Life is what happens while you´re busy making other plans...

Jeg elsker det citat af John Lennon. Det giver bare så meget mening. Og det rammer bare så meget plet i mit liv lige nu og her.

Jeg sad før ved tasterne og arbejdede lidt på mit CV, for nu står den snart på jobsøgning. Min barsel slutter ved udgangen af året, og jeg ønsker mig et rigtigt job med faste rammer og fleksible mødetider, he. Og så var det jeg kom i tanker om den her blog, så nu må jeg lige tage mig sammen og få skrevet endnu et blogindlæg. For jeg vil jo gerne. Skrive. Fik lige kigget på, hvor længe siden det egentlig er, at jeg har skrevet sidst; slut april. Det dur ikke!

Øjeblik - skal lige ind til min store søn og fortælle ham, at NU er det altså sengetid...

Ja, det er så lidt mit liv i en nøddeskal; det er eddermaneme sjældent, at jeg kan sætte mig ned og koncentrere mig og fokusere i mere end 5 minutter af gangen. Men sådan er det jo bare at have små børn.

I går fyldte min store søn tre år. Tre år! På en måde føles det også som tre år siden, jeg fødte ham. For hold nu op, hvor er der sket meget. Både med ham og med mig. Jeg er blevet mere træt. Jeg er blevet mere fleksibel. Jeg er blevet virkelig god til at hænge en kæmpe bunke vasketøj op på no time. Og rydde op, underholde mindstesønnen, synge sange og danse med storebror og dampe sutteflasker på samme tid. Og så er jeg ved at lære at blive mere tålmodig og rolig...

I forhold til citatet af John Lennon er det egentlig mest en reminder til mig selv. Jeg skal øve mig i at leve mere i nuet. Og ikke gå så hulens meget op i alt det praktiske, der ifølge min indre kontrolfreak bør være styr på. For når man har små børn, så kan der bare ikke være styr på ALT. Og det er ok.

Life is what happens to me while I´m busy making other plans.

Og min søn sover ikke endnu...

/Stine

Mor til to

Jeg er midt i en proces. En proces, hvor jeg skal erkende de vilkår, jeg har valgt her i livet. Og finde ro i hverdagens tumult til at nyde det. Nyde livet, mine to dejlige drenge og min fantastiske kæreste.

Hånden på hjertet: jeg synes, det er pisse hårdt at være forælder til to små børn. Det er også dejligt, men jeg tager mig selv i - med røde ører og en følelse af, at sådan-kan-jeg-jo-ikke-tillade-mig-at-have-det - at tænke, at det meste af tiden er det bare sindssygt hårdt at have to små børn.

Hverdagen går efterhånden op i logistik, planlægning og en følelse af turbo konstant. Nej, ikke konstant. Ikke fra kl. 20 om aftenen, hvor der er ro på. Og det er netop også i aftentimerne, at jeg tager mig selv i at tænke, at de jo bare er skønne, mine to drenge på henholdsvis 3 måneder og 2 et halvt år. For så sover de, og sovende børn er jo så søde og nemme...

Da jeg havde afleveret den store i vuggestuen i dag med lillebror på slæb i Voksien (med omtrent 7 kg. er det efterhånden pænt tungt at bære ham ned ad den lange gang i vuggeren), gik jeg en stille tur i Enghaveparken. Og så begyndte jeg bare at tude. For jeg blev ked af, at jeg ikke nyder noget mere. At jeg føler, jeg yderst sjældent når til bare at nyde. Måske hænger min tudetur også sammen med, at den store har været lidt småsløj og derfor været hjemme de sidste par dage. Og man skal ikke kimse af det: 2 år er en svær og meget spændende alder! Og lillebror er forkølet igen og hoster og hakker og kan ikke finde ro. Og mor her trænger til et break.

Måske er jeg bare lidt sensitiv og har brug for at bearbejde tingene indimellem. Noget, som er svært at nå i en hverdag med to små børn. Og så er det, at filmen knækker for mig engang imellem. Når storebror - på vej ud ad døren - begynder at slå på elevatordøren, eller når han bare ikke vil vaske hænder/tage tøj på/gå hen med tallerkenen, fordi han er i gang med noget andet. Og samtidig græder lillebror. Så er det, at jeg indimellem tænker: Det her er faktisk tæt på et umenneskeligt pres. Og naturligvis klarer jeg den jo; det har utallige kvinder gjort gennem tiden, så hvorfor skulle jeg ikke også? Men bagefter kan luften gå af ballonen i en grad, så jeg bare er helt færdig og ked af det. Fordi jeg enormt gerne vil nyde tiden lidt mere, inden drengene bliver store og ikke gider deres mor på samme måde. Og fordi jeg ikke gider at skælde ud, skynde på og sige nej alt for tit.

