Filter og nytårstanker

Min familie og jeg er netop hjemvendt fra 11 dages juleferie på Fyn med en masse omgangssyge og forkølelse, øv for en jul! Heldigvis slap min kæreste, men min søn og jeg har haft flere dage, hvor vi ikke kunne noget som helst. Bl.a. lå jeg i sengen juleaften, meget trist, men sådan kan det jo gå. Men det er ikke det, følgende blogindlæg skal handle om. Det skal handle om, at kvinder snakker. Meget og længe. Og at mænd og kvinder også på dette punkt er vidt, vidt forskellige.

Min mor og jeg taler meget. Og længe. Og højt. For vi er kvinder og begge meget snakkende af natur. Som min kæreste pointerede i går aftes, så ville han garanteret med to sætninger kunne fremføre essensen i én af de lange samtaler, min mor og jeg har. Og det tror jeg på, men som jeg svarede ham, så drejer det sig jo om en proces. En proces, hvor vi vender og drejer forskellige synspunkter, gentager lidt hist og pist og til sidst når frem til én eller anden pointe. Synes vi selv. Og indrømmet, nogle gange giver det nok ikke så megen mening for tilhøreren. Og det er heller ikke altid, det giver mening for os selv, tror jeg. Indimellem tænker vi, før vi taler, når vi taler sammen. Men det er en proces, basta bum.

Da vi så kom hjem til Vesterbro i går eftermiddags efter den lange juleferie på Fyn, lagde jeg godt mærke til, at min kæreste var lidt længe om at reagere, når jeg stillede et spørgsmål. Men her til formiddag var den da helt gal, og pludselig gik det op for mig: han hørte overhovedet ikke efter, hvad jeg sagde! Et helt konkret eksempel er, da jeg havde lagt en varm trøje frem til vores søn, som ville give god mening at iføre ham, når han skulle udendørs. Jeg nævnte dette to gange for min kæreste, men alligevel havde tumlingen ingen ekstra trøje på, da jeg kom ud i gangen. "Øhm... har du ikke hørt, hvad jeg sagde om trøjen?". Det havde han så ikke, og jeg blev nu lidt irriteret. Og temmelig bekymret. For siden vi returnerede fra Fyns land, havde min kæreste været sådan lidt ekstra distræt og ikke rigtig hørt efter.

Her til eftermiddag sker det så igen, at min kæreste ikke lige hører, hvad jeg siger, og jeg spørger ham, om han er helt væk. Helt glad siger ham: "Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad der er med mig!". Jeg afventer i spænding hans nylige opdagelse. "Jeg har et filter!". Det viser sig, at han mener, han med tiden har opbygget et filter, så han, når min mor og jeg taler meget og længe sammen, kan lukke af. Og det er da egentlig meget smart og også ret sødt.

I morgen er det nytårsaften, og den skal fejres i ro og mag herhjemme med god mad. Og champagne uden alkohol for mit vedkommende. Ikke en særligt festlig nytårsaften, men sådan er det nu engang, når man er højgravid og har en søn på to år, og det er nu alligevel mere betydningsfuldt end en enkelt festlig aften. Jeg ser frem til 2015, som uden tvivl bliver et begivenhedsrigt år, også for Adrian, som både bliver storebror og skal starte i børnehave til næste år.

Godt nytår derude.

/Stine

Dagen, der forsvandt fra kalenderen og den dårlige samvittighed

I dag har Adrian og jeg været hjemme, fordi han har feber. Det vildeste, vi har foretaget os i dag, har været en tur rundt om blokken og et smut i Døgn Netto. Ellers har den stået på iPad, dvd´er med Alfons Åberg og Peter Pedal samt lure på sofaen. Og nøj, hvor bliver man da godt nok selv baldret i låget af bare at sidde, ligge og hvile. Jeg har nærmest selv følt mig halv-syg. Og så lige på en dag, hvor det bare ikke er blevet lyst pga. regn og rusk. Og samtidig har hyggen og samværet med min dejlige søn været skønt.

Nu har Christian lige leget lidt med biler sammen med Adrian, som netop har konsumeret en skål grød (det første, der røg indenbords siden kl. 9.30). Nok meget godt med lidt stimulans. For selvom han har været syg i dag, har jeg som moder jo naturligvis lidt dårlig samvittighed. Det er da klart. Dårlig samvittighed over, at jeg ikke har stimuleret ham mere i dag, end hvad en tv-skærm og en iPad-skærm formår. Og så lige en lille sang og lidt snak indimellem.

Måske hænger det bare sammen med, at jeg er højgravid, og at min energi tilsvarende er i bund. Jeg er så død træt af den dårlige samvittighed, og er det bare mig, eller er det mest os mødre, der render rundt og tvivler? Tvivler på, om vi mon gør det godt nok. Om vi stimulerer vores børn nok - og ikke mindst på den rigtige måde, og om vi leger nok med vores børn, og om vi lærer dem nok... Og gu gør vi det da godt nok! For at være en dårlig forælder skal man altså gøre meget galt i min optik, så måske skulle vi mødre bare slappe lidt mere af. Så længe vi er kærlige over for vores børn, viser dem forståelse, anerkendelse og masser af kærlighed og tillid kan det da vel for pokker ikke gå så galt. Jeg vil derfor øve mig i at droppe den dårlige samvittighed, følge min mavefornemmelse og mine - snart - to drenges personligheder og slappe lidt mere af.

