Hverdag

Efter tre ugers skøn ferie med familien, er hverdagen kommet tilbage til os alle. Og reaktionerne har været forudsigelige i den forstand, at mine to drenge havde det helt fint mandag, mens tirsdagen bød på lidt andre - og temmelig udfordrende - humørsvingninger hos de to små herrer.

Da jeg hentede dem fra institutionen mandag eftermiddag, var de trætte, men glade. Eftermiddagen og aftenen gik roligt, og de faldt i søvn i ro og mag om aftenen. I går, derimod, var anderledes. Jeg afleverede dem om morgenen, hvor de begge græd og ikke ville slippe mig. Dét gør ondt i mit moder-hjerte, men sådan er livet; af sted vi må, til arbejd´ vi gå.

I går eftermiddags, da jeg så kom hjem fra arbejde, var der lidt kaos. Det var mest den store, der tydeligvis havde haft en lidt hård dag i børnehave. Han insisterede gentagende gange på, at han ville have et bestemt, elektrisk Brio-tog, som hans lillebror stille og roligt legede med. Resultat: gråd og fastlåsthed. Løsning: toget blev fjernet helt fra legearealet. Ak ja, det er ikke altid nemt.

Jeg tog mig selv i blot at sidde og holde om ham, mens jeg stirrede ud i luften. Måske også det bedste - og eneste fornuftige - at gøre i en sådan situation. Min kæreste kommenterede bagefter min relativt rolige reaktion: "Godt klaret - du ikke flippede ud". Hmm, jo, men jeg havde nu mest en følelse af magtesløshed og jeg-er-helt-tom-for-ord-følelse. Normalt kan jeg - desværre, og tydeligt ud fra min kærestes kommentar - godt fare lidt op, når tingene tilspidses derhjemme mellem de to drenge, men lige da var jeg mest bare træt. Og da kan den gode træthed ovenpå en arbejdsdag være rigtig god: så er man fyldt op med det faglige, og så er der altså bare mere overskud til konflikter på hjemmefronten.

I dag hentede jeg en glad Adrian og en sløj Bastian. Så hverdagen har også ramt os ift. sygdom. Ingen sygdom under hele vores ferie, men nu er Bastian tilbage i vuggestue, og så er det jo nærmest uundgåeligt med lidt "vuggestuepest". Sådan er det jo. Det er bare en periode! Men åh, hvor jeg hader sygdom! Og specielt Bastian har bare været så ramt i sit korte liv. Jeg sætter min lid til, at når han engang kommer i børnehave - så går der fremad.

Hverdagen har ramt os. På godt og ondt. Med tiltagende forkølelse og feber hos den mindste og trætte, trætte drenge om aftenen. Og vi skal alle lige vænne os til rutinerne igen med faste tidspunkter for stort set alt frem for feriens tøffen med indstillingen "vi når det hele - og hvis vi ikke gør, er det komplet ligegyldigt - så hygger vi bare herhjemme.".

Men jeg er nu ret vild med hverdagen. Nu er jeg jo også et menneske, som holder af og finder en stor tryghed i rutiner. Der er ligesom et flow, hvor tingene bare kører derudaf, og hvor energiniveauet har bedst af at køre i en relativt lige, linje - hvis muligt! Sådan forholder det sig jo ikke altid, men når det kører, er det virkelig lækkert. Og afføder mere energi og engagement.

Og så kom der lidt sommervejr til os igen. Det er skønt og gør efteråret lidt kortere og det hele lidt lysere.

