Jobsøgning, løntilskud og graviditet

Jeg er gravid. Og jobsøgende. Og altså i princippet ledig. På én eller anden måde hænger det bare ikke helt sammen. Det skurrer lidt i ørerne. For trods diverse forsøg på ligestilling, så er det altså bare tæt på umuligt at score et job, når man er gravid. Og det er jo sådan set forståeligt nok.

Hvis jeg forsøger at sætte mig i modtagerens sted, i arbejdsgiverens sted, jamen så ville jeg da sikkert heller ikke satse på en gravid kandidat - og slet ikke, når der er ca. 200 andre egnede og dygtige kandidater. Så ikke nok med, at krisen stadig kradser - hvis man er gravid er det rent faktisk umuligt at blive ansat. Det er ganske enkelt for dyrt.

Der er dog et lille men. For det er der jo (næsten) altid, ikke? Jeg er i løntilskud. Løntilskud betyder kort fortalt, at man er ude i aktivering og får prøvet sine kompetencer af. Man får løn af virksomheden, som så får et tilskud fra kommunen. Man skal ikke udfylde dagpengekort imens. Og arbejdspladsen er naturligvis fuldt ud klar over, at jeg er gravid, og at jeg skal på barsel på et tidspunkt. Så der er klare linjer, og det kan jeg godt lide.

For noget tid siden var jeg til en samtale om en projektstilling på 2 år. Det gik rigtig godt, vi havde en god dialog, men jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortælle, at jeg var gravid. På det tidspunkt var jeg ikke særligt langt henne, omkring halvanden måned, men alligevel... Jeg var meget i tvivl, og jeg følte ikke, det var rigtigt at undlade at fortælle det. Hvordan ville jeg egentlig selv have det som arbejdsgiver, hvis det var omvendt? Så jeg tog min seje fagforening med på råd, og den venlige og forstående dame sagde til mig, at jeg ikke skulle meddele noget, når jeg ikke var længere henne. Det undlod jeg derfor at gøre.

Jeg gik ikke videre til anden samtale. Og jeg må indrømme, at det faktisk var en form for lettelse, der skød igennem mig, da jeg modtog opringningen fra den pågældende arbejdsplads. Puha, så skulle jeg ikke tage stilling til dét. Og samtidig var det da også en såret stolthed og skuffet faglighed, der kom frem, for det er bare aldrig rart med afslag. Og dem får man godt nok mange af som akademiker, og sådan har det været i omkring 3-4 år.

Nå, livet går videre, tænkte jeg, og relativt kort tid efter kom der så en åbning i form af den stilling, jeg er i nu. Som jeg er glad for. Det er nogle dejlige mennesker, der er megen fleksibilitet og jeg har nogle interessante og relevante opgaver, som helt sikkert vil gøre nytte i fremtiden. Men... der er altså noget galt med systemet. Jeg får løn af virksomheden, og jeg skal ikke udfylde det vanvittigt ophidsende dagpengekort. Men jeg skal stadig søge 2 jobs om ugen, og jeg bruger 100 % af min dagpengeret imens. Hmm...

Tænk, hvis jeg, mens jeg var i løntilskud, blot brugte 50 % af min dagpengeret -f.eks. løntilskud i 6 måneder = dagpengeret svarende til 3 måneder. Det ville da være til at tage og føle på, og det ville give mere mening. Og imens man skal arbejde 37 timer/ugen i løntilskud, så skal man naturligvis søge jobs ved siden af. Heldigvis er det sted, jeg er havnet, så fleksibelt, at der er mulighed for indimellem at søge jobs i arbejdstiden. Ellers er det lidt svært at nå, synes jeg, når man er hjemme 17-17.30 og egentlig gerne vil slappe lidt af, fordi man er gravid og træt.

Udover det så er der hele miseren om, at jeg som gravid skal søge jobs. Jamen altså, hvorfor? Selvfølgelig bibeholder jeg øvelsen i at skrive ansøgninger, det er jo meget fint, men jeg er halvvejs i graviditeten, og de fleste af de jobs, jeg søger nu, er med start den 1. juli. Jeg går på barsel den 1. august. Er det ikke blot spild af arbejdsgivers og min tid?