Jeg føler mig utaknemmelig ved at skrive det her. For jeg har jo selv valgt det - sådan er livet med små børn og tænk på alle dem, der slet ikke kan få børn af den ene eller den anden årsag. Bevares, det er sandt. Og jeg er også taknemmelig og ikke mindst stolt af at have sat to så skønne drenge i verden sammen med min kæreste. Indimellem bliver jeg bare træt og udmattet i en lidt for høj grad. Og jeg ved, at det er på tide at erkende, at sådan er det at have små børn. Vi må tage én dag af gangen. Stille og roligt. Og kærligheden er der, og jeg nyder det nok alligevel mere, end jeg selv er klar over.

/Stine

Forandring, søvnløse nætter og masser af kærlighed

Så blev familien komplet med lillebror den 28. januar 2015. Og dagene er, som ventet, fyldt med en masse nye rutiner, som vi alle i familien skal vænne os til. Ikke mindst storebror, som lige skal finde ud af, hvem ham der lillebror egentlig er. Og nætterne er fyldt med uro og manglende søvn. Det er faktisk det hårdeste denne gang, synes jeg; den afbrudte søvn. Mindes ikke, at min krop og mit sind tog helt så meget på vej sidste gang, men måske husker jeg bare forkert? Eller måske er det bare sådan med barn nummer to, fordi der er en tumling, som også gerne vil have sin mor indimellem.

Når jeg så sidder der i sofaen med begge mine drenge hos mig, så er der bare masser af kærlighed. Det er så vildt - nu er der to dejlige, skønne, fantastiske drenge, som jeg kan kysse og kramme - så længe de nu gider.

Et kort indlæg fra mig i dag. Mere følger hen ad vejen med lille Bastian. Jeg har jo barsel længe endnu, så skal nok skrive mere.

/Stine

Uheld og utålmodighed

Hvis du har læst mit seneste blogindlæg, ved du, at det har været en lidt hård periode for Adrian siden jul. Den sidste uges tid har han været herhjemme sammen med sin meget højgravide mor (termin i dag, hvilket jeg vender tilbage til senere i indlægget). Vi har hygget, og han er (forhåbentlig!) kommet ovenpå helbredsmæssigt.

I går kulminerede Adrians uheldsperiode, hvis man ellers kan kalde den det, med et voldsomt fald fra sengen i soveværelset og ned i gyngestolen. Hvilket naturligvis afstedkom gråd, men også en dyb flænge i hagen. Og det blødte. Og flængen "gabte" ligesom, puh... af sted til skadestuen.

Adrian var så dygtig og klarede det super flot. Vi fik en rigtig god service derinde; de var så søde og behagelige, og kl. 22 lå han og sov sødt i seng seng med tre sting og et plaster. Så i dag er han og jeg hjemme igen. Måske kommer han af sted til vuggeren i morgen? Med mindre jeg selvfølgelig går i fødsel inden.

Da Adrian var faldet i søvn i sin seng, fik Christian og jeg aftensmad, og da slog det mig: Jeg var faktisk vildt sulten. Og var det egentlig også tidligere på aftenen, før uheldet med Adrian skete. Men på én eller anden måde formår vi mennesker altså at tilsidesætte behov som sult og søvn, når der er krise, og når der er brug for, at man er der og er den voksne, der kan handle. Jeg kom i tanke om, da jeg skulle føde Adrian. Jeg fik ingen mad i omtrent 12 timer, for jeg var ganske enkelt ikke spor sulten. Eller træt for den sags skyld. Udmattet? Jo, bevares, men der var jo brug for, at jeg ydede og fødte min søn. Tænk - jeg synes, det er imponerende og ganske smart, at vi mennesker er sådan indrettet.

Og apropos det der med terminsdato: hvorfor er det lige, at man som gravid holder sig så stringent til lige præcis den dato? Vi ved jo godt, at det er normalt at gå over tid, og at baby kommer ud, når baby er klar. Og alligevel så bliver jeg - åbenbart også denne gang - lidt fornærmet over, at deadline ikke overholdes. Jeg er sgu da god til at overholde deadlines; så forventer jeg også, at andre er det!