/Stine

En god roman er som balsam for sjælen

Hej med jer

Det er godt nok længe siden, jeg sidst har været herinde på bloggen og skrive. Helt tilbage til februar skal vi. Tiden går hastigt derudaf med arbejdet og drengene, som jo naturligvis kræver sit. De bliver bare store så hurtigt - nu nærmer den mindste sig halvandet år, og den store fylder fire år om mindre end to måneder! Hvor bliver tiden lige af?? Nå, men det er jo simpelthen bare om at nyde dem og forsøge at lade være med at gå så meget op i det praktiske. Som jeg desværre indimellem har lidt en tendens til, og så fortryder jeg altid om aftenen, når de er kommet i seng. Men på den anden side har de måske også meget godt af at lære, at tøjet ikke vasker sig selv, og at der ikke kommer en lille - dog fantastisk! - fe og rydder hytten om aftenen. Og her til aften havde jeg dejlig hyggestund med den store omkring et biltæppe og et par biler. Vi holdt tilbage ved fodgængerfelter, og han mindede mig om, at jeg skulle huske at sige "Bip-bip-bip", når lastbilen skulle bakke. Det er godt, der kom styr på det!

Når ungerne sover sødt, bruger jeg ofte aftenerne på at læse. Jeg elsker, elsker, elsker en god bog og nyder virkelig at slappe af over den. Jeg foretrækker langt hen ad vejen bogstaverne frem for skærmen. Og jeg har netop færdiglæst romanen "Kvinden i toget" af Patricia Hawkins. Kæft, den var spændende! Nu er jeg også lidt en sucker for krimier, men jeg er faktisk blevet lidt træt af de der femi-krimier, som har været fremme og populære i snart 15 år. De er også spændende, men måske lidt ens. Så derfor hilste jeg "Kvinden i toget" velkommen. Hvis du trænger til en god roman her til ferien, og hvis du - ligesom jeg - er vild med krimi og spænding, kan jeg kun anbefale den.

Rigtig god sommer.

/Stine

Må man skælde sine børn ud?

Debatten raser i disse dage i forhold til, om det er ok at skælde sine børn ud eller ej. Udgangspunktet er en række udtalelser fra Marie Krarup, som er tidligere gymnasielærer og nuværende medlem af Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Hun udtaler blandt andet, at vi voksne har pligt til at retlede vores børn, og at børnene ikke skal elske sig selv i en situation, hvor de er ondskabsfulde eller ubetænksomme over for andre mennesker.

Derudover mener Marie Krarup også, at en ørefigen eller et rap over fingrene i ny og næ er ok, så forældrene tydeliggør over for deres afkom, hvad der er rigtigt og forkert.

Udtalelser, som har vakt voldsomme reaktioner fra forskellige fagfolk. Forståeligt nok, for vi er vel efterhånden klar over, at skæld ud har en negativ effekt? For ikke at tale om "en ørefigen eller et rap over fingrene"? Og naturligvis skal børn elske sig selv - i alle situationer. De skal lære at være bevidste om, hvordan de omgås andre mennesker i stedet for at komme i situationer, hvor de ikke elsker sig selv.

Jeg er på ingen måde enig med Marie Krarup, for jeg tilhører den modsatte holdning: at anerkendende tilgang og rummelighed er vejen frem i forhold til børn. Og jeg forsøger det faktisk dagligt hjemme med mine to drenge på henholdsvis et og tre år. Men jeg må da også ærligt indrømme, at det indimellem er enormt svært at bevare fatningen eller undgå at blive godt gal i skralden eller komme til at kaste bare en lille smule med et stykke legetøj (skete så sent som i går, og nej, jeg er ikke stolt af det). Måske fordi vi voksne bare har svært ved at forstå (små) børns tankegang?

Specielt den store på tre år prøver virkelig grænser af herhjemme for tiden. Hvilket jo er helt naturligt for hans alder. Men hold da op, hvor kan jeg føle mig magtesløs indimellem og have en tendens til at dykke ned på hans (børne)niveau. Og det er jo lige præcis dér, jeg ikke vil havne. For jeg er den voksne. Jeg er hans mor, og jeg skal anerkende, støtte og guide, så han lærer livet at kende. Og når jeg har talt med for store bogstaver eller i afmagt har udbrudt "Kunne du dog ikke bare for én gangs skyld selv prøve at tage din flyverdragt af?!" - ja, så bliver jeg så dårligt tilpas om aftenen, når børnene er puttet og sover sødt i deres senge. Og jeg har tid til at tænke over dagen. For sådan en mor vil jeg ikke være. Og jeg arbejder på at bevare roen og være den voksne. For det er en del af jobbeskrivelsen, når man bliver forælder, synes jeg. At bevare roen.