Der er arbejde til dem, der arbejde vil, påstår nogen. Nej. Det er der ikke. Jeg har søgt over 200 jobs, mens jeg har været ledig af to strenge, hårde omgange, og jeg har været til 7 samtaler og opnået 2 af jobsene. Det er sindssyge odds, synes jeg. Jeg har sågar søgt jobs, jeg er dybt overkvalificeret til, blot for at få et job: sekretærjobs og servicemedarbejderjobs. Heller ikke her lykkedes det. Og udover at søge jobs, når man er på dagpenge, skal man også være til rådighed 24/7, dvs. når man har frivilligt arbejde, ligesom jeg er frivillig rådgiver i GirlTalk.dk, så kan man risikere, at det bliver trukket fra ens dagpenge, såfremt der er andre lønnede i organisationen. Også selvom man ikke selv er lønnet. Og i virkeligheden handler det jo egentlig bare om, at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel og få noget mere erfaring til min videre jobsøgning. Men der er ingen kære mor, når det kommer til systemet.

I bund og grund er jeg af den overbevisning, at vi har utroligt mange goder her i landet. Vi får penge for at tage en uddannelse, når det i mange andre lande koster penge, og vi får hjælp, når vi ikke er i arbejde af den ene eller den anden årsag. Men når systemet bliver så firkantet, at man som ledig gravid skal søge job efter job på lige vilkår med ikke-gravide, så synes jeg, reglerne halter.

Jeg vil gå meget, meget langt for at få et job, og jeg synes, jeg til tider har bidt hovedet af al faglig stolthed og søgt noget, som jeg slet ikke har lyst til - blot for at øge chancerne. De, der er ledige og læser det her, ved, hvad jeg mener. Man bliver et nummer i rækken, lidt ligesom kvæg, og man er en sag, der blot skal ekspederes videre. Det er meget, meget ubehageligt. At søge jobs, mens jeg er gravid og at bruge 100 % af min dagpengeret, når jeg er i job og får løn af virksomheden - det synes jeg er grotesk. Ganske enkelt. Så er det sagt.

Jeg vil ønske jeg en god weekend derude og en god påske :-)

/Stine

Shopping i XL, telte og hikst

Jeg bliver større og større. Der er ingen vej udenom. Og sådan er det jo, når man er gravid. Bliver jeg ved med at fortælle mig selv. Ikke desto mindre har vi kvinder åbenbart én eller anden tosset overbevisning om, at vi da ikke skal tage på - nej, nej, det går slet ikke. Og det er jo ikke kun på maven, man tager på, vel, det er jo ligesom lidt over det hele. Hmm. Denne overbevisning, hvor dum og irrationel den end er, har bragt mig i nogle lidt specielle situationer inden for den sidste uges tid.

Det startede med, at jeg måtte erkende, at jeg ikke længere kan passe min forårsjakke. For nu er det jo blevet forår, og det er bare så skønt. Vinterjakken skal væk, og forårsjakken på. Jeg er den type kvinde, som har 10 jakker/frakker. Unødvendigt? Ja, bestemt. Rart med noget at vælge imellem? Yes! Jeg køber jakker, som andre kvinder køber sko. Derfor har jeg et ret stort udvalg, specielt af forårsjakker/overgangsjakker. Så i sidste uge tog jeg en morgen frejdigt min ene forårsjakke på, blot for at konstatere, at den dårligt kunne lukkes længere. Rart var det i hvert fald ikke. Nå, jamen så måtte jeg jo ud at lede efter en ny og større forårsjakke.

Som jeg står der i butikken med ventetøj finder jeg en ganske fin jakke, som jeg dog lidt ligner et telt i, synes jeg selv. Men der skal jo være plads til, at maven kan vokse, funderer jeg, da jeg står i prøverummet. Dilemmaet med at skulle prøve nyt tøj lige nu, hér godt og vel halvvejs i graviditeten, er, at jeg er vildt meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal snuppe en L eller XL... For der skal jo være plads til, at maven vokser. Jeg hører sætningen igen og igen for mit indre. Og samtidig så ligner jeg bare et lille bitte menneske i et kæmpe telt, når jeg prøver jakken i XL. Så det bliver altså til en L, og så må vi bare håbe på, at det i år bliver en form for sommer i Danmark, så jeg kan nøjes med mindre end jakken, når jeg bliver helt enorm.

