke at stresse. Og så skal jeg lære at prioritere og vælge nogle ting fra. Måske er det også bare på tide at indse, at det sgu er vigtigere at få ordnet den visdomstand end at komme til rytmik HVER gang? Men tiden er lidt imod mig, for om halvanden måned er det slut med alle de her aktiviteter. Og jeg vil ikke gå glip af noget. Jeg vil have det hele med...

/Stine

En brik falder på plads

Til tider har jeg revet mig selv i håret af frustration over, at vi herhjemme ikke anede, hvordan det der med pasning af Adrian, enden på barsel og nul feriedage tilbage skulle gå op i en højere enhed.

Derfor har vi i et par måneder arbejdet i at finde en alternativ løsning til vuggestuerne, han er skrevet op til. For her i København - og måske specielt på Vesterbro - er det bare tæt på umuligt at få en vuggestueplads, før barnet er 1 år. Pladsanvisningen har gentagne gange bekendtgjort over for mig, at vi bestemt ikke skal regne med en plads i én af de valgte institutioner, før Adrian er minimum 12-14 måneder.

Jamen, hvad f..... gør folk så?? For så meget barsel og ferie har normale mennesker sgu da ikke! Folk gør én af følgende muligheder:

1) Finder én i deres nærmiljø, som kan passe barnet i de måneder, det drejer sig om, før barnet får en vuggestueplads. Det resulterer ofte i at være en bedsteforælder, som er pensioneret eller kan tage orlov. Duer ikke for os. For den ene bedsteforælder, Adrian har - og som viser oprigtig interesse i ham og dermed kender ham - bor på Sydfyn. Og arbejder.
2) Finder en såkaldt reservebedste. Hmm, hvor gammel er sådan én? Og er barnet så alene med reserven - altså, er der ikke andre unger, han kan bonde med?
3) Takker ja til en alternativ institutionsplads, som kan betyde, at man bor i Valby og skal fise til det ydre Amager morgen og eftermiddag. Ikke rigtig, vel?
4) Passer sit eget + minimum et andet barn hjemme. Nja, jeg vil nu helst bare arbejde i kommunikationsbranchen.
5) Eller finder en privat pasningsløsning. Som så er det, vi har kastet os over. Her er andre børn, men ikke så mange. Det vil sige, Adrian får (forhåbentlig) en blid og rolig start, inden han skal kastes ud i vuggestuetilværelsen med minimum 20 andre børn.

Derfor har vi med lys og lygte kigget efter en privat passer til ham. Og har sat opslag op på den famøse (mere eller mindre famøse; jeg kendte den ikke før for et par måneder siden!) opslagstavle på Københavns Kommunes hjemmeside. Og vi har modtaget diverse mere eller mindre seriøse henvendelser. En hel del var på engelsk. Fred være med folk, som ikke kan tale dansk, men når mit knap 1-årige barn skal passes, skal sproget sgu være dansk! Han er for dælen da ved at lære at tale...

Og nu er det endelig lykkedes! Så nu er det slut med finder-vi-overhovedet-en-pasningsmulighed-til-ham-panik. Ahh, det er skønt og trygt at vide, at nu er han sikret en plads. Og tilmed hos den sødeste og mest rolige kvinde. Som bor 20 minutters gang væk. Lige ved dejlige Søndermarken. Ahh!

Er der andre derude, der har stået i lignende situation? Hvad gjorde I? Og hvordan kan det egentlig være, at det er så p.... svært at få en institutionsplads til sit barn i Københavns Kommune, når der i Faaborg-Midtfyn Kommune er for få børn til at udfylde pladserne? Ja, det har noget med børnetallet at gøre, men hvorfor går de berørte kommuner så ikke ind og arbejder lidt mere på problemet?

/Stine