Shopping i XL, telte og hikst

Jeg bliver større og større. Der er ingen vej udenom. Og sådan er det jo, når man er gravid. Bliver jeg ved med at fortælle mig selv. Ikke desto mindre har vi kvinder åbenbart én eller anden tosset overbevisning om, at vi da ikke skal tage på - nej, nej, det går slet ikke. Og det er jo ikke kun på maven, man tager på, vel, det er jo ligesom lidt over det hele. Hmm. Denne overbevisning, hvor dum og irrationel den end er, har bragt mig i nogle lidt specielle situationer inden for den sidste uges tid.

Det startede med, at jeg måtte erkende, at jeg ikke længere kan passe min forårsjakke. For nu er det jo blevet forår, og det er bare så skønt. Vinterjakken skal væk, og forårsjakken på. Jeg er den type kvinde, som har 10 jakker/frakker. Unødvendigt? Ja, bestemt. Rart med noget at vælge imellem? Yes! Jeg køber jakker, som andre kvinder køber sko. Derfor har jeg et ret stort udvalg, specielt af forårsjakker/overgangsjakker. Så i sidste uge tog jeg en morgen frejdigt min ene forårsjakke på, blot for at konstatere, at den dårligt kunne lukkes længere. Rart var det i hvert fald ikke. Nå, jamen så måtte jeg jo ud at lede efter en ny og større forårsjakke.

Som jeg står der i butikken med ventetøj finder jeg en ganske fin jakke, som jeg dog lidt ligner et telt i, synes jeg selv. Men der skal jo være plads til, at maven kan vokse, funderer jeg, da jeg står i prøverummet. Dilemmaet med at skulle prøve nyt tøj lige nu, hér godt og vel halvvejs i graviditeten, er, at jeg er vildt meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal snuppe en L eller XL... For der skal jo være plads til, at maven vokser. Jeg hører sætningen igen og igen for mit indre. Og samtidig så ligner jeg bare et lille bitte menneske i et kæmpe telt, når jeg prøver jakken i XL. Så det bliver altså til en L, og så må vi bare håbe på, at det i år bliver en form for sommer i Danmark, så jeg kan nøjes med mindre end jakken, når jeg bliver helt enorm.

Jeg steg op på cyklen og hjulede glad hjemad. På vej op i elevatoren kunne jeg alligevel mærke tårerne presse sig på. Og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg havde jo købt en fin jakke + to lækre bluser. Men tøjet var stooort! Da jeg kom ind til min kæreste, tog jeg mig sammen og viste ham de fine ting. Men lige pludselig brast boblen og jeg hikstede, mens min kæreste stod hjælpeløst og så til. Hvad sker det lige med mig?, tænkte jeg, og kunne for 117. gang konstatere, at det jo nok bare var hormonerne, der viste ansigt igen. Min kæreste er heldigvis meget overbærende med mig i denne tid, for han ved godt, at jeg i forvejen har et temperament, som godt kan komme frem på de mærkeligste tider, og graviditeten har da bestemt ikke gjort det bedre! Så han krammede mig, og lidt efter grinede vi sammen.

Det hér med at blive større som kvinde... Jeg tror simpelthen, det bunder i, at vi kvinder er opdraget i en kultur, hvor man bare ikke tager på. Selv som gravid er det en meget uvant tilstand for os - at tage på og acceptere det ubetinget. I hvert fald i første graviditet. Det er noget pjat, men sikkert også meget naturligt. Det fantastiske er så, at der findes rigtig meget fint ventetøj derude, f.eks. gamacher og en lækker bluse, og det er da skønt! Og samtidig er det jo en ganske plausibel undskyldning for at shoppe igennem med god samvittighed :-)

/Stine