God weekend derude.

/Stine

Barsel forude - hej hej, jobsøgning

På denne 1. december hersker der for mig, udover julehygge, også glæde over ikke længere at skulle være jobsøgende og gravid på samme tid. Det er slut nu! For nu går jeg på ferie og bagefter barsel, basta bum! Og så krydser jeg bare fingre og tæer for, at jeg dog kan finde et godt, fast job på den anden side af barslen, så jeg ikke længere skal være i den her jammerlige, frustrerende jobsøgningssituation.

Heldigvis synes jeg, at jeg denne gang - modsat sidste graviditet - har været bedre i stand til at slappe af og få ro på ift. ikke at have et job at vende tilbage til. For jeg kan alligevel ikke gøre en bjælde fra eller til. Ingen vil ansætte mig, når jeg er gravid. Ingen. Og det forstår jeg sådan set godt. Hvad jeg derimod ikke forstår er, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, hvorfor man som gravid skal søge de to obligatoriske jobs om ugen. Måske kunne man tænke i at gøre noget andet? Det skal dog nævnes, at en jobsøgningsaktivitet også kan være et netværksmøde, så helt så fastlåst med de to skriftlige ansøgninger er det da heller ikke. Jeg synes bare, det er totalt til grin og hul i hovedet for både arbejdsgiver og mig selv at skrive en ansøgning. Det er jo spild af begge parters tid. Og måske man kunne tænke i at sende mig på et fedt kursus (ved godt, det er dyrt), som kan forøge mine muligheder i jobsøgningsprocessen fremadrettet. Mere fremadrettet tænkning ville give mere mening for gravide, der er jobsøgende, mener jeg.

Denne gang har jeg taget det hele med ophøjet ro (eller jeg har i hvert fald forsøgt). Fordi jeg sidste gang, da jeg var gravid med Adrian - og til dels også under barslen - stressede så sindssygt meget over ikke at have et job at vende tilbage til, at det var helt skørt. Denne gang må jeg slappe mere af, også selvom det er helt vanvittigt frustrerende og væmmeligt ikke at vide, hvornår jeg dog lander det der faste job. Uvisheden er det ledeste ved at være ledig, og det tror jeg, de fleste ledige kan skrive under på. Jeg kommer til at være 33 år til næste år uden nogensinde at have haft et fast job! Helt ærligt! Jeg orker ikke ustabiliteten og usikkerheden længere. Mine mål er derfor:

1. At gå på barsel med ro på. Ikke tænke på, hvad der skal ske jobmæssigt i fremtiden, for det kan jeg alligevel ikke vide noget om på nuværende tidspunkt.
2. Efter barslen at lande et godt, fast job. Som kan give stabilitet for min familie og ro på for mig.

Sådan er det, basta bum. Og nu vil jeg smutte af sted og nyde barslen :-)

/Stine

Mormor-hobby

Jeg har fået mig en vaskeægte mormor-hobby. Og jeg kan med rette bruge dette begreb, fordi min mormor rent faktisk også dyrkede denne hobby big time, da hun stadig levede og stadig var frisk. Jeg broderer. Og jeg elsker det.

Herhjemme forløber vores aftener nogenlunde således for tiden: Når Adrian sover sødt i sin seng ved 20-tiden, rydder vi lidt op, og derefter står den simpelthen på Diablo over X-Box´en for min Christians vedkommende, mens jeg sætter mig ved spisebordet, ser Netflix-serier på iPad´en og broderer. Sådan! Tiden skal jo også udnyttes, mens vi stadig ved, der er nogenlunde sikkerhed for ro i hytten fra kl. 20. Om et par måneder bliver ovenstående uden tvivl sat på pause på ubestemt tid, så vi giver den gas helt frem til 23-24-tiden nogle gange. Og nøj, hvor er det hyggeligt!

Jeg har indtil videre broderet bogmærker, juleposer, forskellige gaver til familien og netop nu er jeg i gang med en fin højdemåler til børneværelset.

Tænk sig, at jeg i en alder af 32 år skulle få mig en rigtig mormor-hobby.

/Stine

Status over ugen, der gik

Den sidste uge har været tung. Og lang. Der har været sygdom, frustrationer og rastløshed indover. Men nu ser det endelig ud til, at skuden er ved at vende.

