Forår

Nu må det være tid til et lille indlæg her fra mig. I anledning af forår og påske. For nu lader det til, at vejret endelig er blevet lidt mildere. Og det er nu rart.

Og efter at have været i skønne Rom i sidste uge med Adrian og Christian - ja, så var det bare hundekoldt at komme hjem! Jeg frøs hele mandagen, men nu begynder det så småt at være ok med vejret. Må blot erkende, at +15 grader passer mig bedst. Det var den lækreste tur til Rom, en miniferie fra onsdag til søndag. Anderledes og sjovt at rejse med en 1½-årig dreng. Vi fik oplevet og set en masse, dejligt.

Nu venter der yderligere fem dage med ferie. Turen går til Bakken én af dagene for at se, om der kunne være nogle sjove forlystelser for den lille fyr. Spændende, om han synes, det er sjovt/kedeligt/skræmmende. Forhåbentlig det første...

God påske derude :-)

/Stine

No. 100

De sidste par dage har jeg tænkt på min blog, som jeg startede for snart længe siden. Den har handlet rigtig meget om graviditet, jobsøgning og baby. Og nu er nr. 100 indlæg her så. Efter en laaang pause, hvor jeg mest af alt bare har arbejdet, været sammen med mine dejlige drenge og ... Den ene dag tager den anden, og pludselig skriver vi februar 2014. Hvad sker der lige for det?! Tiden går så overvældende hurtigt, og jeg tager mig selv i at tænke, at jeg skal huske at stoppe op og nyde det. Nyde NU.

I tirsdags, da jeg hentede Adrian fra vuggeren, gik vi spontant i Enghaveparken, grinede, gyngede og hyggede. Det var så fedt bare at være sammen med min dejlige søn. Om vi så går lige hjem, som her til eftermiddag, eller om vi skal handle eller gynge i parken - der skal være ro til bare at være sammen. Dét er guld.

Lige nu har jeg Stina Nordenstams "Little Star" kørende, mens jeg nyder en rom&cola på denne rolige, fredfyldte fredag, sene, aften. Skønt. Jeg nyder.

Hvornår tager du dig tid til at nyde?

/Stine

Hverdag

Øjenbetændelse er dagens issue herhjemme. Ja, så kom den. Betændelsen, der ikke kan undgås hos småbørnsforældre. Åbenbart. 15 måneder er den lille fyr præcis i dag, og så er det vel egentlig meget flot at have undgået den så længe. Hmm...

Jeg giver det til april. Til april er hans immunforsvar blevet SÅ meget bedre. Jeg tror på det! For den her første vinter i institution er rimelig hardcore. Og det var jeg jo i virkeligheden godt klar over. Men så igen: hvad f..... er man forberedt på, når det kommer til de små poder? Ikke en bjælde. Jo jo, den første vinter bliver sikkert lidt slem, men det klarer vi fint... Jo. Det gør vi. Men ikke uden barnets første sygedag. Og anden sygedag. Og dertil egne sygedage oveni hatten, fordi man indimellem sjovt nok bliver smittet af sit eget barn. Ikke let når begge forældre har arbejde.

Men vi klarer den. Og egentlig ganske godt, synes jeg. Vi har begge meget fleksible arbejdspladser, som accepterer, når vi igen-igen må blive hjemme pga. feber / opkast / diarré. Gudskelov for fleksible og forstående arbejdspladser!

Det kommer bag på mig, at der er så megen sygdom. Jeg vidste det vel godt. At når man putter sit barn i institution, så er det uundgåeligt med diverse dårligdomme. Og slemt har det vel egentlig ikke været i forhold til gennemsnittet - men alligevel... Feber, forkølelse, øjenbetændelse, diarré, opkast osv. inden for få måneder - det er sgu et nyt fænomen for os herhjemme! Og sådan er det vel sagtens at være småbørnsforældre.

Udover alle sygdommene er det jo bare... fantastisk! Adrian er glad, nysgerrig, sjov, legesyg og bare så sej, når han forcerer den ene forhindring (læs: mors lår eller fars ditto) efter den anden.

God vinter derude (uden alt for mange sygdomme, forhåbentlig).

/Stine

I tvivl

I dag lå der valgkort i postkassen. Og jeg føler mig på totalt bar bund. For med en hverdag, der starter kl. 6 om morgenen med en lille fyr, der vil mades og underholdes, derefter en arbejdsdag, hjem i mørke og hente den lille, masser af hygge og aktiviteter og oprydning frem til 19.30-tiden og så lige jobsøgning (ja, den fantastiske stilling, jeg har nu, er desværre midlertidig, og det næste job kommer jo ikke af sig selv), ja, så er jeg altså klar til at glo ind i en væg. Og ikke specielt klar til at sætte mig ind i, hvem jeg skal stemme på til kommunalvalget, der, som bekendt, ligger lige om hjørnet.

Og jeg har det faktisk ret dårligt med ikke at sætte mig mere ind i sagerne. For jeg mener, det er en pligt, man har som menneske i et demokratisk samfund; at have en mening; at være i stand til at omsætte denne mening til en handling; at have indflydelse og bruge denne ret til indflydelse.

