Mormor-hobby

Jeg har fået mig en vaskeægte mormor-hobby. Og jeg kan med rette bruge dette begreb, fordi min mormor rent faktisk også dyrkede denne hobby big time, da hun stadig levede og stadig var frisk. Jeg broderer. Og jeg elsker det.

Herhjemme forløber vores aftener nogenlunde således for tiden: Når Adrian sover sødt i sin seng ved 20-tiden, rydder vi lidt op, og derefter står den simpelthen på Diablo over X-Box´en for min Christians vedkommende, mens jeg sætter mig ved spisebordet, ser Netflix-serier på iPad´en og broderer. Sådan! Tiden skal jo også udnyttes, mens vi stadig ved, der er nogenlunde sikkerhed for ro i hytten fra kl. 20. Om et par måneder bliver ovenstående uden tvivl sat på pause på ubestemt tid, så vi giver den gas helt frem til 23-24-tiden nogle gange. Og nøj, hvor er det hyggeligt!

Jeg har indtil videre broderet bogmærker, juleposer, forskellige gaver til familien og netop nu er jeg i gang med en fin højdemåler til børneværelset.

Tænk sig, at jeg i en alder af 32 år skulle få mig en rigtig mormor-hobby.

/Stine

Status over ugen, der gik

Den sidste uge har været tung. Og lang. Der har været sygdom, frustrationer og rastløshed indover. Men nu ser det endelig ud til, at skuden er ved at vende.

De sidste tre ugers tid har jeg gået og skrantet en del, og endelig - kan man måske sige - brød forkølelsen løs i mandags. En forkølelse, som tenderede influenza, og da jeg fik målt mit infektionstal hos lægen, sagde hun dog også, at det meget vel kunne ligne en influenza. Og når man er gravid og har influenza, ja, så er det bare ikke særligt sjovt. Så derfor har jeg ligget det meste af ugen. Og ligget. Læst og sovet. Og læst lidt mere. Hvilket er meget hyggeligt den første dags tid. Når man er syg, sådan rigtig jeg-kan-og-må-helst-ikke-stå-ud-ad-sengen-syg, så kan man som forælder faktisk vende det til sin fordel og nyde det. Bare lidt. I smug. For hvor tit sker det lige, at man bare kan ligge og slappe af, hvile sig og læse, når man er forælder? Ja, det sker kun, når man er rigtig syg.

Men alligevel blev det jo lynhurtigt meget kedeligt. Og trods Adrians mange hyggestunder med sin far, så nagede den dårlige samvittighed. Ah, jeg burde jo faktisk lige være lidt inde hos dem. Eller i det mindste ordne lidt vasketøj. Og den dårlige samvittighed kan vi forældre godt tage og stikke skråt op, for vi kan ikke bruge den til noget som helst. Men alligevel nager den og stikker sit lille, lede fjæs frem engang imellem.

Udover sygdom har den forgange uge budt på et lille udviklingsspring for Adrian. Det må næsten være det, det er. Eller også kan han simpelthen fornemme, at hans mor er mere energiforladt og tynget end normalt. Han er selvfølgelig ikke bevidst om hvorfor; at der bor en baby inden i mors mave, men han har i hvert fald opført sig anderledes på det sidste. Og jeg kan bare betragte hans frustrationer og kriser og anerkende, at ja, det MÅ være svært at være to år. Bevidst inkompetent om alle de ting, man har fundet ud af, man IKKE kan og IKKE må.

Så nu, her søndag middag, gør jeg status over ugen og glæder mig over, at jeg ved, at næste uge unægteligt må blive mere fyldt med energi, ture i det fri og overskud.
God søndag derude.

/Stine

Weekend

Weekend. Weekend betyder for mig - i hvert fald lige for tiden - at få ordnet forskellige praktiske ting og ikke mindst at være sammen med min dejlige familie. Og der er ingen tvivl om, at Adrian også nyder det til fulde, når vi alle er hjemme sammen. Og man kan sove lidt længere end normalt (hvis man altså gider!), og man kan tulle rundt i nattøj til kl. 10, hvis det er det, man har lyst til.

De sidste par weekender har været med til at skabe en herlig rutine med mig, der står op sammen med Adrian lørdag morgen. Så spiser vi morgenmad og går en tur, hvor vi lægger vejen forbi et bageri og tager et nybagt brød med hjem. Og Adrian vækker glad sin far.

Søndag er det min tur til at sove længe (måske helt til kl. 8! - ungdom, hvor blev du af?), og derefter smutter jeg en tur i svømmehallen. Jeg gør en dyd ud af at få svømmet 2-3 gange om ugen. Det er den fedeste motionsform for mig, når jeg er gravid, og jeg bliver så dejligt afslappet. Søndag eftermiddag bliver typisk brugt på en legeplads eller i zoo.