Jeg steg op på cyklen og hjulede glad hjemad. På vej op i elevatoren kunne jeg alligevel mærke tårerne presse sig på. Og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg havde jo købt en fin jakke + to lækre bluser. Men tøjet var stooort! Da jeg kom ind til min kæreste, tog jeg mig sammen og viste ham de fine ting. Men lige pludselig brast boblen og jeg hikstede, mens min kæreste stod hjælpeløst og så til. Hvad sker det lige med mig?, tænkte jeg, og kunne for 117. gang konstatere, at det jo nok bare var hormonerne, der viste ansigt igen. Min kæreste er heldigvis meget overbærende med mig i denne tid, for han ved godt, at jeg i forvejen har et temperament, som godt kan komme frem på de mærkeligste tider, og graviditeten har da bestemt ikke gjort det bedre! Så han krammede mig, og lidt efter grinede vi sammen.

Det hér med at blive større som kvinde... Jeg tror simpelthen, det bunder i, at vi kvinder er opdraget i en kultur, hvor man bare ikke tager på. Selv som gravid er det en meget uvant tilstand for os - at tage på og acceptere det ubetinget. I hvert fald i første graviditet. Det er noget pjat, men sikkert også meget naturligt. Det fantastiske er så, at der findes rigtig meget fint ventetøj derude, f.eks. gamacher og en lækker bluse, og det er da skønt! Og samtidig er det jo en ganske plausibel undskyldning for at shoppe igennem med god samvittighed :-)

/Stine

Velkommen til Stines blog

Som kommunikationsuddannet og med flere års erfaring inden for kommunikation har jeg her oprettet min første blog. Flot, ikke? Jeg har længe tænkt på, at nu skal jeg altså se at komme i gang med det dér blogging; som kommunikationsmenneske kan jeg jo ikke andet! Så dadaah! Her er mit første blogindlæg.

Jeg synes, du, kære læser, skal lære mig lidt bedre at kende. Jeg kommer fra Fyn, nærmere betegnet Faaborg, hvor jeg både har gået i børnehave, folkeskole og gymnasium. Jeg har altså boet i Faaborg gennem hele min barndom. Det har været en rigtig dejlig by at vokse op i. Men da jeg kom på efterskole, længtes jeg væk. Det var nok på det tidspunkt, det rigtigt gik op for mig, at jeg ikke skulle blive boende i Faaborg.

Efter gymnasiet tog jeg og en veninde til Paris i 3 måneder og boede i den kinesiske del af byen. Det var en rigtig skøn oplevelse. I sommeren 2003 flyttede jeg til København og studerede kommunikation og psykologi på Roskilde Universitet, mens jeg arbejdede ved siden af, var frivillig rådgiver på GirlTalk.dk og tog to coachuddannelser. Jeg har to storebrødre, fire niecer og en nevø, og jeg venter mit første barn.

Det her med at skulle være mor for første gang - det er godt nok spændende, dejligt og skræmmende! Min kæreste og jeg fniser indforstået til hinanden flere gange om dagen, som om vi har en dyb hemmelighed. Noget, som vi har lavet sammen, og som er i gang med at blive til et rigtigt, lille menneske. Det er da for vildt!

Rent fagligt er kodeordene for mig kommunikation, skriftlig og mundtlig formidling, hjemmesider, nyhedsbreve, personlig coaching og rådgivning. Jeg har været ansat i DSB, Sex & Samfund, Danmarks Bløderforening, MindStretch, Dansk Flygtningehjælp, GirlTalk.dk og p.t. er jeg ansat som informationsmedarbejder i Amager Bio, hvor jeg sidder med hjemmesideredigering, nyhedsbreve, Faebook-opdatering og meget andet. Jeg er også frivillig på GirlTalk.dk, hvor jeg har været siden januar 2007. Min funktion er at chatte med piger mellem 12-24 år om alverdens problematikker.

Når jeg kommer tilbage fra barsel i sen-foråret 2013, har jeg, som det ser ud lige nu, intet job i vente. Det er skræmmende og stressende. Og ikke særligt rart... Men jeg forsøger at være åben over for alle muligheder nu i forhold til at have et job at komme ud til efter endt barsel. Jeg har så meget lyst til at bruge min erfaring, som jeg har masser af. Jeg vil ud med den! Derfor forsøger jeg at holde kontakt med de mennesker, som kan være en døråbning til et fremtidigt job.

Kære læser, nu håber jeg, du føler, du kender mig lidt bedre. Jeg tror, denne blog vil blive et sammensurium af snart-mor-tanker og -følelser, jobsituationsfrustrationer og blot generelle overvejelser og observationer fra mig. Følg med - jeg lover dig, det skal nok blive godt! :-)

/Stine