Så skete det endelig! Min lille søn er kommet til verden, juhu! Lille Adrian er nu et menneske med cpr-nr. og det hele.
Han blev født i fredags, det vil sige for blot 1 uge siden. Han er fantastisk. Lækker, smækker, skøn, nuttet, dejlig... ja, jeg kunne jo blive ved. At blive mor er bare fantastisk. Og vildt. Og turbulent. Se selv:
.JPG)
Mens jeg har været gravid, har jeg haft humørsvingninger. Og det skal jeg da lige love for, at jeg også har nu, efter jeg er blevet mor! En speciel oplevelse at kunne begynde at tude til "Little Women", når jeg ikke rigtig kender filmen og ikke engang rigtig fulgte med i den... Og det er jo sikkert helt normalt med de humørsvingninger.
Og så er der usikkerheden. Usikkerheden i forhold til, om jeg nu gør det godt nok. Det der med at være mor. For et barn kommer jo som bekendt ikke med en brugsanvisning, og hvad gør man lige, når han græder, men er skiftet, har fået mad og egentlig bare virker træt, men ikke gider at sove? Man accepterer, tror jeg. Accepterer, at man bare ikke kan vide det hele fra dag 1. Accepterer, at nogle gange så græder spædbørn jo bare, og så må man prøve lidt forskelligt for at finde frem til, hvad han har brug for. Og så er vi heldigvis to, og min kæreste er, som jeg også vidste, helt fantastisk til det her med at blive forældre. Han er tålmodig, rolig og handlingsorienteret. Og det er lige netop det, der er brug for.
I dag blev jeg udfordret på min usikkerhed i forhold til lille Adrian og i forhold til alt det her med at skulle være mor for nogen. Sundhedsplejersken kom på besøg for første gang, og fuldstændig latterligt blev jeg helt nervøs og følte det nærmest, som skulle jeg til en eksamen. Eksamen i hvad? At blive mor? Men det er sikkert helt normalt, ligesom det er helt normalt at blive ked af det, når Adrian er ked af det. Jeg kan godt finde på at briste i gråd, mens han græder, fordi jeg synes, det er skide synd for ham, at han er så ked af det. Og han kan jo ikke ligefrem fortælle, hvad der er galt.
Ja, meget ændrer sig, når man bliver mor. Det har for eksempel taget mig mange omgange at skrive dette indlæg ;) Og det er jo noget, man lige skal vænne sig til. Det er sikkert alt sammen helt normalt.
/Stine
Det meste af min familie bor, som jeg også tidligere har skrevet om, på Fyn. Derfor er det ikke ligefrem hver uge, vi ses, men det bliver alligevel til jævnlige besøg, både hvor vi tager til Fyn på besøg, og hvor der kommer besøg fra Fyn..JPG)
Mens jeg har været gravid, har jeg haft humørsvingninger. Og det skal jeg da lige love for, at jeg også har nu, efter jeg er blevet mor! En speciel oplevelse at kunne begynde at tude til "Little Women", når jeg ikke rigtig kender filmen og ikke engang rigtig fulgte med i den... Og det er jo sikkert helt normalt med de humørsvingninger.
I dag blev jeg udfordret på min usikkerhed i forhold til lille Adrian og i forhold til alt det her med at skulle være mor for nogen. Sundhedsplejersken kom på besøg for første gang, og fuldstændig latterligt blev jeg helt nervøs og følte det nærmest, som skulle jeg til en eksamen. Eksamen i hvad? At blive mor? Men det er sikkert helt normalt, ligesom det er helt normalt at blive ked af det, når Adrian er ked af det. Jeg kan godt finde på at briste i gråd, mens han græder, fordi jeg synes, det er skide synd for ham, at han er så ked af det. Og han kan jo ikke ligefrem fortælle, hvad der er galt.
1. Paul Auster: Orakelnat