lørdag den 22. september 2018

Børnefødselsdage på Sydkysten

Efter at have boet 15 år i København er jeg nu rykket til forstæderne sammen med min familie. Drengene er pludselig ikke så små længere. 3 og 6 år. Med fare for at lyde som en kliché: gisp! Tiden flyver!

Vi besluttede at rykke fra bylejlighed til hus og have. Og det blev så i Greve. Lidt tilfældigt faktisk, for hverken Christian eller jeg havde tilhørsforhold - eller forhold overhovedet - til lige netop Greve. Men i hussøgningen faldt vi over diverse boliger i bl.a. Valby. Mmm, Valby. "Mit" gamle sted. Hvor jeg boede i min egen lejlighed, da jeg rykkede fra det sydfynske til København. Jeg må sige: jeg er ret vild med Valby; det er tæt på byen og med mange dejlige, rolige familievenlige spots. Vores søgning efter bolig startede derfor i lige netop Valby. Men altså... priserne på de dér boliger... er du vimmer, mand! Et lille rækkehus på 86 km2 = 3,6 mio... nja... vi kigger lige lidt videre.

Så: vi kiggede videre. På Hvidovre. Hvilket også var ganske fint. Men altså... priserne! Stadig pis-høje. Nå. Lidt pause i starten af året. Et lille pusterum fra de utallige Boligsiden-søgninger - som jeg i øvrigt fandt pænt underholdende og overraskende fængende.

På et tidspunkt, lige efter jeg var startet i nyt job i foråret, gav en kollega mig et tip: hvad med sydkysten (nogen ville kalde det vestegnen - jeg tænker stadig sydkysten; det klinger bare bedre + vi modtager begge gratisavisudgaver på matriklen. Ergo: man må vel selv vælge betegnelsen for sit område?).

Nå - til åbent hus i Greve vi vandrede. Eller kørte. Med S-tog. For det kører jo nærmest lige til døren. Og sågar til det, der skulle vise sig at blive vores nye bolig. Med have og all the shit. Have i Greve. Hvad giver I?! Og på trods af at "folk hernede" viser sig at reagere med lettere skepsis over vores manglende køretøj på fire hjul - hvad skulle der nu være galt med en simpel ladcykel?! - så er der rent faktisk mulighed for at fare med offentlige transportmidler. Jo jo - den er god nok; det kan man godt.

Vi har nu boet her i lige knap to måneder, og vi er vilde med det. Inklusiv dræbersnegle og det hele. Eller... måske ikke sneglene. Og måske heller ikke taget, der liiige skal fikses. Og hullet ved gasfyret. Eller de manglende lamper, som vi ikke har fået sat op endnu. Men! Hus og have i Greve er nu ikke så tosset for os. Og det er jo en sand fryd at se drengene boltre sig i haven, finde spændende - og til tider pænt klamme - dyr og blive sunde og trætte på den gode måde.

Jeg er personligt ret tosset med det nære i nabolaget, som bare virker mere... ja, nært. Det dér koncept med at være nede ved jorden kan altså ét eller andet. En pose æbler over hækken fra naboen en søndag eftermiddag, en opfordring fra genboen overfor til at modtage ferskner, en snak på vej hjem fra børnehaven med drengene - vel at mærke i rolige omgivelser - dét er dælme lækkert!

Og drengene er altså ret vilde med deres nye børnehave, hvilket jeg virkelig godt kan forstå, for det er jeg i den grad også! Dejligt personale og skønne unger. What´s not to like? Jeg bliver bare nødt til at være ærlig... det er åbenbart meget normalt her i forstaden / provinsen / på sydkysten (eller vestegnen...), at man inviterer til børnefødselsdag på weekenddage..? Dét vidste jeg sgu ikke var en del af dealen. Jeg troede faktisk først, det var sådan noget, man gjorde i skolealderen... I den halvanden måned, drengene har været i deres nye børnehave, er Bastian (han er 3 år) blevet inviteret til 1 x lørdagsfødselsdag samt 2 x søndagsfødselsdage. Og Adrian er blevet inviteret til 1 x lørdagsfødselsdag. Ok. Det er jo simpelthen helt fantastisk, at de allerede fra start er blevet inkluderet - det må jeg sige. Samtidig også en kende overvældende at skulle afsætte x antal weekenddage til fødselsdage (hvor man vel at mærke efterlader barnet alene i et hjem hos nogen, de dårligt nok kender endnu - og den mindste er stadig blebarn) + købe gaver. Omend, som en imødekommende og uden tvivl meget velmenende mor sagde til mig forleden: "Vi har aftalt meget små gaver her i børnehaven - altså, virkelig ikke noget stort. Men han ønsker sig jo rigtig meget noget med Paw Patrol.". Det er fandme bare svært at finde en lille Paw Patrol-dims... og man vil jo gerne glæde fødselsdagsbarnet, så det hjælper jo ikke rigtigt at komme med en enkelt farveblyant. Eller hvad?

