I tvivl

I dag lå der valgkort i postkassen. Og jeg føler mig på totalt bar bund. For med en hverdag, der starter kl. 6 om morgenen med en lille fyr, der vil mades og underholdes, derefter en arbejdsdag, hjem i mørke og hente den lille, masser af hygge og aktiviteter og oprydning frem til 19.30-tiden og så lige jobsøgning (ja, den fantastiske stilling, jeg har nu, er desværre midlertidig, og det næste job kommer jo ikke af sig selv), ja, så er jeg altså klar til at glo ind i en væg. Og ikke specielt klar til at sætte mig ind i, hvem jeg skal stemme på til kommunalvalget, der, som bekendt, ligger lige om hjørnet.

Og jeg har det faktisk ret dårligt med ikke at sætte mig mere ind i sagerne. For jeg mener, det er en pligt, man har som menneske i et demokratisk samfund; at have en mening; at være i stand til at omsætte denne mening til en handling; at have indflydelse og bruge denne ret til indflydelse.

Men jeg må kapitulere lige nu, her i aften, og sige, at med alle de aktiviteter, jeg har gang i i hverdagen (og weekenderne, for den sags skyld), så er det umådeligt svært for mig at rumme mere. Jeg er træt. Udkørt. Vil se dyne og læse mig i søvn til krimiromanen, der ligger på natbordet.

Og så er der jo et par dage endnu til at nå at sætte sig lidt mere ind i, hvor krydset skal sættes. For det vil jeg. Men til dette valg, for første gang, siden jeg som 18-årig fik stemmeret, er jeg i tvivl om, hvor jeg skal placere krydset... Og måske ville jeg også være i tvivl, hvis jeg havde mere tid?

/Stine

Husk det!

Wow, kom lige til at kigge på datoen for sidste blogindlæg. 24. september. Jamen, så er det da vist også ved at være på tide, at jeg kommer med et lille stykke på skrift fra mit liv.

På fredag skal Christian og jeg på date. Ja, vi skal fejre vores årsdag og bare være... kærester. Sammen. Alene sammen.

I hverdagens trummerum med arbejde, aflevering og afhentning i vuggestue, rengøring og tøjvask er det bare så vigtigt, at man også husker at være kærester. For ellers bliver det nærmest et arbejdsforhold, hvor diskussionerne mest af alt handler om, hvem der tømmer opvasken, og hvem der går ud med skrald. Og det er hverdagen, ja, men vi skal også huske på at nyde hinanden over en flaske vin en lørdag aften.

Ellers bliver det simpelthen for surt. Og jeg kan mærke, at jeg skal være opmærksom på ikke at udstikke ordrer og lyde som den sure og bitre kæreste, der går alt for meget op i, om der er ryddeligt, og om der er ordnet tøj. Min oplevelse af arbejde og mor-livet derhjemme er nemlig, at når kl. er 20, og der er ryddet op, og Adrian er puttet, så er jeg TRÆT! Så magter jeg ikke at yde mere eller blive krævet mere af.

Og det er som sådan også helt fint. Og sikkert meget forståeligt. Men jeg skal huske, at jeg har en fantastisk kæreste, som er guld værd, som vil gå gennem ild og vand for mig og som er den bedste mand i hele verden. Og så er han tilmed den bedste far i hele verden. Og det vil jeg fandme vise ham!

Så på fredag skal jeg ud med min kæreste og bare være kærester! Og i dagligdagen kan man komme langt med et kram, et kys og en kærlig bemærkning. Og en ikke alt for sur attitude...

/Stine

Hverdag

Tænker, jeg lige må holde bloggen her i live med et lille indlæg, på trods af travlhed. Ja, der er i sandhed kommet gang i os alle i det lille vesterbroske hjem. Vi er alle tre af sted om dagen; Christian og jeg er på arbejde, og Adrian i vuggestue.

Det er super fedt at være i gang med at arbejde igen. Jeg nyder at have et sted at tage hen om morgenen. Et sted, hvor der bliver stillet faglige krav til mig, til min faglige person. Det giver mig oplevelsen af at være andet end mor og kæreste; nu er jeg også ansat og kollega.