Nu skal vi snart til Fyn på ferie. Det bliver skønt, og det er nu altid godt med lidt luftforandring. Og mon ikke det afføder en del ture til vandet? Vandet kan jeg altså godt savne her i København. Nu på fredag skal min fødselsdagsgave fra Christian imidlertid nydes: Gasolin Teaterkoncert, glæææder mig!
Det er så dejligt med en masse begivenheder at glæde sig til.

/Stine

Klodset og glemsom

På det seneste ser jeg mig selv glemme flere og flere ting. Og tabe ting. Jeg går ud fra, graviditeten medfører sådanne underlige tilstande. Det skete også, da jeg var gravid med Adrian. Dog ikke helt så slemt. Og jeg, som ellers plejer at have rimelig kontrol med tingene.

For eksempel ville jeg den anden dag lige handle et par småting sammen med Adrian på vej hjem fra vuggestuen. Jeg får samlet varerne og lagt dem på båndet. Kassedamen nævner beløbet. Og jeg må så tilstå, at jeg ikke har min pung med. Senere på dagen gik jeg ned og handlede de samme ting. Og glemte noget chokolade, som jeg måtte ned og hente. Heldigt, at DøgnNetto ligger i vores stueetage!

I fredags var jeg inde og prøve nogle jeans, og mens jeg betaler ved kassen, kommer en ekspedient ud: "Er det din kuffert, der står inde i prøverummet?". Ja! Og tak! Normalt plejer jeg jo ikke at have en kuffert med på slæb, når jeg prøver tøj, men jeg var i Århus og besøge en veninde. Og alligevel så skræmmer det mig ærligt talt, at jeg er blevet så glemsom. Bare det ikke er noget alvorligt, jeg glemmer en dag.

Jeg er godt klar over, at sådan noget sker for de fleste mennesker. Men ikke for mig! Jeg plejer at have styr på tingene, huske ting og ikke tabe ting konstant.

Her til formiddag tabte jeg en honningmelon, og jeg skubbede opvaskemidlet på gulvet. Så tror jeg også, kvoten for i dag er opbrugt.

/Stine

Balance og fødselsdagsforberedelser

Sidste blogindlæg udgav jeg for 14 dage siden. Og jeg havde det godt nok ikke for godt, kan jeg se nu. Men heldigvis går det bedre. Der er kommet mere ro på, og 2. trimester af graviditeten lever op til sit udbredte rygte om at være det bedste, med ro på og med mere overskud. Ahh, det er altså rart. Hidsigheden og modløsheden er trådt i baggrunden og står ude i kulissen med nedslåede, besejrede blikke. Humøret og den tiltagende energi har nu indtrådt scenen og har førertrøjen på for nu. Ikke at jeg kan undgå at tude til et afsnit af Hospitalet eller til Desperate Housewives, når husmødrenes huse er jævnet med jorden efter tornado, og Lynettes børn og mand er forsvundet. Ja, man er vel gravid!

Jeg er i fuld gang med at forberede Adrians fødselsdag. Han har fødselsdag den 7. september. Gæsterne er inviteret, gaverne er i hus og madplanlægningen går sin gang. Det er mega hyggeligt at fejre fødselsdag for den lille gut. 2 år. Det er sgu vildt.

Og så har jeg også selv lige en fødselsdag fem dage før, men det bliver nok mest noget med kage og mad. Og mere kage. Og cola. Champagnen må vente til næste år...

/Stine

Turbulente tanker

Kære læser. Dette blogindlæg er ikke spækket med positive beskrivelser af, hvor skønt det hele er. For lige for tiden er det hele ikke bare skønt. Og jeg ønsker, at denne blog skal være ærlig, hudløs og råt for usødet fortælle om, hvordan livet også kan være indimellem. Så er du advaret, og jeg håber selvfølgelig, du vil læse med alligevel ;-)

Ferien er slut. Adrian er afleveret i vuggestuen, og Christian er taget på arbejde. Jeg har brugt formiddagen på at gøre rent og søge de to obligatoriske jobs, jeg jo skal søge, når jeg er tilmeldt dagpengesystemet. Som om jeg kan blive ansat nogle som helst steder, når jeg er omtrent halvvejs i min graviditet. Det er history repeating fra sidste graviditet; ledighed og graviditet = dårlig kombination. Men gider bare heller ikke være ældre, når jeg får nummer to. Ligesom jeg synes, det er en fin aldersforskel med de to et halvt år, der kommer til at være mellem Adrian og den lille. Og hvem ved, hvornår der findes et fast job til mig? Der kan jo gå år...

