Hvorfor er det lige, vi (læs: kvinder) beslutter os for at gemme tøj, som vi ikke har gået med i virkelig lang tid? Hvad er det, der får os til at tro, at den der stribede gule og hvide T-shirt helt sikkert kommer på overkroppen én eller anden dag ud i fremtiden?
For mit eget vedkommende tror jeg egentlig mest, det handler om et håb. Et håb om, at jeg en dag vil kunne passe den pågældende T-shirt igen. Uden at maveskindet vælter ud.
Kender du det? Når jeg tænker tilbage på, da jeg havde den der T-shirt på, syntes jeg, at jeg var for tyk. Jeg ville gerne tabe mig, så jeg kunne være mere slank og mere pæn. Og da jeg i dag gennemgik mit tøj og prøvede T-shirten, tænkte jeg bare: "Hvad var det lige, jeg tænkte på dengang?! Jeg må da have været en hottie, når jeg kunne passe den her T-shirt - uden at maveskindet væltede ud.". Hm.
Så jeg har simpelthen ryddet op i alt mit tøj + været i Silvan og shoppe til badeværelse samt købt (OG samlet!) en skoreol - vildt plads-besparende i øvrigt!
/Stine