Adrian har det lidt hårdere på sit "arbejde" i disse dage. De sidste tre gange, jeg har afleveret ham i vuggeren, har han grædt hjerteskærende, når jeg skulle af sted derfra. Puha, det er bare ikke spor sjovt, og som forælder føler man sig lidt ond og lidt forkert på den, når man går fra sit grædende barn. Og det er jo bare en periode, der går over igen. Det er jeg godt klar over. Men det er bare så hårdt, og jeg har mest af alt lyst til at løbe tilbage til hans stue, tage ham op og løbe hjem med ham.

Jeg glæder mig, til han vænner sig lidt mere til sin nye hverdag.

/Stine

Forandring fryder - og medfører reaktioner

Der sker virkelig meget for tiden. Adrian begyndte i vuggestue forrige mandag, og jeg har fået job! Juhuuu! Jeg er blevet ansat i en projektstilling i Dansk Flygtningehjælp, som jeg har været ansat hos før. En helt fantastisk organisation med nogle skønne kollegaer i bonus. Er så glad for at komme i gang med at arbejde igen - og så er det jo på det helt perfekte tidspunkt.

I sidste uge tog Adrian sin nye tilværelse som vuggestuebarn helt cool. Ingen tårer, blot lidt træthed om aftenen. Han var glad og havde masser af gå-på-mod. I denne uge ser det så lidt anderledes ud; han er pylret og ikke helt sig selv. Og vi har netop her til morgen været hos lægen til en 12 måneders undersøgelse + vaccination. Han græd sig igennem hele besøget. Nu sover han. Vores lægehus ligger i samme bygning som vuggestuen. Måske det har en betydning?

Så i dag har vi en helt og aldeles rolig dag, hvor vi ikke skal noget som helst. Bare putte og hygge og sove.

God weekend derude.

/Stine

Vagt i gevær

For tiden kører der et program på DR1 med Asger Aamund, der sætter spørgsmålstegn ved, hvordan det kan være, at Danmark er nået så langt ud. Langt ud i forhold til den ledighed, der findes i dag. Og som har fandtes i mange år efterhånden. Han foretager sig to ting: han taler med politikerne i Folketinget om deres bud på, hvorfor det er gået så galt, og så tager han fat i en række langtidsledige og konfronterer dem med deres ledighed.

Hvor er det vigtigt med sådan et fokus, som Asger skaber i programmet. Jeg bliver glad for, at der findes nogen, som har lyst til og ikke mindst mod på at være kritiske for åben skærm. Kritiske over for den økonomiske krise, der har varet i alt for mange år efterhånden.

Jeg er, som den trofaste læser allerede er klar over, selv ledig. Eller rettere: jeg bliver ledig lige om lidt, når min barsel er slut. Jeg har ikke noget job i vente, og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvornår der vil ske noget positivt på den front. Og det er så sindssygt, ubeskriveligt hårdt at være jobsøgende. Jeg søger mindst to stillinger om ugen: opfordret såvel som uopfordret samt stillinger inden for kommunikation (som er mit faglige felt) såvel som butiksmedarbejderstillinger. Jeg er ved at være desperat og er med hånden på hjertet mere end villig til at varetage en stilling, som jeg er overkvalificeret til. Blot for at komme i arbejde. Jeg kæmper og gør alt, hvad jeg overhovedet kan forestille mig, kan give bare den mindste chance. Men intet sker. Og derfor er det så vigtigt, at der bliver sat endnu mere fokus på, hvad det egentlig var, der gik galt. Nu må der snart ske noget positivt på den arbejdsmæssige front i Danmark.

Her følger et link til programmet:
http://www.dr.dk/tv/se/asger-og-de-langtidsledige/asger-og-de-langtidsledige-1-8

Så håber jeg bare ikke, Asger har ret i sin udtalelse fra andet afsnit af programmet. Han mener, at der generelt er en holdning blandt arbejdsgiverne om, at kandidatuddannede fra Roskilde Universitet er en flok røde nørder, som er med i en handicapturnering, når det gælder jobudvælgelsesprocessen.

