Uheld og utålmodighed

Hvis du har læst mit seneste blogindlæg, ved du, at det har været en lidt hård periode for Adrian siden jul. Den sidste uges tid har han været herhjemme sammen med sin meget højgravide mor (termin i dag, hvilket jeg vender tilbage til senere i indlægget). Vi har hygget, og han er (forhåbentlig!) kommet ovenpå helbredsmæssigt.

I går kulminerede Adrians uheldsperiode, hvis man ellers kan kalde den det, med et voldsomt fald fra sengen i soveværelset og ned i gyngestolen. Hvilket naturligvis afstedkom gråd, men også en dyb flænge i hagen. Og det blødte. Og flængen "gabte" ligesom, puh... af sted til skadestuen.

Adrian var så dygtig og klarede det super flot. Vi fik en rigtig god service derinde; de var så søde og behagelige, og kl. 22 lå han og sov sødt i seng seng med tre sting og et plaster. Så i dag er han og jeg hjemme igen. Måske kommer han af sted til vuggeren i morgen? Med mindre jeg selvfølgelig går i fødsel inden.

Da Adrian var faldet i søvn i sin seng, fik Christian og jeg aftensmad, og da slog det mig: Jeg var faktisk vildt sulten. Og var det egentlig også tidligere på aftenen, før uheldet med Adrian skete. Men på én eller anden måde formår vi mennesker altså at tilsidesætte behov som sult og søvn, når der er krise, og når der er brug for, at man er der og er den voksne, der kan handle. Jeg kom i tanke om, da jeg skulle føde Adrian. Jeg fik ingen mad i omtrent 12 timer, for jeg var ganske enkelt ikke spor sulten. Eller træt for den sags skyld. Udmattet? Jo, bevares, men der var jo brug for, at jeg ydede og fødte min søn. Tænk - jeg synes, det er imponerende og ganske smart, at vi mennesker er sådan indrettet.

Og apropos det der med terminsdato: hvorfor er det lige, at man som gravid holder sig så stringent til lige præcis den dato? Vi ved jo godt, at det er normalt at gå over tid, og at baby kommer ud, når baby er klar. Og alligevel så bliver jeg - åbenbart også denne gang - lidt fornærmet over, at deadline ikke overholdes. Jeg er sgu da god til at overholde deadlines; så forventer jeg også, at andre er det!

Vi (læs: kvinder) er så vant til at kontrollere og planlægge alting, og for en gangs skyld er der én begivenhed, fødslen, der bare ikke kan planlægges. Så ville det da være fedt bare at kunne give lidt slip. Men hvor er det bare svært! Min tålmodighed bliver i den grad sat på prøve, og rastløsheden sejrer. Denne gang er dog en lille smule anderledes, fordi der er Adrian at være optaget af. Sidste gang lå jeg bare og læste. Og lå. Og læste. Og keeedede mig bravt. Denne gang går tiden lidt hurtigere, og samtidig går jeg og overvejer de pæneste datoer i nær fremtid, hvornår på døgnet, det ville være mest praktisk at skulle af sted til hospitalet osv. Alt sammen totalt ligegyldigt, for: baby kommer ud, når baby er klar!

/Stine

Turbulens og tilvænning

Det mest vidunderlige, bekymrende, fantastiske, turbulente og samtidig livsbekræftende er uden sammenligning at blive forælder. På de to år og fire måneder, der efterhånden er gået, siden Adrian kom til verden, har jeg været helt ude i yderkanterne. Helt ude, hvor jeg aldrig, aldrig har befundet mig før. Det er så fantastisk at have et barn - og det er også bare så vanvittigt. Vanvittigt, fordi der det ene øjeblik hersker ro og masser af overskud til netop at lægge mærke til alle de skønne ting; og to sekunder efter er der sket et uheld relateret til bleområdet, eller maden er brændt på, eller dvd-filmen virker ikke (= krise), eller...

Siden den 23. december har det været en ret hård tid. En hård tid med længerevarende sygdom og en svær start i vuggeren efter juleferien. Og det har kostet mange tårer fra mor her, som bare er ekstra følsom i den højgravide tilstand.

Blandt andet grundet yndlingskontaktpædagogens skift til anden stue har det været svært for Adrian at starte op efter juleferien. Det efterlader et vist savn hos lille Adrian. Et savn, som han jo umuligt kan begribe, og derfor gør det det bare så meget værre. Så denne uge har været total undtagelses-tilstand, hvor han tre ud af fem dage har været hjemme fra institution; to af dagene, fordi han var ked af det, og vi hentede ham i vuggeren, og i dag, fordi der bare var opkast overalt, da han vågnede. Here we go again...

Så dagen i dag er blevet brugt på at hygge om Adrian (som heldigvis lader til at være frisk. Dejligt, men jeg fatter det ikke..?) og på utallige mængder af tøjvask. Ja, maskinen kører skam stadig.

Det er bare benhårdt og hamrende uforudsigeligt. Og sådan er det jo at være mor til nogen. Det er efterhånden begyndt at gå op for mig. Jeg må ganske enkelt kapitulere og erkende, at hvor jeg altid førhen har været mest tryg ved ro, regelmæssighed, rutiner samt ikke mindst forudsigelighed og kontrol - ja, så er det bare det totalt og aldeles stik modsatte, når det handler om børn. Der er lige præcis ikke den velkendte og trygge forudsigelighed, for der sker konstant ét eller andet, som gør, at man er alert hele tiden. Og dermed indimellem bliver totalt udmattet. Og her 10 dage før termin med lillebror er det sgu lidt tough. Plukkeveer og diverse ømheder må bare vige pladsen. Sådan er det. Det sker der jo heller ikke noget ved, men hårdt er det da.

Apropos uforudsigelighed: Jeg har netop holdt en lille pause midt i dette blogindlæg for at hænge tøj op (!). Adrian er netop blevet puttet i sin seng med lækkert, rent (!) sengetøj. Og der bores pludselig højlydt inde ved siden af det værelse, som Adrian sover i. Of course... See what I mean?

Til gengæld for uforudsigelighed, turbulente perioder og den konstante usikkerhed får man som forælder ubetinget kærlighed fra et lille menneske, man har været med til at lave. Og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har elsket et andet menneske på den altoverskyggende måde, jeg elsker Adrian. Og dét overskygger da alt det andet.

/Stine