Jeg elsker det citat af John Lennon. Det giver bare så meget mening. Og det rammer bare så meget plet i mit liv lige nu og her.
Jeg sad før ved tasterne og arbejdede lidt på mit CV, for nu står den snart på jobsøgning. Min barsel slutter ved udgangen af året, og jeg ønsker mig et rigtigt job med faste rammer og fleksible mødetider, he. Og så var det jeg kom i tanker om den her blog, så nu må jeg lige tage mig sammen og få skrevet endnu et blogindlæg. For jeg vil jo gerne. Skrive. Fik lige kigget på, hvor længe siden det egentlig er, at jeg har skrevet sidst; slut april. Det dur ikke!
Øjeblik - skal lige ind til min store søn og fortælle ham, at NU er det altså sengetid...
Ja, det er så lidt mit liv i en nøddeskal; det er eddermaneme sjældent, at jeg kan sætte mig ned og koncentrere mig og fokusere i mere end 5 minutter af gangen. Men sådan er det jo bare at have små børn.
I går fyldte min store søn tre år. Tre år! På en måde føles det også som tre år siden, jeg fødte ham. For hold nu op, hvor er der sket meget. Både med ham og med mig. Jeg er blevet mere træt. Jeg er blevet mere fleksibel. Jeg er blevet virkelig god til at hænge en kæmpe bunke vasketøj op på no time. Og rydde op, underholde mindstesønnen, synge sange og danse med storebror og dampe sutteflasker på samme tid. Og så er jeg ved at lære at blive mere tålmodig og rolig...
I forhold til citatet af John Lennon er det egentlig mest en reminder til mig selv. Jeg skal øve mig i at leve mere i nuet. Og ikke gå så hulens meget op i alt det praktiske, der ifølge min indre kontrolfreak bør være styr på. For når man har små børn, så kan der bare ikke være styr på ALT. Og det er ok.
Life is what happens to me while I´m busy making other plans.
Og min søn sover ikke endnu...
/Stine