De sidste tre ugers tid har jeg gået og skrantet en del, og endelig - kan man måske sige - brød forkølelsen løs i mandags. En forkølelse, som tenderede influenza, og da jeg fik målt mit infektionstal hos lægen, sagde hun dog også, at det meget vel kunne ligne en influenza. Og når man er gravid og har influenza, ja, så er det bare ikke særligt sjovt. Så derfor har jeg ligget det meste af ugen. Og ligget. Læst og sovet. Og læst lidt mere. Hvilket er meget hyggeligt den første dags tid. Når man er syg, sådan rigtig jeg-kan-og-må-helst-ikke-stå-ud-ad-sengen-syg, så kan man som forælder faktisk vende det til sin fordel og nyde det. Bare lidt. I smug. For hvor tit sker det lige, at man bare kan ligge og slappe af, hvile sig og læse, når man er forælder? Ja, det sker kun, når man er rigtig syg.

Men alligevel blev det jo lynhurtigt meget kedeligt. Og trods Adrians mange hyggestunder med sin far, så nagede den dårlige samvittighed. Ah, jeg burde jo faktisk lige være lidt inde hos dem. Eller i det mindste ordne lidt vasketøj. Og den dårlige samvittighed kan vi forældre godt tage og stikke skråt op, for vi kan ikke bruge den til noget som helst. Men alligevel nager den og stikker sit lille, lede fjæs frem engang imellem.

Udover sygdom har den forgange uge budt på et lille udviklingsspring for Adrian. Det må næsten være det, det er. Eller også kan han simpelthen fornemme, at hans mor er mere energiforladt og tynget end normalt. Han er selvfølgelig ikke bevidst om hvorfor; at der bor en baby inden i mors mave, men han har i hvert fald opført sig anderledes på det sidste. Og jeg kan bare betragte hans frustrationer og kriser og anerkende, at ja, det MÅ være svært at være to år. Bevidst inkompetent om alle de ting, man har fundet ud af, man IKKE kan og IKKE må.

Så nu, her søndag middag, gør jeg status over ugen og glæder mig over, at jeg ved, at næste uge unægteligt må blive mere fyldt med energi, ture i det fri og overskud.
God søndag derude.

/Stine

Weekend

Weekend. Weekend betyder for mig - i hvert fald lige for tiden - at få ordnet forskellige praktiske ting og ikke mindst at være sammen med min dejlige familie. Og der er ingen tvivl om, at Adrian også nyder det til fulde, når vi alle er hjemme sammen. Og man kan sove lidt længere end normalt (hvis man altså gider!), og man kan tulle rundt i nattøj til kl. 10, hvis det er det, man har lyst til.

De sidste par weekender har været med til at skabe en herlig rutine med mig, der står op sammen med Adrian lørdag morgen. Så spiser vi morgenmad og går en tur, hvor vi lægger vejen forbi et bageri og tager et nybagt brød med hjem. Og Adrian vækker glad sin far.

Søndag er det min tur til at sove længe (måske helt til kl. 8! - ungdom, hvor blev du af?), og derefter smutter jeg en tur i svømmehallen. Jeg gør en dyd ud af at få svømmet 2-3 gange om ugen. Det er den fedeste motionsform for mig, når jeg er gravid, og jeg bliver så dejligt afslappet. Søndag eftermiddag bliver typisk brugt på en legeplads eller i zoo.

Nu skal vi snart til Fyn på ferie. Det bliver skønt, og det er nu altid godt med lidt luftforandring. Og mon ikke det afføder en del ture til vandet? Vandet kan jeg altså godt savne her i København. Nu på fredag skal min fødselsdagsgave fra Christian imidlertid nydes: Gasolin Teaterkoncert, glæææder mig!
Det er så dejligt med en masse begivenheder at glæde sig til.

/Stine

Klodset og glemsom

På det seneste ser jeg mig selv glemme flere og flere ting. Og tabe ting. Jeg går ud fra, graviditeten medfører sådanne underlige tilstande. Det skete også, da jeg var gravid med Adrian. Dog ikke helt så slemt. Og jeg, som ellers plejer at have rimelig kontrol med tingene.

For eksempel ville jeg den anden dag lige handle et par småting sammen med Adrian på vej hjem fra vuggestuen. Jeg får samlet varerne og lagt dem på båndet. Kassedamen nævner beløbet. Og jeg må så tilstå, at jeg ikke har min pung med. Senere på dagen gik jeg ned og handlede de samme ting. Og glemte noget chokolade, som jeg måtte ned og hente. Heldigt, at DøgnNetto ligger i vores stueetage!

I fredags var jeg inde og prøve nogle jeans, og mens jeg betaler ved kassen, kommer en ekspedient ud: "Er det din kuffert, der står inde i prøverummet?". Ja! Og tak! Normalt plejer jeg jo ikke at have en kuffert med på slæb, når jeg prøver tøj, men jeg var i Århus og besøge en veninde. Og alligevel så skræmmer det mig ærligt talt, at jeg er blevet så glemsom. Bare det ikke er noget alvorligt, jeg glemmer en dag.

Jeg er godt klar over, at sådan noget sker for de fleste mennesker. Men ikke for mig! Jeg plejer at have styr på tingene, huske ting og ikke tabe ting konstant.

Her til formiddag tabte jeg en honningmelon, og jeg skubbede opvaskemidlet på gulvet. Så tror jeg også, kvoten for i dag er opbrugt.

/Stine