/Stine

Vuggestue og fødselsdage

Om en uge begynder Adrian i vuggestue. Som tiden dog går altså... Jeg har blandede følelser omkring hans start på institutionstilværelsen, som jo skal vare i mange, mange år fremover. På den ene side glæder jeg mig på hans vegne, til han skal møde andre søde, små mennesker og interagere, lære og blive motiveret til en masse sjove og spændende ting. Og på den anden side, så... ja, jeg kommer unægteligt til at savne ham helt sindssygt!

Her har jeg været sammen med ham langt størstedelen af det sidste års tid. Jeg har selvfølgelig været fra ham indimellem, senest i lørdags, hvor jeg i fem timer forkælede mig selv med frisør og shopping. Og Adrian og Christian hyggede herhjemme. Når jeg er væk fra ham i bare et par timer, savner jeg min lille søn. Og når han skal afleveres i vuggestue til fremmede! Uha, det bliver altså specielt.

Men strengen må kappes, vi må videre og han skal ud at have en masse nye og skægge oplevelser. Og jeg skal søge jobs på intensiv maner. Har jo desværre intet job at komme ud til, så jeg kæmper og har siden marts søgt to-fire jobs om ugen. Uden resultat desværre. Bortset da lige fra en enkelt samtale, hvor de fandt en kandidat, som var bedre. For mig handler denne nye tid altså også om prioritering. Jeg må, vil og skal søge jobs, og samtidig synes jeg heller ikke, Adrian skal være i vuggeren syv timer om dagen, når jeg er herhjemme. Så det må blive en mellemting og resulterer nok i tre tidlige, korte dage og to lidt længere, hvor Christian kan hente ham. Og jeg kan arbejde igennem med min jobsøgning. Som jeg håber, håber, håber snart giver positive resultater.

Og på mandag, når han starter i vuggestuen, er det min fødselsdag. Og fem dage efter er det hans fødselsdag. Som naturligvis skal fejres. Tænk sig - 1 år! Som tiden dog går...

/Stine

Gadens stemmer

Jeg er som sådan ikke den store donor. Men jeg hjælper hist og pist, hvor jeg kan. En tier i SOS Børnebyernes pengedåse i Brugsen, et månedligt bidrag til Dansk Flygtningehjælp samt GirlTalk.dk og en Hus Forbi-avis i ny og næ. Og så i dag et besøg i Blodbanken på Frederiksberg Hospital. Det er så lidt, men gør alligevel en forskel. Tænk hvis alle danskere giver bare lidt hver dag?

I den forgangne weekend har jeg haft besøg af en veninde, og inden den helt store bytur lørdag aften (og nat... og søndag morgen..!) ville vi ud at opleve noget i København. Vi blev enige om at købe billetter til en rundtur med en hjemløs.

Rundturen viste sig at være en stå-tur i stedet for, eftersom den hjemløse fyr havde brok og derfor ikke kunne bevæge sig så meget. Det var helt fint. Og trods hans noget ustrukturerede og flyvske fortælling, så var det en oplevelse værd. Han fortalte med stor indlevelse om sit liv som hjemløs. Eller "sofa-rytter", som han kaldte det; han sover for det meste rundt omkring hos venner og bekendte.

Han berettede en masse om livet på gaden og fortalte også om gadebørnene. Han har selv været gadebarn, og nu arbejder han med børnene. Han må om nogen vide, hvordan børnene har brug for at blive mødt og rummet.

Turen kostede 120 kr. via Billetlugen, og 20 kr. gik til gebyr. Jeg spurgte ham, hvad han selv reelt får ud af det rent økonomisk. 43 kr., var svaret. Det er jo ikke meget ud af 120 kr., men vi var fire af sted, så det giver ham da lidt på lommen.

Han var inde over mange forskellige emner, helt fra gadebørn til, hvor farlige konsekvenser af en eventuel lukning af Christinia vil være, i kraft af at hashklubberne vil blomstre op i Københavns gader. Og at klubberne også vil kunne tilbyde hårde stoffer til unge - og at disse ikke findes på Christinia. En spændende diskussion, som bestemt ikke er helt sort eller hvid.

Jeg kan varmt anbefale at købe billet til én af disse ture. Selvom det føltes som lidt lang tid at stå stille det samme sted, og selvom hans fortællinger ikke nødvendigvis hang særligt godt sammen, så gav det alligevel et godt indblik i, hvordan han personligt oplever tilværelsen på gaden.

/Stine