Hverdag

Tænker, jeg lige må holde bloggen her i live med et lille indlæg, på trods af travlhed. Ja, der er i sandhed kommet gang i os alle i det lille vesterbroske hjem. Vi er alle tre af sted om dagen; Christian og jeg er på arbejde, og Adrian i vuggestue.

Det er super fedt at være i gang med at arbejde igen. Jeg nyder at have et sted at tage hen om morgenen. Et sted, hvor der bliver stillet faglige krav til mig, til min faglige person. Det giver mig oplevelsen af at være andet end mor og kæreste; nu er jeg også ansat og kollega.

Adrian har det lidt hårdere på sit "arbejde" i disse dage. De sidste tre gange, jeg har afleveret ham i vuggeren, har han grædt hjerteskærende, når jeg skulle af sted derfra. Puha, det er bare ikke spor sjovt, og som forælder føler man sig lidt ond og lidt forkert på den, når man går fra sit grædende barn. Og det er jo bare en periode, der går over igen. Det er jeg godt klar over. Men det er bare så hårdt, og jeg har mest af alt lyst til at løbe tilbage til hans stue, tage ham op og løbe hjem med ham.

Jeg glæder mig, til han vænner sig lidt mere til sin nye hverdag.

/Stine

Forandring fryder - og medfører reaktioner

Der sker virkelig meget for tiden. Adrian begyndte i vuggestue forrige mandag, og jeg har fået job! Juhuuu! Jeg er blevet ansat i en projektstilling i Dansk Flygtningehjælp, som jeg har været ansat hos før. En helt fantastisk organisation med nogle skønne kollegaer i bonus. Er så glad for at komme i gang med at arbejde igen - og så er det jo på det helt perfekte tidspunkt.

I sidste uge tog Adrian sin nye tilværelse som vuggestuebarn helt cool. Ingen tårer, blot lidt træthed om aftenen. Han var glad og havde masser af gå-på-mod. I denne uge ser det så lidt anderledes ud; han er pylret og ikke helt sig selv. Og vi har netop her til morgen været hos lægen til en 12 måneders undersøgelse + vaccination. Han græd sig igennem hele besøget. Nu sover han. Vores lægehus ligger i samme bygning som vuggestuen. Måske det har en betydning?

Så i dag har vi en helt og aldeles rolig dag, hvor vi ikke skal noget som helst. Bare putte og hygge og sove.

God weekend derude.

/Stine

Vagt i gevær

For tiden kører der et program på DR1 med Asger Aamund, der sætter spørgsmålstegn ved, hvordan det kan være, at Danmark er nået så langt ud. Langt ud i forhold til den ledighed, der findes i dag. Og som har fandtes i mange år efterhånden. Han foretager sig to ting: han taler med politikerne i Folketinget om deres bud på, hvorfor det er gået så galt, og så tager han fat i en række langtidsledige og konfronterer dem med deres ledighed.

Hvor er det vigtigt med sådan et fokus, som Asger skaber i programmet. Jeg bliver glad for, at der findes nogen, som har lyst til og ikke mindst mod på at være kritiske for åben skærm. Kritiske over for den økonomiske krise, der har varet i alt for mange år efterhånden.

Jeg er, som den trofaste læser allerede er klar over, selv ledig. Eller rettere: jeg bliver ledig lige om lidt, når min barsel er slut. Jeg har ikke noget job i vente, og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvornår der vil ske noget positivt på den front. Og det er så sindssygt, ubeskriveligt hårdt at være jobsøgende. Jeg søger mindst to stillinger om ugen: opfordret såvel som uopfordret samt stillinger inden for kommunikation (som er mit faglige felt) såvel som butiksmedarbejderstillinger. Jeg er ved at være desperat og er med hånden på hjertet mere end villig til at varetage en stilling, som jeg er overkvalificeret til. Blot for at komme i arbejde. Jeg kæmper og gør alt, hvad jeg overhovedet kan forestille mig, kan give bare den mindste chance. Men intet sker. Og derfor er det så vigtigt, at der bliver sat endnu mere fokus på, hvad det egentlig var, der gik galt. Nu må der snart ske noget positivt på den arbejdsmæssige front i Danmark.

