Vuggestue og fødselsdage

Om en uge begynder Adrian i vuggestue. Som tiden dog går altså... Jeg har blandede følelser omkring hans start på institutionstilværelsen, som jo skal vare i mange, mange år fremover. På den ene side glæder jeg mig på hans vegne, til han skal møde andre søde, små mennesker og interagere, lære og blive motiveret til en masse sjove og spændende ting. Og på den anden side, så... ja, jeg kommer unægteligt til at savne ham helt sindssygt!

Her har jeg været sammen med ham langt størstedelen af det sidste års tid. Jeg har selvfølgelig været fra ham indimellem, senest i lørdags, hvor jeg i fem timer forkælede mig selv med frisør og shopping. Og Adrian og Christian hyggede herhjemme. Når jeg er væk fra ham i bare et par timer, savner jeg min lille søn. Og når han skal afleveres i vuggestue til fremmede! Uha, det bliver altså specielt.

Men strengen må kappes, vi må videre og han skal ud at have en masse nye og skægge oplevelser. Og jeg skal søge jobs på intensiv maner. Har jo desværre intet job at komme ud til, så jeg kæmper og har siden marts søgt to-fire jobs om ugen. Uden resultat desværre. Bortset da lige fra en enkelt samtale, hvor de fandt en kandidat, som var bedre. For mig handler denne nye tid altså også om prioritering. Jeg må, vil og skal søge jobs, og samtidig synes jeg heller ikke, Adrian skal være i vuggeren syv timer om dagen, når jeg er herhjemme. Så det må blive en mellemting og resulterer nok i tre tidlige, korte dage og to lidt længere, hvor Christian kan hente ham. Og jeg kan arbejde igennem med min jobsøgning. Som jeg håber, håber, håber snart giver positive resultater.

Og på mandag, når han starter i vuggestuen, er det min fødselsdag. Og fem dage efter er det hans fødselsdag. Som naturligvis skal fejres. Tænk sig - 1 år! Som tiden dog går...

/Stine

Gadens stemmer

Jeg er som sådan ikke den store donor. Men jeg hjælper hist og pist, hvor jeg kan. En tier i SOS Børnebyernes pengedåse i Brugsen, et månedligt bidrag til Dansk Flygtningehjælp samt GirlTalk.dk og en Hus Forbi-avis i ny og næ. Og så i dag et besøg i Blodbanken på Frederiksberg Hospital. Det er så lidt, men gør alligevel en forskel. Tænk hvis alle danskere giver bare lidt hver dag?

I den forgangne weekend har jeg haft besøg af en veninde, og inden den helt store bytur lørdag aften (og nat... og søndag morgen..!) ville vi ud at opleve noget i København. Vi blev enige om at købe billetter til en rundtur med en hjemløs.

Rundturen viste sig at være en stå-tur i stedet for, eftersom den hjemløse fyr havde brok og derfor ikke kunne bevæge sig så meget. Det var helt fint. Og trods hans noget ustrukturerede og flyvske fortælling, så var det en oplevelse værd. Han fortalte med stor indlevelse om sit liv som hjemløs. Eller "sofa-rytter", som han kaldte det; han sover for det meste rundt omkring hos venner og bekendte.

Han berettede en masse om livet på gaden og fortalte også om gadebørnene. Han har selv været gadebarn, og nu arbejder han med børnene. Han må om nogen vide, hvordan børnene har brug for at blive mødt og rummet.

Turen kostede 120 kr. via Billetlugen, og 20 kr. gik til gebyr. Jeg spurgte ham, hvad han selv reelt får ud af det rent økonomisk. 43 kr., var svaret. Det er jo ikke meget ud af 120 kr., men vi var fire af sted, så det giver ham da lidt på lommen.

Han var inde over mange forskellige emner, helt fra gadebørn til, hvor farlige konsekvenser af en eventuel lukning af Christinia vil være, i kraft af at hashklubberne vil blomstre op i Københavns gader. Og at klubberne også vil kunne tilbyde hårde stoffer til unge - og at disse ikke findes på Christinia. En spændende diskussion, som bestemt ikke er helt sort eller hvid.

Jeg kan varmt anbefale at købe billet til én af disse ture. Selvom det føltes som lidt lang tid at stå stille det samme sted, og selvom hans fortællinger ikke nødvendigvis hang særligt godt sammen, så gav det alligevel et godt indblik i, hvordan han personligt oplever tilværelsen på gaden.

/Stine