Mobning

I dag gik jeg en tur i Valby. Jeg har boet i Valby i de første fem år af min tid i København, og jeg faldt helt tilbage i gamle, skønne minder. Jeg har derfor gået med tanker om, at mit blogindlæg skulle handle om nogle af de dejlige oplevelser, jeg havde i Valby. Men her til aften er jeg kommet på andre tanker. For der er et emne, der presser sig på, og som er mere vigtigt for mig at sætte fokus på. Og det er mobning.

For tiden er der fokus på mobning i TV. Der er "Myginds mission" på DR1 onsdag kl. 20.40, og så er det netop opstartede "Silas opgør" på TV2 tirsdag kl. 20.50. I sidstnævnte program deltager også fantastiske Anna Bjerre, som står bag GirlTalk.dk, hvor jeg har været frivillig i fem år. Men det er en helt anden historie.

Jeg er selv blevet mobbet. Da jeg startede i børnehaveklasse, som det hed dengang, havde jeg lyseblå briller og overbid. Og det blev kommenteret fra første dag. Senere blev der slået ned på, at jeg var tyk. Der var specielt en enkelt dreng, som mobbede. De andre var blot medløbere, hvilket dog kan være lige så slemt. Og hvem tør være den, der siger fra og risikerer at stå uden for? Jeg var ikke den eneste i klassen, der blev udsat for det daglige overgreb. Bare man var den mindste smule speciel eller anderledes, ja, så var man et mål for mobning.

Den dag i dag tror jeg, at det bundede i usikkerhed fra den dreng, der mobbede. Ham og jeg blev i en periode altid placeret ved siden af hinanden, og dagligt sad han og prikkede med en blyant ind i mine ribben, så jeg til sidst fik mærker af det. Da min mor kontaktede min klasselærer for at forhøre sig omkring, om det kunne være muligt at omrokere siddepladserne, fik hun at vide, at jeg "havde psyken til det". Hertil svarede min mor: "Stine bliver altså ikke ved med at have psyken til det, hvis det fortsætter på denne måde.". Måske virkede jeg stærk udadtil? Men indeni var jeg ved at gå i stykker, og jeg var ked af det, hver dag jeg kom hjem fra skole.

Jeg havde heldigvis nogle gode veninder i klassen, så jeg var ikke alene. Mange af de mennesker, der bliver mobbet, føler sig alene, fordi det kan føles, som om alle omkring dem vender sig imod dem. Jeg følte mig ikke alene. Men mobningen resulterede i, at jeg til sidst følte mig tyk, grim og forkert. Hvis man gang på gang, dag efter dag, får det samme at vide, så ender man til sidst med at tro på det. Det ender med at blive sandhed.

Jeg er så glad for, at der kommer mere og mere fokus på mobning. For der er rigtig mange mennesker derude, der bliver mobbet. Både børn, unge og voksne. Og det er hæsligt og kan skabe så meget dårligt selvværd. I rigtig mange år. Man vil altid være mærket af det på én eller anden måde. Derfor er det godt med dette fokus på mobning. For det er så vigtigt.

/Stine