fredag den 31. august 2012

En alternativ fødselsdag

Jeg fylder 30 år på søndag. Om 2 dage. 30 år... Jeg har ikke rigtig skænket den forestående fødselsdag særligt mange tanker på det sidste, fordi det hele har handlet om baby-forberedelser. I morges lå jeg imidlertid i sengen og tænkte, og da var det, som om det gik op for mig: jeg fylder 30 på søndag.

Det er lidt underligt at tænke på, det der med at fylde 30 år. For jeg runder jo et skarpt hjørne. Og samtidig er det, som om fødselsdage bare fylder mindre og mindre, jo ældre man bliver. Kender du det? Fra år til år bliver det ligesom mindre betydningsfuldt at fylde år. Og i år har jeg nærmest glemt det, fordi baby er så tæt på at komme til verden. At have fødselsdag betyder meget mere, når man er barn.

Hvad skal jeg så lave på min fødselsdag? Tja, bum bum... Ikke rigtig noget. Måske føde, hvem ved? Men hvis jeg stadig er herhjemme, tror jeg, det bliver noget med, at min kæreste bliver sendt ned efter morgenbrød, og så er det nok det. Men på den anden side: jeg har heller ikke spor lyst til at tage ét eller andet sted hen og spise eller i biffen for den sags skyld. Jeg vil helst bare være herhjemme.

Og så har jeg jo sådan set også fejret min fødselsdag med familien for 3 uger siden. Og det var rigtig hyggeligt med kagekone, gaver og masser af dejligt samvær. Men en noget alternativ fødselsdag bliver det da helt sikkert - ligegyldigt hvad der så sker...

/Stine

2 kommentarer:

  1. Stort tillykke med fødselsdagen Stine.

    SvarSlet
  2. Tak for det :-) Jeg kan ikke se, hvem du er, men tak :-)

    SvarSlet