Nuvel. Jeg er faktisk lidt nervøs for, at jeg skulle få nogen på nakken ift. det her indlæg. Og jeg håber ikke, jeg støder nogen hér. Måske er jeg bare lidt kulturchokeret? Dette er blot et indskud fra mig efter at have boet her i knap to måneder: der ér også andre muligheder, når man ønsker at holde børnefødselsdag for éns barn: at dele noget lækkert ud i børnehaven. Eller - hvis man har mulighed for at tage en fridag: invitere børnehaven hjem, som vi valgte at gøre, da Adrian fyldte seks år for to uger siden. Det inkluderer jo faktisk også personalet fra børnehaven - oh, fryd; ekstra voksne mennesker: til glæde og gavn!

Der er ikke noget, som er rigtigt eller forkert i forhold til børnefødselsdage. Absolut ikke. Og jeg er sikker på, ungerne knus-elsker at have deres børnehavestue på besøg en lørdag eller søndag. Min personlige holdning er dog, at ungerne nyder det mindst lige så meget, hvis det foregår på en hverdag, hvor de kan invitere børnehaven hjem, eller - sågar - når de kan dele noget ud til samlingen - som hvis det foregår en lørdag eller en søndag. Blot en tanke...

/ Stine



onsdag den 17. august 2016

Hverdag


Efter tre ugers skøn ferie med familien, er hverdagen kommet tilbage til os alle. Og reaktionerne har været forudsigelige i den forstand, at mine to drenge havde det helt fint mandag, mens tirsdagen bød på lidt andre - og temmelig udfordrende - humørsvingninger hos de to små herrer.

Da jeg hentede dem fra institutionen mandag eftermiddag, var de trætte, men glade. Eftermiddagen og aftenen gik roligt, og de faldt i søvn i ro og mag om aftenen. I går, derimod, var anderledes. Jeg afleverede dem om morgenen, hvor de begge græd og ikke ville slippe mig. Dét gør ondt i mit moder-hjerte, men sådan er livet; af sted vi må, til arbejd´ vi gå.

I går eftermiddags, da jeg så kom hjem fra arbejde, var der lidt kaos. Det var mest den store, der tydeligvis havde haft en lidt hård dag i børnehave. Han insisterede gentagende gange på, at han ville have et bestemt, elektrisk Brio-tog, som hans lillebror stille og roligt legede med. Resultat: gråd og fastlåsthed. Løsning: toget blev fjernet helt fra legearealet. Ak ja, det er ikke altid nemt.

Jeg tog mig selv i blot at sidde og holde om ham, mens jeg stirrede ud i luften. Måske også det bedste - og eneste fornuftige - at gøre i en sådan situation. Min kæreste kommenterede bagefter min relativt rolige reaktion: "Godt klaret - du ikke flippede ud". Hmm, jo, men jeg havde nu mest en følelse af magtesløshed og jeg-er-helt-tom-for-ord-følelse. Normalt kan jeg - desværre, og tydeligt ud fra min kærestes kommentar - godt fare lidt op, når tingene tilspidses derhjemme mellem de to drenge, men lige da var jeg mest bare træt. Og da kan den gode træthed ovenpå en arbejdsdag være rigtig god: så er man fyldt op med det faglige, og så er der altså bare mere overskud til konflikter på hjemmefronten.

I dag hentede jeg en glad Adrian og en sløj Bastian. Så hverdagen har også ramt os ift. sygdom. Ingen sygdom under hele vores ferie, men nu er Bastian tilbage i vuggestue, og så er det jo nærmest uundgåeligt med lidt "vuggestuepest". Sådan er det jo. Det er bare en periode! Men åh, hvor jeg hader sygdom! Og specielt Bastian har bare været så ramt i sit korte liv. Jeg sætter min lid til, at når han engang kommer i børnehave - så går der fremad.

