Negligeret blog... undskyld.

Ja, jeg ved det godt. Og har faktisk også lidt dårlig samvittighed. Men jeg har ikke haft det store overskud til at pleje min blog de sidste mange måneder. Og var lige ind og tjekke: 3 indlæg på et halv år. Not good enough. Ikke hvis man gerne vil blive ved med at skrive på en blog, i hvert fald.

Jeg lover, at det nok skal blive bedre. Fra på tirsdag har jeg meget mere tid. Meget. Mere. Tid. For min projektkontrakt udløber, og jeg kan derfor kalde mig arbejdsløs. Hm. Ikke ligefrem en titel, jeg er glad for at skulle vende tilbage til. Men sådan er det. Jeg vil sørge for at nyde min dejlige familie og nyde at have mere tid. Og prøve at se positivt på det. Selvom det sidste nu ikke altid falder mig let...

Og så er det jo ligesom sommer. Og dermed ikke den aller værste tid at gå hjemme. I morgen tager vi for eksempel til Fyn og er sammen med min familie. For Adrians lille fætter skal døbes. Dejligt.

God sommer derude.

/Stine

Pinsehygge

Ahh, sikke mange fridage der lige har været. Det har bare været fantastisk, og vi har hygget med lange gåture, en tur i zoo, en tur i Den Blå Planet, is, milkshakes, vandmelon og sommer. Elsker det!

Her er et par billeder fra den forlængede pinse-weekend:

I slutningen af denne måned udløber min projektkontrakt på mit arbejde, og jeg skal til at være jobsøgende igen. Jeg magter det ikke, og jeg magter slet ikke at tænke på det, så jeg forsøger at fokusere på det gode i mit liv. Og det er der heldigvis masser af. God fridag.

/Stine

Forår

Nu må det være tid til et lille indlæg her fra mig. I anledning af forår og påske. For nu lader det til, at vejret endelig er blevet lidt mildere. Og det er nu rart.

Og efter at have været i skønne Rom i sidste uge med Adrian og Christian - ja, så var det bare hundekoldt at komme hjem! Jeg frøs hele mandagen, men nu begynder det så småt at være ok med vejret. Må blot erkende, at +15 grader passer mig bedst. Det var den lækreste tur til Rom, en miniferie fra onsdag til søndag. Anderledes og sjovt at rejse med en 1½-årig dreng. Vi fik oplevet og set en masse, dejligt.

Nu venter der yderligere fem dage med ferie. Turen går til Bakken én af dagene for at se, om der kunne være nogle sjove forlystelser for den lille fyr. Spændende, om han synes, det er sjovt/kedeligt/skræmmende. Forhåbentlig det første...

God påske derude :-)

/Stine

No. 100

De sidste par dage har jeg tænkt på min blog, som jeg startede for snart længe siden. Den har handlet rigtig meget om graviditet, jobsøgning og baby. Og nu er nr. 100 indlæg her så. Efter en laaang pause, hvor jeg mest af alt bare har arbejdet, været sammen med mine dejlige drenge og ... Den ene dag tager den anden, og pludselig skriver vi februar 2014. Hvad sker der lige for det?! Tiden går så overvældende hurtigt, og jeg tager mig selv i at tænke, at jeg skal huske at stoppe op og nyde det. Nyde NU.

I tirsdags, da jeg hentede Adrian fra vuggeren, gik vi spontant i Enghaveparken, grinede, gyngede og hyggede. Det var så fedt bare at være sammen med min dejlige søn. Om vi så går lige hjem, som her til eftermiddag, eller om vi skal handle eller gynge i parken - der skal være ro til bare at være sammen. Dét er guld.

Lige nu har jeg Stina Nordenstams "Little Star" kørende, mens jeg nyder en rom&cola på denne rolige, fredfyldte fredag, sene, aften. Skønt. Jeg nyder.

Hvornår tager du dig tid til at nyde?

/Stine

Hverdag

Øjenbetændelse er dagens issue herhjemme. Ja, så kom den. Betændelsen, der ikke kan undgås hos småbørnsforældre. Åbenbart. 15 måneder er den lille fyr præcis i dag, og så er det vel egentlig meget flot at have undgået den så længe. Hmm...

Jeg giver det til april. Til april er hans immunforsvar blevet SÅ meget bedre. Jeg tror på det! For den her første vinter i institution er rimelig hardcore. Og det var jeg jo i virkeligheden godt klar over. Men så igen: hvad f..... er man forberedt på, når det kommer til de små poder? Ikke en bjælde. Jo jo, den første vinter bliver sikkert lidt slem, men det klarer vi fint... Jo. Det gør vi. Men ikke uden barnets første sygedag. Og anden sygedag. Og dertil egne sygedage oveni hatten, fordi man indimellem sjovt nok bliver smittet af sit eget barn. Ikke let når begge forældre har arbejde.