Vi (læs: kvinder) er så vant til at kontrollere og planlægge alting, og for en gangs skyld er der én begivenhed, fødslen, der bare ikke kan planlægges. Så ville det da være fedt bare at kunne give lidt slip. Men hvor er det bare svært! Min tålmodighed bliver i den grad sat på prøve, og rastløsheden sejrer. Denne gang er dog en lille smule anderledes, fordi der er Adrian at være optaget af. Sidste gang lå jeg bare og læste. Og lå. Og læste. Og keeedede mig bravt. Denne gang går tiden lidt hurtigere, og samtidig går jeg og overvejer de pæneste datoer i nær fremtid, hvornår på døgnet, det ville være mest praktisk at skulle af sted til hospitalet osv. Alt sammen totalt ligegyldigt, for: baby kommer ud, når baby er klar!

/Stine

Turbulens og tilvænning

Det mest vidunderlige, bekymrende, fantastiske, turbulente og samtidig livsbekræftende er uden sammenligning at blive forælder. På de to år og fire måneder, der efterhånden er gået, siden Adrian kom til verden, har jeg været helt ude i yderkanterne. Helt ude, hvor jeg aldrig, aldrig har befundet mig før. Det er så fantastisk at have et barn - og det er også bare så vanvittigt. Vanvittigt, fordi der det ene øjeblik hersker ro og masser af overskud til netop at lægge mærke til alle de skønne ting; og to sekunder efter er der sket et uheld relateret til bleområdet, eller maden er brændt på, eller dvd-filmen virker ikke (= krise), eller...

Siden den 23. december har det været en ret hård tid. En hård tid med længerevarende sygdom og en svær start i vuggeren efter juleferien. Og det har kostet mange tårer fra mor her, som bare er ekstra følsom i den højgravide tilstand.

Blandt andet grundet yndlingskontaktpædagogens skift til anden stue har det været svært for Adrian at starte op efter juleferien. Det efterlader et vist savn hos lille Adrian. Et savn, som han jo umuligt kan begribe, og derfor gør det det bare så meget værre. Så denne uge har været total undtagelses-tilstand, hvor han tre ud af fem dage har været hjemme fra institution; to af dagene, fordi han var ked af det, og vi hentede ham i vuggeren, og i dag, fordi der bare var opkast overalt, da han vågnede. Here we go again...

Så dagen i dag er blevet brugt på at hygge om Adrian (som heldigvis lader til at være frisk. Dejligt, men jeg fatter det ikke..?) og på utallige mængder af tøjvask. Ja, maskinen kører skam stadig.

Det er bare benhårdt og hamrende uforudsigeligt. Og sådan er det jo at være mor til nogen. Det er efterhånden begyndt at gå op for mig. Jeg må ganske enkelt kapitulere og erkende, at hvor jeg altid førhen har været mest tryg ved ro, regelmæssighed, rutiner samt ikke mindst forudsigelighed og kontrol - ja, så er det bare det totalt og aldeles stik modsatte, når det handler om børn. Der er lige præcis ikke den velkendte og trygge forudsigelighed, for der sker konstant ét eller andet, som gør, at man er alert hele tiden. Og dermed indimellem bliver totalt udmattet. Og her 10 dage før termin med lillebror er det sgu lidt tough. Plukkeveer og diverse ømheder må bare vige pladsen. Sådan er det. Det sker der jo heller ikke noget ved, men hårdt er det da.

Apropos uforudsigelighed: Jeg har netop holdt en lille pause midt i dette blogindlæg for at hænge tøj op (!). Adrian er netop blevet puttet i sin seng med lækkert, rent (!) sengetøj. Og der bores pludselig højlydt inde ved siden af det værelse, som Adrian sover i. Of course... See what I mean?

Til gengæld for uforudsigelighed, turbulente perioder og den konstante usikkerhed får man som forælder ubetinget kærlighed fra et lille menneske, man har været med til at lave. Og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig nogensinde har elsket et andet menneske på den altoverskyggende måde, jeg elsker Adrian. Og dét overskygger da alt det andet.

/Stine

Filter og nytårstanker

Min familie og jeg er netop hjemvendt fra 11 dages juleferie på Fyn med en masse omgangssyge og forkølelse, øv for en jul! Heldigvis slap min kæreste, men min søn og jeg har haft flere dage, hvor vi ikke kunne noget som helst. Bl.a. lå jeg i sengen juleaften, meget trist, men sådan kan det jo gå. Men det er ikke det, følgende blogindlæg skal handle om. Det skal handle om, at kvinder snakker. Meget og længe. Og at mænd og kvinder også på dette punkt er vidt, vidt forskellige.

