Og jeg skal da lige love for, at jeg bare er FÆRDIG! Dagen starter typisk et sted mellem kl. 4-6, alt afhængigt af humør hos drengene, om nogen har lavet noget i bleen, om der er lyde, der forstyrrer, om sulten gnaver eller hvad det nu kan være. De sidste par morgener er den store daffet ind til mig i sengen og har sovet lidt længere (i morges gik der godt nok 1 time, før han faldt i søvn. Og jeg måtte vække ham kl. 7) - på den måde kan han måske undgå at falde i søvn i børnehaven om eftermiddagen og risikere et ramaskrig af den anden verden, når han bliver hentet. Det er heller ikke sjovt at blive vækket... Min kæreste overtager så den stores seng, indtil den mindste er vågen. Smart? Det ved jeg ikke? Holdbart? Næppe. Effektivt her og nu? Bestemt.
I dag har været en mildest talt lortedag. Ja, lortedag. Jeg er for tredje gang på et par måneder blevet pisse forkølet og orker ærligt talt ikke rigtig noget og - indrømmet - længes bare en lille bitte smule til de dage, hvor jeg rent faktisk kunne tillade mig at lægge mig ned og være syg! Med lommeletter, en god bog, snacks og en film ved min side. Those days are truly gone!
Uh, hvor lyder jeg sur og træt. Det er jeg faktisk også lidt. For i disse dage består min dag af:
1) Knald på fra morgenstunden med havregrød, der skal laves og aller helst på forhånd være tempereret, tøj, der skal på og bleer, der skal skiftes.
2) Af sted til børnehaven med den lille i klapvogn og op i bæreselen, fordi den store stadig ikke er så stor, at han selv klarer det med sko, tøj, huer, vanter og håndvask selv. Fedt, det er ved at blive vinter..!
3) Hjem igen og fodre den lille.
4) Vasketøj, oprydning og diverse brandslukninger, fordi den lille bare ikke vil have, at hans mor så meget som går på toilettet eller tager en tår vand, uden at han sidder på armen.
5) Fodring af den lille.
6) Den lille puttes, og der skal igen ryddes op.
7) Så skal jeg SOVE. Men sover aldrig rigtigt helt, jo, for er jo bevidst om, at den lille nok skal have sutten en 5-10 gange på den times tid, han sover.
8) Den lille skal have mad, og jeg skal også gerne have lidt frokost. Her er proteinbarer blevet min nye ven. De er pisse dyre, men feder ikke (gør de vel?), og de er lynhurtige og smarte at snuppe med i farten. Det der med at smøre mad - forget it.
9) Hvis jeg ikke har afleveret om morgenen: af sted til børnehaven med den lille i klapvogn, op i bæreselen, ind og hente. Vaske hænder og iklæde tøj på børnehavebarn, som har tusind planer for, hvad han vil lige nu.
10) Evt. på legeplads eller hjem og fodre begge, skifte bleer, diverse brandslukninger, fordi de begge kræver noget af deres mor NU.
11) Min kæreste kommer hjem og laver mad (jeg elsker dig, Christian! Jeg elsker også, at du laver maden!). Jeg prøver at lege lidt med begge drenge, men de skændes og driller allerede hinanden (dog er det endnu mest den store, der driller den lille), så det bliver igen noget med diverse brandslukninger.
12) Aftensmad, hvor den store er ved at falde i søvn, fordi han ikke længere sover middagslur.
13) Nattøj, vask, evt. bad, bleer, godnathistorier og -sange og GO-NU-NAT.
14) Puuuste ud.
15) Oprydning, opvask.
16) Jobsøgning / fittnes.
17) Kl. ca. 22: Fri for i dag.
18) Kl. ca. 22.15: Zzzzzz
- og derefter starter det hele forfra igen dagen efter.
Er det bare mig, eller er det ok at blive bare en lille smule TRÆT engang imellem?! Naturligvis er weekenddagene jo ikke som ovenstående; da er vi to voksne hjemme, og vi SKAL ikke ud ad døren. Men altså... FUCK, hvor er det bare pisse hårdt at have to små størrelser!
Jeg er lykkelig for:
1) Mine to sunde og dejlige drenge. Også selvom jeg lyder som en egocentrisk, surt-opstødende dame lige nu. Men jeg er syg. Og træt.
2) At min kæreste går på barsel om en måneds tid.
3) At vi skal besøge mormor i weekenden.
4) At mormor går på pension om 4 måneder og 18 dage.
5) At jeg ved, at alting bare er en periode, og at de to drenge om nogle år er selvhjulpne, glade og stærke individer (!) der elsker deres mor og er glad for, at hun var konsekvent og måske også kom til at hæve stemmen lidt for højt dengang i 2015.
Nu vil jeg se et afsnit "Prison Break", ikke tale med nogen og ikke være noget for nogen i 43 minutter. Men jeg er alligevel i konstant alarmberedskab, for der sker gerne ét eller andet lige rundt om hjørnet. Måske er det også derfor, jeg konstant bliver syg?
/Stine