Forskellen - for mig at se - i Marie Krarups tilgang til skæld ud og min egen (og forhåbentlig også mange andre forældres?) er ret tydelig for mig: hvor Marie Krarup mener, det er ok og ligefrem en relativt fornuftig tilgang til børneopdragelse at skælde ud og ligefrem slå lidt i ny og næ, så mener jeg absolut ikke, det er ok. Der er mange alternative måder at opdrage på, som uden tvivl virker bedre. Når jeg reagerer med store ord, er det i afmagt. Dér ligger forskellen.

Nedenfor kan du se et link fra TV2Nyhederne angående debatten.

/Stine

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-02-16-marie-krarup-det-kan-vaere-ok-at-give-et-barn-en-lille-oerefigen

Januar - din lede fidus / røvskid!

Ja, så fik vi så også prøvet det. Omgangssyge til hele banden. I forgangne weekend røg først den store på tre år ned med opkast, dernæst min kæreste, så vores mindste søn og til sidst mig. Og pt. er den store sløj med feber og forkølelse. Jamen, altså, hvor jeg bare elsker vinter - og specielt dig, januar, din lede fidus! Også selvom mindstemanden har fødselsdag på torsdag, så er januar stadig en røv-skid af en måned.

Nå. Sådan er det jo at have små børn. Men hårdt er det sgu, når man selv ligger med hovedet i kummen og bare vil sooove. Og det kan man jo ligesom ikke, når der er to størrelser, som har brug for én. Godt, vi er to voksne til stede på matriklen. Og jeg må da også indrømme, at jeg i løbet af weekenden flere gange tog mig selv i at tænke: To børn + to voksne = en familie. Punktum. Bum. For os fungerer det i hvert fald bedst sådan. For selvom vi leger med tanken om tre børn, og at den ældste måske var 10 år, den yngste 8 år og måske en lille efternøler på 2-3 år - ja, så trænger de store jo også til kram, knus og ekstra kærlighed, når de er syge. Og det var så dér, jeg stod af i min tankerække. To børn er så fint til os.
Ikke at vi går og overvejer flere. Absolut ikke. For med vores stigende aldre, mine tiltagende lændeproblemer og diverse andre foranstaltninger - gider jeg virkelig være gravid igen-igen? Nej, vel?! Føde? Heller ikke rigtigt. Forsøge igen-igen med amning + endnu flere søvnløse nætter? Hell, nooo! - så er vi ganske enige i, at to voksne og to børn er passende for vores familie.

I dag, trods en lille-bitte smule feber og hoste hos ældstesønnen - havde jeg bare behov for at komme UD. Og det være sig et andet sted og med et andet formål end en tur til kiropraktor eller i DøgnNetto for at købe mere toastbrød og æbler til de sarte maver. Adrian og jeg tog derfor cyklen til Enghave station, hvor vi hoppede på et S-tog til Klampenborg, gik en tur, gloede på busser, heste og udflytterbørnehavebørn, og derefter tog vi S-toget hjem igen. Herligt. Og dejligt med lidt luft under vingerne igen. Man bliver jo stille og roligt vanvittig af at glo på de samme vægge herhjemme. Så dejligt og tiltrængt var det.

Og nu sidder jeg og drømmer om at komme en tur i biffen i næste uge. Måske bare helt alene en formiddag. Jeg gad godt at se Thomas Vinterbergs "Kollektivet" nemlig. Og jeg VED bare, at jeg ville elske de par timer i biografsædets rolige, trygge og lune skød. Mon der kunne være et slip i sygdom i næste uge? Der er det jo trods alt februar. En måned, jeg har langt større tiltro til end januar, din lede fidus og røvskid af en måned!

/Stine