Hverdagen har ramt os. På godt og ondt. Med tiltagende forkølelse og feber hos den mindste og trætte, trætte drenge om aftenen. Og vi skal alle lige vænne os til rutinerne igen med faste tidspunkter for stort set alt frem for feriens tøffen med indstillingen "vi når det hele - og hvis vi ikke gør, er det komplet ligegyldigt - så hygger vi bare herhjemme.".

Men jeg er nu ret vild med hverdagen. Nu er jeg jo også et menneske, som holder af og finder en stor tryghed i rutiner. Der er ligesom et flow, hvor tingene bare kører derudaf, og hvor energiniveauet har bedst af at køre i en relativt lige, linje - hvis muligt! Sådan forholder det sig jo ikke altid, men når det kører, er det virkelig lækkert. Og afføder mere energi og engagement.

Og så kom der lidt sommervejr til os igen. Det er skønt og gør efteråret lidt kortere og det hele lidt lysere.

/Stine

onsdag den 6. juli 2016

En god roman er som balsam for sjælen

Hej med jer

Det er godt nok længe siden, jeg sidst har været herinde på bloggen og skrive. Helt tilbage til februar skal vi. Tiden går hastigt derudaf med arbejdet og drengene, som jo naturligvis kræver sit. De bliver bare store så hurtigt - nu nærmer den mindste sig halvandet år, og den store fylder fire år om mindre end to måneder! Hvor bliver tiden lige af?? Nå, men det er jo simpelthen bare om at nyde dem og forsøge at lade være med at gå så meget op i det praktiske. Som jeg desværre indimellem har lidt en tendens til, og så fortryder jeg altid om aftenen, når de er kommet i seng. Men på den anden side har de måske også meget godt af at lære, at tøjet ikke vasker sig selv, og at der ikke kommer en lille - dog fantastisk! - fe og rydder hytten om aftenen. Og her til aften havde jeg dejlig hyggestund med den store omkring et biltæppe og et par biler. Vi holdt tilbage ved fodgængerfelter, og han mindede mig om, at jeg skulle huske at sige "Bip-bip-bip", når lastbilen skulle bakke. Det er godt, der kom styr på det!

Når ungerne sover sødt, bruger jeg ofte aftenerne på at læse. Jeg elsker, elsker, elsker en god bog og nyder virkelig at slappe af over den. Jeg foretrækker langt hen ad vejen bogstaverne frem for skærmen. Og jeg har netop færdiglæst romanen "Kvinden i toget" af Patricia Hawkins. Kæft, den var spændende! Nu er jeg også lidt en sucker for krimier, men jeg er faktisk blevet lidt træt af de der femi-krimier, som har været fremme og populære i snart 15 år. De er også spændende, men måske lidt ens. Så derfor hilste jeg "Kvinden i toget" velkommen. Hvis du trænger til en god roman her til ferien, og hvis du - ligesom jeg - er vild med krimi og spænding, kan jeg kun anbefale den.

Rigtig god sommer.

/Stine

tirsdag den 16. februar 2016

Må man skælde sine børn ud?

Debatten raser i disse dage i forhold til, om det er ok at skælde sine børn ud eller ej. Udgangspunktet er en række udtalelser fra Marie Krarup, som er tidligere gymnasielærer og nuværende medlem af Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Hun udtaler blandt andet, at vi voksne har pligt til at retlede vores børn, og at børnene ikke skal elske sig selv i en situation, hvor de er ondskabsfulde eller ubetænksomme over for andre mennesker.

Derudover mener Marie Krarup også, at en ørefigen eller et rap over fingrene i ny og næ er ok, så forældrene tydeliggør over for deres afkom, hvad der er rigtigt og forkert.

Udtalelser, som har vakt voldsomme reaktioner fra forskellige fagfolk. Forståeligt nok, for vi er vel efterhånden klar over, at skæld ud har en negativ effekt? For ikke at tale om "en ørefigen eller et rap over fingrene"? Og naturligvis skal børn elske sig selv - i alle situationer. De skal lære at være bevidste om, hvordan de omgås andre mennesker i stedet for at komme i situationer, hvor de ikke elsker sig selv.