Men vi klarer den. Og egentlig ganske godt, synes jeg. Vi har begge meget fleksible arbejdspladser, som accepterer, når vi igen-igen må blive hjemme pga. feber / opkast / diarré. Gudskelov for fleksible og forstående arbejdspladser!

Det kommer bag på mig, at der er så megen sygdom. Jeg vidste det vel godt. At når man putter sit barn i institution, så er det uundgåeligt med diverse dårligdomme. Og slemt har det vel egentlig ikke været i forhold til gennemsnittet - men alligevel... Feber, forkølelse, øjenbetændelse, diarré, opkast osv. inden for få måneder - det er sgu et nyt fænomen for os herhjemme! Og sådan er det vel sagtens at være småbørnsforældre.

Udover alle sygdommene er det jo bare... fantastisk! Adrian er glad, nysgerrig, sjov, legesyg og bare så sej, når han forcerer den ene forhindring (læs: mors lår eller fars ditto) efter den anden.

God vinter derude (uden alt for mange sygdomme, forhåbentlig).

/Stine

I tvivl

I dag lå der valgkort i postkassen. Og jeg føler mig på totalt bar bund. For med en hverdag, der starter kl. 6 om morgenen med en lille fyr, der vil mades og underholdes, derefter en arbejdsdag, hjem i mørke og hente den lille, masser af hygge og aktiviteter og oprydning frem til 19.30-tiden og så lige jobsøgning (ja, den fantastiske stilling, jeg har nu, er desværre midlertidig, og det næste job kommer jo ikke af sig selv), ja, så er jeg altså klar til at glo ind i en væg. Og ikke specielt klar til at sætte mig ind i, hvem jeg skal stemme på til kommunalvalget, der, som bekendt, ligger lige om hjørnet.

Og jeg har det faktisk ret dårligt med ikke at sætte mig mere ind i sagerne. For jeg mener, det er en pligt, man har som menneske i et demokratisk samfund; at have en mening; at være i stand til at omsætte denne mening til en handling; at have indflydelse og bruge denne ret til indflydelse.

Men jeg må kapitulere lige nu, her i aften, og sige, at med alle de aktiviteter, jeg har gang i i hverdagen (og weekenderne, for den sags skyld), så er det umådeligt svært for mig at rumme mere. Jeg er træt. Udkørt. Vil se dyne og læse mig i søvn til krimiromanen, der ligger på natbordet.

Og så er der jo et par dage endnu til at nå at sætte sig lidt mere ind i, hvor krydset skal sættes. For det vil jeg. Men til dette valg, for første gang, siden jeg som 18-årig fik stemmeret, er jeg i tvivl om, hvor jeg skal placere krydset... Og måske ville jeg også være i tvivl, hvis jeg havde mere tid?

/Stine

Husk det!

Wow, kom lige til at kigge på datoen for sidste blogindlæg. 24. september. Jamen, så er det da vist også ved at være på tide, at jeg kommer med et lille stykke på skrift fra mit liv.

På fredag skal Christian og jeg på date. Ja, vi skal fejre vores årsdag og bare være... kærester. Sammen. Alene sammen.

I hverdagens trummerum med arbejde, aflevering og afhentning i vuggestue, rengøring og tøjvask er det bare så vigtigt, at man også husker at være kærester. For ellers bliver det nærmest et arbejdsforhold, hvor diskussionerne mest af alt handler om, hvem der tømmer opvasken, og hvem der går ud med skrald. Og det er hverdagen, ja, men vi skal også huske på at nyde hinanden over en flaske vin en lørdag aften.

Ellers bliver det simpelthen for surt. Og jeg kan mærke, at jeg skal være opmærksom på ikke at udstikke ordrer og lyde som den sure og bitre kæreste, der går alt for meget op i, om der er ryddeligt, og om der er ordnet tøj. Min oplevelse af arbejde og mor-livet derhjemme er nemlig, at når kl. er 20, og der er ryddet op, og Adrian er puttet, så er jeg TRÆT! Så magter jeg ikke at yde mere eller blive krævet mere af.

Og det er som sådan også helt fint. Og sikkert meget forståeligt. Men jeg skal huske, at jeg har en fantastisk kæreste, som er guld værd, som vil gå gennem ild og vand for mig og som er den bedste mand i hele verden. Og så er han tilmed den bedste far i hele verden. Og det vil jeg fandme vise ham!

Så på fredag skal jeg ud med min kæreste og bare være kærester! Og i dagligdagen kan man komme langt med et kram, et kys og en kærlig bemærkning. Og en ikke alt for sur attitude...

/Stine