Her følger et link til programmet:
http://www.dr.dk/tv/se/asger-og-de-langtidsledige/asger-og-de-langtidsledige-1-8

Så håber jeg bare ikke, Asger har ret i sin udtalelse fra andet afsnit af programmet. Han mener, at der generelt er en holdning blandt arbejdsgiverne om, at kandidatuddannede fra Roskilde Universitet er en flok røde nørder, som er med i en handicapturnering, når det gælder jobudvælgelsesprocessen.

/Stine

Vuggestue og fødselsdage

Om en uge begynder Adrian i vuggestue. Som tiden dog går altså... Jeg har blandede følelser omkring hans start på institutionstilværelsen, som jo skal vare i mange, mange år fremover. På den ene side glæder jeg mig på hans vegne, til han skal møde andre søde, små mennesker og interagere, lære og blive motiveret til en masse sjove og spændende ting. Og på den anden side, så... ja, jeg kommer unægteligt til at savne ham helt sindssygt!

Her har jeg været sammen med ham langt størstedelen af det sidste års tid. Jeg har selvfølgelig været fra ham indimellem, senest i lørdags, hvor jeg i fem timer forkælede mig selv med frisør og shopping. Og Adrian og Christian hyggede herhjemme. Når jeg er væk fra ham i bare et par timer, savner jeg min lille søn. Og når han skal afleveres i vuggestue til fremmede! Uha, det bliver altså specielt.

Men strengen må kappes, vi må videre og han skal ud at have en masse nye og skægge oplevelser. Og jeg skal søge jobs på intensiv maner. Har jo desværre intet job at komme ud til, så jeg kæmper og har siden marts søgt to-fire jobs om ugen. Uden resultat desværre. Bortset da lige fra en enkelt samtale, hvor de fandt en kandidat, som var bedre. For mig handler denne nye tid altså også om prioritering. Jeg må, vil og skal søge jobs, og samtidig synes jeg heller ikke, Adrian skal være i vuggeren syv timer om dagen, når jeg er herhjemme. Så det må blive en mellemting og resulterer nok i tre tidlige, korte dage og to lidt længere, hvor Christian kan hente ham. Og jeg kan arbejde igennem med min jobsøgning. Som jeg håber, håber, håber snart giver positive resultater.

Og på mandag, når han starter i vuggestuen, er det min fødselsdag. Og fem dage efter er det hans fødselsdag. Som naturligvis skal fejres. Tænk sig - 1 år! Som tiden dog går...

/Stine

Gadens stemmer

Jeg er som sådan ikke den store donor. Men jeg hjælper hist og pist, hvor jeg kan. En tier i SOS Børnebyernes pengedåse i Brugsen, et månedligt bidrag til Dansk Flygtningehjælp samt GirlTalk.dk og en Hus Forbi-avis i ny og næ. Og så i dag et besøg i Blodbanken på Frederiksberg Hospital. Det er så lidt, men gør alligevel en forskel. Tænk hvis alle danskere giver bare lidt hver dag?

I den forgangne weekend har jeg haft besøg af en veninde, og inden den helt store bytur lørdag aften (og nat... og søndag morgen..!) ville vi ud at opleve noget i København. Vi blev enige om at købe billetter til en rundtur med en hjemløs.

Rundturen viste sig at være en stå-tur i stedet for, eftersom den hjemløse fyr havde brok og derfor ikke kunne bevæge sig så meget. Det var helt fint. Og trods hans noget ustrukturerede og flyvske fortælling, så var det en oplevelse værd. Han fortalte med stor indlevelse om sit liv som hjemløs. Eller "sofa-rytter", som han kaldte det; han sover for det meste rundt omkring hos venner og bekendte.

Han berettede en masse om livet på gaden og fortalte også om gadebørnene. Han har selv været gadebarn, og nu arbejder han med børnene. Han må om nogen vide, hvordan børnene har brug for at blive mødt og rummet.

Turen kostede 120 kr. via Billetlugen, og 20 kr. gik til gebyr. Jeg spurgte ham, hvad han selv reelt får ud af det rent økonomisk. 43 kr., var svaret. Det er jo ikke meget ud af 120 kr., men vi var fire af sted, så det giver ham da lidt på lommen.

Han var inde over mange forskellige emner, helt fra gadebørn til, hvor farlige konsekvenser af en eventuel lukning af Christinia vil være, i kraft af at hashklubberne vil blomstre op i Københavns gader. Og at klubberne også vil kunne tilbyde hårde stoffer til unge - og at disse ikke findes på Christinia. En spændende diskussion, som bestemt ikke er helt sort eller hvid.