Jeg er på ingen måde enig med Marie Krarup, for jeg tilhører den modsatte holdning: at anerkendende tilgang og rummelighed er vejen frem i forhold til børn. Og jeg forsøger det faktisk dagligt hjemme med mine to drenge på henholdsvis et og tre år. Men jeg må da også ærligt indrømme, at det indimellem er enormt svært at bevare fatningen eller undgå at blive godt gal i skralden eller komme til at kaste bare en lille smule med et stykke legetøj (skete så sent som i går, og nej, jeg er ikke stolt af det). Måske fordi vi voksne bare har svært ved at forstå (små) børns tankegang?

Specielt den store på tre år prøver virkelig grænser af herhjemme for tiden. Hvilket jo er helt naturligt for hans alder. Men hold da op, hvor kan jeg føle mig magtesløs indimellem og have en tendens til at dykke ned på hans (børne)niveau. Og det er jo lige præcis dér, jeg ikke vil havne. For jeg er den voksne. Jeg er hans mor, og jeg skal anerkende, støtte og guide, så han lærer livet at kende. Og når jeg har talt med for store bogstaver eller i afmagt har udbrudt "Kunne du dog ikke bare for én gangs skyld selv prøve at tage din flyverdragt af?!" - ja, så bliver jeg så dårligt tilpas om aftenen, når børnene er puttet og sover sødt i deres senge. Og jeg har tid til at tænke over dagen. For sådan en mor vil jeg ikke være. Og jeg arbejder på at bevare roen og være den voksne. For det er en del af jobbeskrivelsen, når man bliver forælder, synes jeg. At bevare roen.

Forskellen - for mig at se - i Marie Krarups tilgang til skæld ud og min egen (og forhåbentlig også mange andre forældres?) er ret tydelig for mig: hvor Marie Krarup mener, det er ok og ligefrem en relativt fornuftig tilgang til børneopdragelse at skælde ud og ligefrem slå lidt i ny og næ, så mener jeg absolut ikke, det er ok. Der er mange alternative måder at opdrage på, som uden tvivl virker bedre. Når jeg reagerer med store ord, er det i afmagt. Dér ligger forskellen.

Nedenfor kan du se et link fra TV2Nyhederne angående debatten.

/Stine

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-02-16-marie-krarup-det-kan-vaere-ok-at-give-et-barn-en-lille-oerefigen

tirsdag den 26. januar 2016

Januar - din lede fidus / røvskid!

Ja, så fik vi så også prøvet det. Omgangssyge til hele banden. I forgangne weekend røg først den store på tre år ned med opkast, dernæst min kæreste, så vores mindste søn og til sidst mig. Og pt. er den store sløj med feber og forkølelse. Jamen, altså, hvor jeg bare elsker vinter - og specielt dig, januar, din lede fidus! Også selvom mindstemanden har fødselsdag på torsdag, så er januar stadig en røv-skid af en måned.

Nå. Sådan er det jo at have små børn. Men hårdt er det sgu, når man selv ligger med hovedet i kummen og bare vil sooove. Og det kan man jo ligesom ikke, når der er to størrelser, som har brug for én. Godt, vi er to voksne til stede på matriklen. Og jeg må da også indrømme, at jeg i løbet af weekenden flere gange tog mig selv i at tænke: To børn + to voksne = en familie. Punktum. Bum. For os fungerer det i hvert fald bedst sådan. For selvom vi leger med tanken om tre børn, og at den ældste måske var 10 år, den yngste 8 år og måske en lille efternøler på 2-3 år - ja, så trænger de store jo også til kram, knus og ekstra kærlighed, når de er syge. Og det var så dér, jeg stod af i min tankerække. To børn er så fint til os.
Ikke at vi går og overvejer flere. Absolut ikke. For med vores stigende aldre, mine tiltagende lændeproblemer og diverse andre foranstaltninger - gider jeg virkelig være gravid igen-igen? Nej, vel?! Føde? Heller ikke rigtigt. Forsøge igen-igen med amning + endnu flere søvnløse nætter? Hell, nooo! - så er vi ganske enige i, at to voksne og to børn er passende for vores familie.

I dag, trods en lille-bitte smule feber og hoste hos ældstesønnen - havde jeg bare behov for at komme UD. Og det være sig et andet sted og med et andet formål end en tur til kiropraktor eller i DøgnNetto for at købe mere toastbrød og æbler til de sarte maver. Adrian og jeg tog derfor cyklen til Enghave station, hvor vi hoppede på et S-tog til Klampenborg, gik en tur, gloede på busser, heste og udflytterbørnehavebørn, og derefter tog vi S-toget hjem igen. Herligt. Og dejligt med lidt luft under vingerne igen. Man bliver jo stille og roligt vanvittig af at glo på de samme vægge herhjemme. Så dejligt og tiltrængt var det.