Men jeg må kapitulere lige nu, her i aften, og sige, at med alle de aktiviteter, jeg har gang i i hverdagen (og weekenderne, for den sags skyld), så er det umådeligt svært for mig at rumme mere. Jeg er træt. Udkørt. Vil se dyne og læse mig i søvn til krimiromanen, der ligger på natbordet.

Og så er der jo et par dage endnu til at nå at sætte sig lidt mere ind i, hvor krydset skal sættes. For det vil jeg. Men til dette valg, for første gang, siden jeg som 18-årig fik stemmeret, er jeg i tvivl om, hvor jeg skal placere krydset... Og måske ville jeg også være i tvivl, hvis jeg havde mere tid?

/Stine

Husk det!

Wow, kom lige til at kigge på datoen for sidste blogindlæg. 24. september. Jamen, så er det da vist også ved at være på tide, at jeg kommer med et lille stykke på skrift fra mit liv.

På fredag skal Christian og jeg på date. Ja, vi skal fejre vores årsdag og bare være... kærester. Sammen. Alene sammen.

I hverdagens trummerum med arbejde, aflevering og afhentning i vuggestue, rengøring og tøjvask er det bare så vigtigt, at man også husker at være kærester. For ellers bliver det nærmest et arbejdsforhold, hvor diskussionerne mest af alt handler om, hvem der tømmer opvasken, og hvem der går ud med skrald. Og det er hverdagen, ja, men vi skal også huske på at nyde hinanden over en flaske vin en lørdag aften.

Ellers bliver det simpelthen for surt. Og jeg kan mærke, at jeg skal være opmærksom på ikke at udstikke ordrer og lyde som den sure og bitre kæreste, der går alt for meget op i, om der er ryddeligt, og om der er ordnet tøj. Min oplevelse af arbejde og mor-livet derhjemme er nemlig, at når kl. er 20, og der er ryddet op, og Adrian er puttet, så er jeg TRÆT! Så magter jeg ikke at yde mere eller blive krævet mere af.

Og det er som sådan også helt fint. Og sikkert meget forståeligt. Men jeg skal huske, at jeg har en fantastisk kæreste, som er guld værd, som vil gå gennem ild og vand for mig og som er den bedste mand i hele verden. Og så er han tilmed den bedste far i hele verden. Og det vil jeg fandme vise ham!

Så på fredag skal jeg ud med min kæreste og bare være kærester! Og i dagligdagen kan man komme langt med et kram, et kys og en kærlig bemærkning. Og en ikke alt for sur attitude...

/Stine

Hverdag

Tænker, jeg lige må holde bloggen her i live med et lille indlæg, på trods af travlhed. Ja, der er i sandhed kommet gang i os alle i det lille vesterbroske hjem. Vi er alle tre af sted om dagen; Christian og jeg er på arbejde, og Adrian i vuggestue.

Det er super fedt at være i gang med at arbejde igen. Jeg nyder at have et sted at tage hen om morgenen. Et sted, hvor der bliver stillet faglige krav til mig, til min faglige person. Det giver mig oplevelsen af at være andet end mor og kæreste; nu er jeg også ansat og kollega.

Adrian har det lidt hårdere på sit "arbejde" i disse dage. De sidste tre gange, jeg har afleveret ham i vuggeren, har han grædt hjerteskærende, når jeg skulle af sted derfra. Puha, det er bare ikke spor sjovt, og som forælder føler man sig lidt ond og lidt forkert på den, når man går fra sit grædende barn. Og det er jo bare en periode, der går over igen. Det er jeg godt klar over. Men det er bare så hårdt, og jeg har mest af alt lyst til at løbe tilbage til hans stue, tage ham op og løbe hjem med ham.

Jeg glæder mig, til han vænner sig lidt mere til sin nye hverdag.

/Stine

Forandring fryder - og medfører reaktioner

Der sker virkelig meget for tiden. Adrian begyndte i vuggestue forrige mandag, og jeg har fået job! Juhuuu! Jeg er blevet ansat i en projektstilling i Dansk Flygtningehjælp, som jeg har været ansat hos før. En helt fantastisk organisation med nogle skønne kollegaer i bonus. Er så glad for at komme i gang med at arbejde igen - og så er det jo på det helt perfekte tidspunkt.

I sidste uge tog Adrian sin nye tilværelse som vuggestuebarn helt cool. Ingen tårer, blot lidt træthed om aftenen. Han var glad og havde masser af gå-på-mod. I denne uge ser det så lidt anderledes ud; han er pylret og ikke helt sig selv. Og vi har netop her til morgen været hos lægen til en 12 måneders undersøgelse + vaccination. Han græd sig igennem hele besøget. Nu sover han. Vores lægehus ligger i samme bygning som vuggestuen. Måske det har en betydning?

Så i dag har vi en helt og aldeles rolig dag, hvor vi ikke skal noget som helst. Bare putte og hygge og sove.

God weekend derude.

/Stine