Jeg kan varmt anbefale at købe billet til én af disse ture. Selvom det føltes som lidt lang tid at stå stille det samme sted, og selvom hans fortællinger ikke nødvendigvis hang særligt godt sammen, så gav det alligevel et godt indblik i, hvordan han personligt oplever tilværelsen på gaden.

/Stine

Ny tid

I dag er hverdagen startet på ny. Christian er efter fire ugers barsel begyndt på arbejde igen, og Adrian og jeg er alene hjemme. Kan godt mærke, det kræver lidt tilvænning, når nu vi har været mindst to voksne om Adrian den sidste måneds tid. Men det er også rigtig hyggeligt og rart bare at være os to.

Så nu skal vi finde på noget at lave. Egentlig mest for Adrians skyld, selvom jeg da også ville blive en lille smule vanvittig af at gå hjemme og lave ingenting hver dag den næste måned. Inden ferien gik vi til rytmik, babysalmesang, mødregruppe, babybio og en masse andre aktiviteter. Men babyerne i mødregruppen er ikke så meget babyer længere og er ved at begynde i institution, og de mange aktiviteter holder enten stadig sommerferie, eller også skal man tilmelde sig et længerevarende hold til en ca. 1000 kr. for otte gange. Og det her er jo kun én måned maks, vi snakker om. Så holdundervisningen duer ligesom ikke rigtig.

Legestue!, tænkte jeg, det er da dét, vi skal! For så har Adrian mulighed for at komme lidt tæt på jævnaldrende størrelser igen. Og i dag besøgte vi derfor - som så mange gange før - Enghaveparkens legeplads. I dag med formålet et tjekke deres legestue ud. Der var så... ingen andre. Jo, en sød medarbejder, som fortalte, at legestuen ikke rigtig bliver brugt. Nå. Vi gyngede lidt og gik så hjem. På onsdag prøver vi legestuen på Sankt Hans Torv, som efter sigende skulle være populær. Jeg tænker, at Adrian har godt af at komme lidt ud og være sammen med andre babyer og børn igen. Også inden han skal starte i vuggestue lige om lidt. Hvilket bliver... mærkeligt. Og godt for ham. Og fyldt med savn for moderen. Nå, der er lidt tid endnu...

Hvis der er nogen af jer derude, der har forslag til aktiviteter med en purk på knap et år, må I endelig sige til. Aktiviteter, der gerne ikke skal koste alt for meget + ikke være på hold.

/Stine

Sommer, sol og ferie

Det er sommer, det er sol og det er ferie! Vejret er jo helt fantastisk, så vi går en masse ture i det blå. I lørdags kom vi hjem fra 14 dages ferie på Sydfyn, hvor vi boede hos min mor. Dejlig, stor have og skov og strand i nærheden. Her på Vesterbro er det jo noget anderledes, og der er selvsagt ikke badebassin lige uden for døren. Men så foretager vi os bare noget andet. I dag var vi for eksempel i Enghaveparken. De har en lækker legeplads, og Adrian gyngede og kiggede interesseret på de andre børn (og træer og buske!) i parken. Og man skal bestemt heller ikke kimse af en tur i Brugsen; det får han også meget ud af.

- Her er vi for eksempel på biblioteket, og Adrian kigger sig interesseret og fascineret omkring.

I morgen kommer min mor på besøg og bliver til søndag. Og søndagen står på tur i zoo. Vi har halvanden uges ferie tilbage, Christian og jeg, så i næste uge bliver der måske mulighed for en strandtur - om ikke andet så til et havnebad af en art. Og måske et besøg i Den Blå Planet. Det er fedt med ferie, og tiden går bare så hurtigt. Det minder mig om, at man virkelig skal huske at nyde nuet. Og ikke altid tænke to skridt fremad, som jeg ofte har en tendens til. I morgen skal vi gøre rent og søndag vaske tøj osv... Jo, men lige nu er Adrian puttet efter en god dag med masser af sol, vind og oplevelser. Og jeg nyder bare at sidde stille her og skrive dette indlæg. Det er vigtigt at være i nuet. Jeg øver mig i det.

God sommer til jer derude.

/Stine