Og nu sidder jeg og drømmer om at komme en tur i biffen i næste uge. Måske bare helt alene en formiddag. Jeg gad godt at se Thomas Vinterbergs "Kollektivet" nemlig. Og jeg VED bare, at jeg ville elske de par timer i biografsædets rolige, trygge og lune skød. Mon der kunne være et slip i sygdom i næste uge? Der er det jo trods alt februar. En måned, jeg har langt større tiltro til end januar, din lede fidus og røvskid af en måned!

/Stine

tirsdag den 15. december 2015

Det dér søvn

Herhjemme sover vi sådan lidt på kryds og tværs for tiden. For os gælder det om, at vi alle fire, store som små, får mest muligt søvn. Det er yderst sjældent, at vi alle fire sover godt og igennem hele natten, men hvis bare to eller tre af os kan sove godt, jamen så er det jo nærmest optimale forhold.

Søvn. Det evindelige "issue" blandt småbørnsfamilier. Fordi det bare aldrig rigtig kører helt vildt godt, mens børnene er små. Og fordi, at jo flere man er, jo mere udfordrende bliver det bare. Specielt når de to poder sover sammen.

De sidste tre uger har den lille Bastian på snart 11 måneder formået at være vågen ca. halvanden time stort set hver nat. Hvorfor? Har ingen anelse. Måske noget med tigerspring, tænder, vuggestuestart? I don´t know. Og lige det dér med tigerspring er jeg egentlig også lidt loren over for og gider ikke gå så meget op i. Summa summarum: barnet sover ikke natten igennem, og det generer hans storebror, så vi prøver en løsning med, at den ene af os voksne sover med Bastian i vores dobbeltseng. Det afholder ham fra at græde, men det afholder ham absolut ikke fra at være vågen i halvanden time.

I nat var det mig, der tog tørnen, og bedst som vi lå der, og jeg tænkte: han er nu nuttet med de små "jeg-er-lige-ved-at-falde-i-søvn-lyde", ja, så får han viklet mit hår om sine små, buttede fingre. Forsigtigt og med "shhh"-tonen på vikler jeg hans fingre ud af mit hår og anlægger mine til, at nu skal vi sove.

Hvorefter han siger flere små, nuttede lyde. Godt, tænker jeg. Vi er på vej hen mod søvnen! Men nej. Pludselig har jeg en 12 kg. baby på min ryg. Og han klapper! Hvad fanden er der lige at klappe af kl. 1.45 om natten?! Nænsomt lægger jeg yngstesønnen ned igen, stikker ham bamse og sut, siger "Shhh... sh!" og lægger mig til rette. NU skal vi sove!

Sådan går tiden, og lidt i 3 falder han endelig i søvn. Og vågner igen kl. 5.30. Ja, så står vi da op, gør vi!

Det er sgu hårdt. Den dér manglende nattesøvn. Og samtidig ved jeg bare, at jeg - om en 10-15 år? - kommer til at savne den nærhed, der jo er i at sove sammen. Det er jo hyggeligt. Og rart. Og trygt. Men jeg vil fandeme gerne snart sove!

Glædelig jul og godnat.

/Stine

tirsdag den 13. oktober 2015

Timeout!

Ja, så gik der så lige en fem ugers tid, før jeg fik tid til at skrive endnu et blogindlæg. Jeg har ofte tænkt på, at NU må det altså være. Jeg vil jo gerne holde liv i min blog, skrive og dele lidt med jer læsere. Men så sker der altid lige ét eller andet, som er akut, og så går tiden. Men nu er jeg her igen!

Og jeg skal da lige love for, at jeg bare er FÆRDIG! Dagen starter typisk et sted mellem kl. 4-6, alt afhængigt af humør hos drengene, om nogen har lavet noget i bleen, om der er lyde, der forstyrrer, om sulten gnaver eller hvad det nu kan være. De sidste par morgener er den store daffet ind til mig i sengen og har sovet lidt længere (i morges gik der godt nok 1 time, før han faldt i søvn. Og jeg måtte vække ham kl. 7) - på den måde kan han måske undgå at falde i søvn i børnehaven om eftermiddagen og risikere et ramaskrig af den anden verden, når han bliver hentet. Det er heller ikke sjovt at blive vækket... Min kæreste overtager så den stores seng, indtil den mindste er vågen. Smart? Det ved jeg ikke? Holdbart? Næppe. Effektivt her og nu? Bestemt.