Her er stille. Kan godt mærke, jeg lige skal vænne mig til det. Stilheden og det at være alene med mine mange tanker. Puh, den her graviditet er altså noget anderledes end graviditeten med Adrian. Jeg føler mig mere træt. Og mere gnaven og trist. Humøret var lidt bedre med Adrian, synes jeg at huske. Eller måske glemmer man bare det lidt negative? Det er jo heldigvis sådan, at vi mennesker har en tendens til at glemme og frasortere det, vi ikke skal bruge til noget. Heldigvis.

Og dog. I forgårs var Christian i byen, og da jeg havde puttet Adrian, kom jeg til at mindes amningen med Adrian. Som gik totalt galt. Jeg forsøgte at få det til at fungere i ni meget lange og smertefulde uger, men måtte til sidst kapitulere og kaste håndklædet i ringen. Til stor lettelse for os alle tre i hjemmet. Der kom ro på, og jeg fandt overskud til at nyde tiden med Adrian, i stedet for at tænke på, hvornår han mon vågnede igen, og hvornår det dermed skulle gøre nas at made ham.

Jeg blev helt ked af at tænke på amningen, fordi jeg forestiller mig at forsøge igen med den lille. Og denne gang er der jo ingen hjælp at hente fra personalet på barselsgangen, for vi bliver formodentlig (og forhåbentlig!) sendt hjem rimeligt hurtigt efter fødslen, hvis alt er vel. Den uge, vi var på barselsgangen med Adrian, benyttede vi godt nok personalet helt utroligt meget til at hjælpe med den amning. Men denne gang er det bare selv at finde ud af det - eller igen at kaste håndklædet i ringen.

Som jeg sad der og tænkte og tudede lidt for mig selv i sofaen på en lørdag aften (åh, hvor kan man få ondt af sig selv!), slog tanken pludselig ned i mig: måske skulle jeg tage en beslutning om at afbryde mælkeproduktionen med det samme efter fødslen og simpelthen slet ikke amme? Men så blev jeg bare endnu mere ked af det og tænkte, at jeg da i det mindste må forsøge.

Ja, denne graviditet er i sandhed anderledes. Jeg savner sgu lidt at have mere overskud og være i bedre humør. I det mindste er kvalmen gået nogenlunde væk. Måske kommer humøret igen snart. Og nu vil er jeg ganske enkelt nødt til at tage en middagslur!

/Stine

Den meget lille T-shirt, som engang gav mening at beholde i tøjskabet

Må dele min energi med dig, kære læser. Har været enormt effektiv de sidste par dage, nu da jeg er arbejdsløs og har så meget tid. Har gjort hovedrent (tiltrængt!) og muget ud i tøjskabe, som indeholdt tøj tilbage fra 90´erne. Som i tøj, jeg ikke har brugt siden 90´erne. Ud med det!

Hvorfor er det lige, vi (læs: kvinder) beslutter os for at gemme tøj, som vi ikke har gået med i virkelig lang tid? Hvad er det, der får os til at tro, at den der stribede gule og hvide T-shirt helt sikkert kommer på overkroppen én eller anden dag ud i fremtiden?

For mit eget vedkommende tror jeg egentlig mest, det handler om et håb. Et håb om, at jeg en dag vil kunne passe den pågældende T-shirt igen. Uden at maveskindet vælter ud.

Kender du det? Når jeg tænker tilbage på, da jeg havde den der T-shirt på, syntes jeg, at jeg var for tyk. Jeg ville gerne tabe mig, så jeg kunne være mere slank og mere pæn. Og da jeg i dag gennemgik mit tøj og prøvede T-shirten, tænkte jeg bare: "Hvad var det lige, jeg tænkte på dengang?! Jeg må da have været en hottie, når jeg kunne passe den her T-shirt - uden at maveskindet væltede ud.". Hm.

Men ak - jeg må jo erkende, at jeg altså ikke er 22 år længere. Og derfor næppe heller kommer til at passe den (meget!) lille T-shirt igen. Og hva´ så egentlig? I stedet for min tidligere relativt slanke skikkelse har jeg nu fået en familie. Og en krop, der bærer præg af at have født. Det er da egentlig en ganske god byttehandel.

Så jeg har simpelthen ryddet op i alt mit tøj + været i Silvan og shoppe til badeværelse samt købt (OG samlet!) en skoreol - vildt plads-besparende i øvrigt!

Her sidder jeg så tilbage med en god fornemmelse af at have ryddet op. En fed fornemmelse. Hvad skal jeg så lave i morgen - ud over at aflevere de mange sække til genbrug? Må finde på nogle flere projekter herhjemme, så jeg kan holde mig beskæftiget. Er sågar begyndt at overveje at genoptage korsstingsbrodering. Ja ja, kald mig bare mormor...

/Stine