Go see the dentist

I dag har Adrian og jeg været hos tandlægen. Ja, det var jo så mine tænder, der skulle ordnes (!), men lille A var med. Christian kunne ikke få fri, mens jeg var hos tandlægen, og jeg tænkte, at det vel nok skulle gå. Men samtidig var jeg også noget loren ved situationen. For hvor dælen skal man placere babyen, mens man selv ligger i tandlægestolen?!

Jeg pakkede pusletasken med tæppe, legetøj, sut og andet godt. Da jeg fik gelejdet Adrian og jeg op til 2. sal, hvor tandlægen bor, satte vi os i venteværelset. Og Adrian hyggede rigtigt; kiggede rundt og grinede. Fedt!, tænkte jeg, det hér skal sgu nok gå!

Jeg blev kaldt ind til tandlægen, hvor jeg skulle have sat en krone på en tidligere rodbehandlet tand. Og det kræver boring. Og dermed høje, voldsomme lyde. Voldsomme for en lille baby. I hvert fald for Adrian.

Han er ikke så glad for høje lyde... Støvsugning herhjemme foregår gerne, når han sover ude, eller når enten Christian eller jeg går en god, lang tur med ham. Mens den anden så støvsuger hytten. Og hårtørring har for mig været en sjældenhed de sidste syv måneder...

Så de høje lyde er altså ikke lige Adrians yndlings. De søde klinikassistenter tog ham på skift op i deres arme, og det gik jo, det hele. Vi overlevede! Men hold nu kæft, hvor er det ikke sjovt at ligge dér i stolen og lytte til ens barns hjerteskærende gråd. Og i realiteten ikke kunne gøre noget. For med vatrondeller og diverse instrumenter var det noget svært for mig at ytre min mening: "Giv mig min baby! Det er sgu lige meget med den tand!!". Den søde tandlæge gjorde alt, hvad hun kunne for at færdiggøre sit arbejde så hurtigt som muligt. Og pludselig var det jo heldigvis også overstået.

Ud på toilettet og skifte Adrian. Klargøre en flaske med mælk. Og så bare af sted! Men, men, men... skruelåget på flasken drillede, hvilket resulterede i, at moderen lige formåede at tilte mælk ud over taske, dyne og tøj. Hm!

Efterfølgende var det bare hen i Søndermarken og puste lidt ud på en bænk, mens Adrian fandt ro og faldt i søvn i sin klapvogn. Og da slog det mig: jeg havde ikke engang lagt mærke til, om boringen gjorde ondt...

/Stine

Er jeg en pushy mum?

At være gravid og føde et barn gør unægteligt noget ved kroppen. Og også det at have en baby at tage sig af, men diverse løft og dårlige stillinger, er hårdt for kroppen. Kombineret med en lidt for sød tand resulterer i stadig lidt for mange kilo efter fødslen. Så i morgen vil jeg prøve noget helt nyt. Jeg vil tage hen i Søndermarken og tæske rundt sammen med en masse andre mødre. Det kaldes pushy mums.

Konceptet drejer sig ganske simpelt om at komme i form efter fødslen. Og baby er med. Jeg er godt nok spændt på, om det er noget for mig. Om det er for hårdt. Ikke mindst for min lænd, som har det rigtig skidt. Men jeg ved efterhånden også, at det er p.... svært at komme ud ad døren, når Christian kommer hjem fra arbejde ved 16.30-tiden. Efter at have gået en lang tur med Adrian, ordnet en del herhjemme, ja, så trænger jeg bare til at slappe lidt af om aftenen. Og at fise op på cyklen og ned i det lokale træningscenter kl. 20.00 - det kommer jeg ikke til! 
Derfor prøver jeg nu denne model, hvor jeg kan få trænet, samtidig med at Adrian eventuelt sover og i hvert fald helt sikkert får noget frisk luft. Mon jeg er en pushy mum? Det finder jeg ud af i morgen...

/Stine

Den fremtidige kabale

I går gik jeg mildest talt lidt i panik. For om et par måneder skal en svær kabale gå op. Og den SKAL ganske enkelt gå op. Der er flere muligheder:

1) Adrian skal have en institutionsplads. Og ingen ved endnu, hvornår han får en sådan. Blot er det typisk omkring 12-14 måneders alderen, at børnene starter i de institutioner, vi har ønsket. Hvilket vil sige, at han i så fald vil kunne få en plads, når vi når hen i september, oktober eller november. Vores fælles barsel slutter den 1/8.

2) Jeg har noget ferie, der skal afholdes på et givent tidspunkt i løbet af det næste ferieår. Det ville jo ganske givet været smart at afholde den efter barslen. Det kunne også være meget fedt at holde lidt ferie sammen alle tre, eftersom vi højst sandsynligt ikke får mulighed for det igen før sommeren 2014.

3) Christian har barsel i juli, og barsel kan ikke lægges før eller efter juli. Og kan altså ikke rykkes hverken frem eller tilbage.

4) Jeg skal have et arbejde snart. Og aller helst i løbet af i år. For jeg har præcis 35 uger med dagpenge tilbage - og så er der bare ikke mere. Og jeg gider ikke at gå ledig. Jeg vil arbejde!

Jeg bliver helt svedt bare ved tanken om de ovenstående faktorer, som bare må og skal gå op. Der er alle de her brikker, som skal samles til et hele, hvor det både handler om, at Adrian helst skal køres godt og grundigt ind i institutionen. Og samtidig er jeg naturligvis også interesseret i at bruge så lidt af min dagpengeperiode som muligt. Hvilket betyder job eller ferie/forlænget barsel. Men ingen ved, om jeg finder mig et job snart. Eller om det først bliver længere ud i fremtiden.

Jeg er godt klar over, at de ovenstående punkter er temmelig rodede, og at dette ikke er det mest opmuntrende indlæg, jeg har skrevet, men det er det, der optager mig lige nu. For vi er jo nødt til at finde ud af, hvad pokker vi gør. Men det værste er ikke at vide, hvad der sker. Hvornår får Adrian en institutionsplads? Hvornår lander jeg mon et job? Hvad f..... bringer fremtiden i forhold til alt dette? Jeg er ærligt talt ikke skide god til ikke at vide, hvad der sker på de her punkter i fremtiden. Det giver mig en knude i maven, og i går kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg bare gerne vil være i stand til at finde en løsning.

I dag faldt jeg over en interessant artikel, som jeg gerne vil dele med jer læsere. Lad mig blot tilføje, at jeg kunne ikke være mere enig med manden; nu må der altså forandringer på banen!

http://ajks.dk/Nyheder/20113/April1/Dumstadighed-sender-arbejdslose-ud-over-kanten/

/Stine