I dag har været en mildest talt lortedag. Ja, lortedag. Jeg er for tredje gang på et par måneder blevet pisse forkølet og orker ærligt talt ikke rigtig noget og - indrømmet - længes bare en lille bitte smule til de dage, hvor jeg rent faktisk kunne tillade mig at lægge mig ned og være syg! Med lommeletter, en god bog, snacks og en film ved min side. Those days are truly gone!



Uh, hvor lyder jeg sur og træt. Det er jeg faktisk også lidt. For i disse dage består min dag af:

1) Knald på fra morgenstunden med havregrød, der skal laves og aller helst på forhånd være tempereret, tøj, der skal på og bleer, der skal skiftes.
2) Af sted til børnehaven med den lille i klapvogn og op i bæreselen, fordi den store stadig ikke er så stor, at han selv klarer det med sko, tøj, huer, vanter og håndvask selv. Fedt, det er ved at blive vinter..!
3) Hjem igen og fodre den lille.
4) Vasketøj, oprydning og diverse brandslukninger, fordi den lille bare ikke vil have, at hans mor så meget som går på toilettet eller tager en tår vand, uden at han sidder på armen.
5) Fodring af den lille.
6) Den lille puttes, og der skal igen ryddes op.
7) Så skal jeg SOVE. Men sover aldrig rigtigt helt, jo, for er jo bevidst om, at den lille nok skal have sutten en 5-10 gange på den times tid, han sover.
8) Den lille skal have mad, og jeg skal også gerne have lidt frokost. Her er proteinbarer blevet min nye ven. De er pisse dyre, men feder ikke (gør de vel?), og de er lynhurtige og smarte at snuppe med i farten. Det der med at smøre mad - forget it.
9) Hvis jeg ikke har afleveret om morgenen: af sted til børnehaven med den lille i klapvogn, op i bæreselen, ind og hente. Vaske hænder og iklæde tøj på børnehavebarn, som har tusind planer for, hvad han vil lige nu.
10) Evt. på legeplads eller hjem og fodre begge, skifte bleer, diverse brandslukninger, fordi de begge kræver noget af deres mor NU.
11) Min kæreste kommer hjem og laver mad (jeg elsker dig, Christian! Jeg elsker også, at du laver maden!). Jeg prøver at lege lidt med begge drenge, men de skændes og driller allerede hinanden (dog er det endnu mest den store, der driller den lille), så det bliver igen noget med diverse brandslukninger.
12) Aftensmad, hvor den store er ved at falde i søvn, fordi han ikke længere sover middagslur.
13) Nattøj, vask, evt. bad, bleer, godnathistorier og -sange og GO-NU-NAT.
14) Puuuste ud.
15) Oprydning, opvask.
16) Jobsøgning / fittnes.
17) Kl. ca. 22: Fri for i dag.
18) Kl. ca. 22.15: Zzzzzz

- og derefter starter det hele forfra igen dagen efter.

Er det bare mig, eller er det ok at blive bare en lille smule TRÆT engang imellem?! Naturligvis er weekenddagene jo ikke som ovenstående; da er vi to voksne hjemme, og vi SKAL ikke ud ad døren. Men altså... FUCK, hvor er det bare pisse hårdt at have to små størrelser!

Jeg er lykkelig for:

1) Mine to sunde og dejlige drenge. Også selvom jeg lyder som en egocentrisk, surt-opstødende dame lige nu. Men jeg er syg. Og træt.
2) At min kæreste går på barsel om en måneds tid.
3) At vi skal besøge mormor i weekenden.
4) At mormor går på pension om 4 måneder og 18 dage.
5) At jeg ved, at alting bare er en periode, og at de to drenge om nogle år er selvhjulpne, glade og stærke individer (!) der elsker deres mor og er glad for, at hun var konsekvent og måske også kom til at hæve stemmen lidt for højt dengang i 2015.

Nu vil jeg se et afsnit "Prison Break", ikke tale med nogen og ikke være noget for nogen i 43 minutter. Men jeg er alligevel i konstant alarmberedskab, for der sker gerne ét eller andet lige rundt om hjørnet. Måske er det også derfor, jeg konstant bliver syg?

/Stine