Min mor og jeg taler meget. Og længe. Og højt. For vi er kvinder og begge meget snakkende af natur. Som min kæreste pointerede i går aftes, så ville han garanteret med to sætninger kunne fremføre essensen i én af de lange samtaler, min mor og jeg har. Og det tror jeg på, men som jeg svarede ham, så drejer det sig jo om en proces. En proces, hvor vi vender og drejer forskellige synspunkter, gentager lidt hist og pist og til sidst når frem til én eller anden pointe. Synes vi selv. Og indrømmet, nogle gange giver det nok ikke så megen mening for tilhøreren. Og det er heller ikke altid, det giver mening for os selv, tror jeg. Indimellem tænker vi, før vi taler, når vi taler sammen. Men det er en proces, basta bum.

Da vi så kom hjem til Vesterbro i går eftermiddags efter den lange juleferie på Fyn, lagde jeg godt mærke til, at min kæreste var lidt længe om at reagere, når jeg stillede et spørgsmål. Men her til formiddag var den da helt gal, og pludselig gik det op for mig: han hørte overhovedet ikke efter, hvad jeg sagde! Et helt konkret eksempel er, da jeg havde lagt en varm trøje frem til vores søn, som ville give god mening at iføre ham, når han skulle udendørs. Jeg nævnte dette to gange for min kæreste, men alligevel havde tumlingen ingen ekstra trøje på, da jeg kom ud i gangen. "Øhm... har du ikke hørt, hvad jeg sagde om trøjen?". Det havde han så ikke, og jeg blev nu lidt irriteret. Og temmelig bekymret. For siden vi returnerede fra Fyns land, havde min kæreste været sådan lidt ekstra distræt og ikke rigtig hørt efter.

Her til eftermiddag sker det så igen, at min kæreste ikke lige hører, hvad jeg siger, og jeg spørger ham, om han er helt væk. Helt glad siger ham: "Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad der er med mig!". Jeg afventer i spænding hans nylige opdagelse. "Jeg har et filter!". Det viser sig, at han mener, han med tiden har opbygget et filter, så han, når min mor og jeg taler meget og længe sammen, kan lukke af. Og det er da egentlig meget smart og også ret sødt.

I morgen er det nytårsaften, og den skal fejres i ro og mag herhjemme med god mad. Og champagne uden alkohol for mit vedkommende. Ikke en særligt festlig nytårsaften, men sådan er det nu engang, når man er højgravid og har en søn på to år, og det er nu alligevel mere betydningsfuldt end en enkelt festlig aften. Jeg ser frem til 2015, som uden tvivl bliver et begivenhedsrigt år, også for Adrian, som både bliver storebror og skal starte i børnehave til næste år.

Godt nytår derude.

/Stine

Dagen, der forsvandt fra kalenderen og den dårlige samvittighed

I dag har Adrian og jeg været hjemme, fordi han har feber. Det vildeste, vi har foretaget os i dag, har været en tur rundt om blokken og et smut i Døgn Netto. Ellers har den stået på iPad, dvd´er med Alfons Åberg og Peter Pedal samt lure på sofaen. Og nøj, hvor bliver man da godt nok selv baldret i låget af bare at sidde, ligge og hvile. Jeg har nærmest selv følt mig halv-syg. Og så lige på en dag, hvor det bare ikke er blevet lyst pga. regn og rusk. Og samtidig har hyggen og samværet med min dejlige søn været skønt.

Nu har Christian lige leget lidt med biler sammen med Adrian, som netop har konsumeret en skål grød (det første, der røg indenbords siden kl. 9.30). Nok meget godt med lidt stimulans. For selvom han har været syg i dag, har jeg som moder jo naturligvis lidt dårlig samvittighed. Det er da klart. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke har stimuleret ham mere i dag, end hvad en tv-skærm og en iPad-skærm formår. Og så lige en lille sang og lidt snak indimellem.

Måske hænger det bare sammen med, at jeg er højgravid, og at min energi tilsvarende er i bund. Jeg er så død træt af den dårlige samvittighed, og er det bare mig, eller er det mest os mødre, der render rundt og tvivler? Tvivler på, om vi mon gør det godt nok. Om vi stimulerer vores børn nok - og ikke mindst på den rigtige måde, og om vi leger nok med vores børn, og om vi lærer dem nok... Og gu gør vi det da godt nok! For at være en dårlig forælder skal man altså gøre meget galt i min optik, så måske skulle vi mødre bare slappe lidt mere af. Så længe vi er kærlige over for vores børn, viser dem forståelse, anerkendelse og masser af kærlighed og tillid kan det da vel for pokker ikke gå så galt. Jeg vil derfor øve mig i at droppe den dårlige samvittighed, følge min mavefornemmelse og mine - snart - to drenges personligheder og slappe lidt mere af.

God weekend derude.

/Stine