Efter tre ugers skøn ferie med familien, er hverdagen kommet tilbage til os alle. Og reaktionerne har været forudsigelige i den forstand, at mine to drenge havde det helt fint mandag, mens tirsdagen bød på lidt andre - og temmelig udfordrende - humørsvingninger hos de to små herrer.
Da jeg hentede dem fra institutionen mandag eftermiddag, var de trætte, men glade. Eftermiddagen og aftenen gik roligt, og de faldt i søvn i ro og mag om aftenen. I går, derimod, var anderledes. Jeg afleverede dem om morgenen, hvor de begge græd og ikke ville slippe mig. Dét gør ondt i mit moder-hjerte, men sådan er livet; af sted vi må, til arbejd´ vi gå.
I går eftermiddags, da jeg så kom hjem fra arbejde, var der lidt kaos. Det var mest den store, der tydeligvis havde haft en lidt hård dag i børnehave. Han insisterede gentagende gange på, at han ville have et bestemt, elektrisk Brio-tog, som hans lillebror stille og roligt legede med. Resultat: gråd og fastlåsthed. Løsning: toget blev fjernet helt fra legearealet. Ak ja, det er ikke altid nemt.
Jeg tog mig selv i blot at sidde og holde om ham, mens jeg stirrede ud i luften. Måske også det bedste - og eneste fornuftige - at gøre i en sådan situation. Min kæreste kommenterede bagefter min relativt rolige reaktion: "Godt klaret - du ikke flippede ud". Hmm, jo, men jeg havde nu mest en følelse af magtesløshed og jeg-er-helt-tom-for-ord-følelse. Normalt kan jeg - desværre, og tydeligt ud fra min kærestes kommentar - godt fare lidt op, når tingene tilspidses derhjemme mellem de to drenge, men lige da var jeg mest bare træt. Og da kan den gode træthed ovenpå en arbejdsdag være rigtig god: så er man fyldt op med det faglige, og så er der altså bare mere overskud til konflikter på hjemmefronten.
I dag hentede jeg en glad Adrian og en sløj Bastian. Så hverdagen har også ramt os ift. sygdom. Ingen sygdom under hele vores ferie, men nu er Bastian tilbage i vuggestue, og så er det jo nærmest uundgåeligt med lidt "vuggestuepest". Sådan er det jo. Det er bare en periode! Men åh, hvor jeg hader sygdom! Og specielt Bastian har bare været så ramt i sit korte liv. Jeg sætter min lid til, at når han engang kommer i børnehave - så går der fremad.
Hverdagen har ramt os. På godt og ondt. Med tiltagende forkølelse og feber hos den mindste og trætte, trætte drenge om aftenen. Og vi skal alle lige vænne os til rutinerne igen med faste tidspunkter for stort set alt frem for feriens tøffen med indstillingen "vi når det hele - og hvis vi ikke gør, er det komplet ligegyldigt - så hygger vi bare herhjemme.".
Men jeg er nu ret vild med hverdagen. Nu er jeg jo også et menneske, som holder af og finder en stor tryghed i rutiner. Der er ligesom et flow, hvor tingene bare kører derudaf, og hvor energiniveauet har bedst af at køre i en relativt lige, linje - hvis muligt! Sådan forholder det sig jo ikke altid, men når det kører, er det virkelig lækkert. Og afføder mere energi og engagement.
Og så kom der lidt sommervejr til os igen. Det er skønt og gør efteråret lidt kortere og det hele lidt lysere.
/Stine
Da jeg hentede dem fra institutionen mandag eftermiddag, var de trætte, men glade. Eftermiddagen og aftenen gik roligt, og de faldt i søvn i ro og mag om aftenen. I går, derimod, var anderledes. Jeg afleverede dem om morgenen, hvor de begge græd og ikke ville slippe mig. Dét gør ondt i mit moder-hjerte, men sådan er livet; af sted vi må, til arbejd´ vi gå.
I går eftermiddags, da jeg så kom hjem fra arbejde, var der lidt kaos. Det var mest den store, der tydeligvis havde haft en lidt hård dag i børnehave. Han insisterede gentagende gange på, at han ville have et bestemt, elektrisk Brio-tog, som hans lillebror stille og roligt legede med. Resultat: gråd og fastlåsthed. Løsning: toget blev fjernet helt fra legearealet. Ak ja, det er ikke altid nemt.Jeg tog mig selv i blot at sidde og holde om ham, mens jeg stirrede ud i luften. Måske også det bedste - og eneste fornuftige - at gøre i en sådan situation. Min kæreste kommenterede bagefter min relativt rolige reaktion: "Godt klaret - du ikke flippede ud". Hmm, jo, men jeg havde nu mest en følelse af magtesløshed og jeg-er-helt-tom-for-ord-følelse. Normalt kan jeg - desværre, og tydeligt ud fra min kærestes kommentar - godt fare lidt op, når tingene tilspidses derhjemme mellem de to drenge, men lige da var jeg mest bare træt. Og da kan den gode træthed ovenpå en arbejdsdag være rigtig god: så er man fyldt op med det faglige, og så er der altså bare mere overskud til konflikter på hjemmefronten.
I dag hentede jeg en glad Adrian og en sløj Bastian. Så hverdagen har også ramt os ift. sygdom. Ingen sygdom under hele vores ferie, men nu er Bastian tilbage i vuggestue, og så er det jo nærmest uundgåeligt med lidt "vuggestuepest". Sådan er det jo. Det er bare en periode! Men åh, hvor jeg hader sygdom! Og specielt Bastian har bare været så ramt i sit korte liv. Jeg sætter min lid til, at når han engang kommer i børnehave - så går der fremad.
Hverdagen har ramt os. På godt og ondt. Med tiltagende forkølelse og feber hos den mindste og trætte, trætte drenge om aftenen. Og vi skal alle lige vænne os til rutinerne igen med faste tidspunkter for stort set alt frem for feriens tøffen med indstillingen "vi når det hele - og hvis vi ikke gør, er det komplet ligegyldigt - så hygger vi bare herhjemme.".
Men jeg er nu ret vild med hverdagen. Nu er jeg jo også et menneske, som holder af og finder en stor tryghed i rutiner. Der er ligesom et flow, hvor tingene bare kører derudaf, og hvor energiniveauet har bedst af at køre i en relativt lige, linje - hvis muligt! Sådan forholder det sig jo ikke altid, men når det kører, er det virkelig lækkert. Og afføder mere energi og engagement.
Og så kom der lidt sommervejr til os igen. Det er skønt og gør efteråret lidt kortere og det hele lidt lysere.
/Stine
