Trist

Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det skyldes flere forskellige årsager; blandt andet har vi været hærget af den lede, lede omgangssyge herhjemme. Først fik jeg omgangen, så Adrian og til sidst Christian. En hel uge tog det mig at komme ovenpå igen, uden kvalme og manglende appetit. Puha, det er dælme ikke sjovt!

Men ovenpå kom vi jo alle igen, og turen gik til Sydfyn i fredags. Hjem til mit barndomshjem og til min mor, mine brødre, deres kærester og børn. Dejligt med familiesamvær og ro. Det var tiltrængt i barselshverdagen, som jo er hyggelig og rar, men det er altså også bare skønt med lidt luftforandring. Og lille Adrian hyggede sig så fint med hele familien, blev stimuleret og sov fantastisk i den sydfynske luft.

Natten til mandag fik vi dog en rigtig dårlig nyhed. Min morfar, som ville være fyldt 82 i april, var sovet stille ind. Og trods hans relativt høje alder og hans manglende vilje til at leve længere, så er det da pisse hårdt at miste én, man har kær. Nu har jeg ingen tilbagelevende bedsteforældre. Og det er altså mærkeligt. Sidste år døde min mormor efter lang tids sygdom, og nu, godt et års tid efter, var det så blevet min morfars tur.

Jeg tror på, at min morfar ikke længere kunne finde grunde til at leve videre efter tabet af hans hustru igennem lidt over 60 år. 60 år! Jeg kan sgu godt følge tankegangen; at det må være tæt på umuligt at leve videre bagefter sådan et tab.

Han ville ikke spise eller drikke noget til sidst og havde derfor, på sin egen måde, valgt livet fra. Og er det egentlig ikke også helt ok? I stedet for at ligge og blive holdt i live, men være drøn ulykkelig og bare ikke gide mere, så er det nok også bedre at forlade denne verden.

Som min skønneste veninde skrev til mig: nu sidder min morfar sammen med min mormor og nyder et glas hvidvin sammen et sted, hvor solen skinner, og hvor det er forår. Det er en dejlig tanke. Og om lidt vil Christian, Adrian og jeg køre ud i det blå og gå en dejlig, lang tur i solskinnet. For livet går videre, og der er så mange dejlige ting, der skal opleves.

God påske.

/Stine

Some days are better than this

Det har været en mærkelig dag i dag. Jeg vågnede op med dundrende hovedpine, og så har man jo selvsagt ikke det store overskud. Og så er Adrian vist ved at tage sig et tigerspring eller noget, for han vil helst være helt tæt på min krop. Og gider ikke at ligge og lege selv særligt længe af gangen, som han ellers plejer at nyde. Men plejer er jo død, når det kommer til de små størrelser.

Og det er da også rigtig hyggeligt at være tæt på ham. Og det er da også en form for ultimativ kærlighedserklæring, når han giver udtryk for, at han bare vil være tæt på sin mor. Men indimellem skal der jo lige ordnes vasketøj, dampes flasker og andre praktiske gøremål. Og det praktiske gøremål er mange! Så jeg trænger altså til en pause indimellem. For det er krævende, når der er nogen, der konstant kræver ens opmærksomhed. Dejligt, men krævende og hårdt.

Heldigvis havde vi ingen planer i dag. Det vildeste blev en ekskursion til Føtex på Vesterbrogade og så bare hjem og hygge. Skønt. For når Adrian tilsyneladende ikke er helt tilfreds med tingenes tilstand i disse dage, og når jeg har hovedpine, så er det bare rarest at kunne være hjemme.

I morgen står den på babysalmesang, og jeg er sikker på, at Adrian nok skal få noget ud af det. Han plejer at nyde det. "Plejer", ja. Nu må vi se...

Jeg glæder mig meget til påsken, hvor Christian, Adrian og jeg smutter til Fyn i en lille uges tid. Det bliver skønt at se familien, komme lidt væk hjemmefra og ikke mindst bliver det skønt, at andre kan tage lidt over ift. Adrian. Måske kan jeg få læst lidt i en bog eller noget...

/Stine

Et halvt år er gået

... og Adrian er i dag seks måneder gammel. Det får mig naturligvis til at tænke tilbage på, hvor jeg var for et halvt år siden. Og da var jeg på Hvidovre og pænt fokuseret på, at nu skulle baby ud!

Adrian kom til verden kl. 16.35, så det er, lige om lidt, præcis seks måneder siden. Det er så vildt at tænke på, hvor hurtigt tiden er gået. Men også hvor underlig en størrelse tid egentlig er. For det føles på en måde da også, som om det er længe siden, jeg havde kæmpe, gravid mave og bare glædede mig til at møde den lille purk. Og pludselig var han der, og alting var forandret.

Alting blev forandret til noget bedre. Noget mere meningsfuldt. At være mor for nogen betyder selvsagt en masse ansvar og kærlighed. Ubetinget kærlighed fra det lille menneske, som jo bare elsker sin mor og far helt og aldeles ubetinget. Og kærlighed den anden vej rundt fra os som hans forældre. Det er noget helt specielt.

Og nu er Adrian jo i en alder, hvor der bare sker en masse. Hverdagen er blevet sjovere - og samtidig mere udfordrende - for han "gør" ligesom mere; bevæger sig mere, kræver mere og er generelt mere opmærksom. Og det er sjovt.

/Stine

På den igen

I dag har jeg indledt min jobsøgning. Fra i dag vil jeg hver mandag sætte mig ind i soveværelset ved skrivebordet og søge jobs. Christian har taget barsel hver mandag, fra nu og frem til min barsel slutter i slutningen af juni. Det giver far og søn mulighed for dejligt samvær. Hvilket også er mit fokus her i starten.

For hvor er det godt nok tungt at skulle søge job igen igen... Det er altså lidt et skridt frem og to tilbage med det jobsøgning, synes jeg. Og efter en god start på søgningen i dag, kan jeg bare bekræfte over for mig selv, at det har været præcis, som jeg havde forventet: egentlig ganske ok at sætte mig ved skrivebordet og rent praktisk komme i gang, men jeg er så angst. Angst for fremtiden. Får jeg overhovedet et job i løbet af i år? Nytter det overhovedet noget at sidde konsekvent hver mandag?

Og jeg kender jo også mig selv godt nok til at vide, at hvis ikke jeg var konsekvent med jobsøgningen hver mandag fra nu af (nu hvor Adrian er godt og vel et halvt år gammel), ja, så ville jeg ganske enkelt ikke kunne sove roligt om natten.

Der er flere, der har påpeget over for mig, at jeg da bare skal nyde min barsel og vente med jobsøgningen. Det har jeg da også aller mest lyst til, men jeg tør ganske enkelt ikke undlade at starte op allerede nu. For så kan jeg da først være sikker på, at der ikke er et job til mig om fire måneder. Ved at gå i gang allerede nu forøger jeg forhåbentlig mine chancer bare en lille bitte smule.

Det gik altså meget godt i dag med at komme i gang, og min samvittighed har det godt. For nu er jeg i gang. Nu er det ikke længere kun tankerne, skrækken, angsten, der har overtaget; nu kan jeg handle! Godt begyndt. Er det så også halvt fuldendt?

/Stine

Stimulering vs. overstimulering

Man hører det hele tiden som mor til en baby: du skal huske at aktivere, stimulere og motivere din baby! Men hvornår er nok nok? Og hvornår bliver alle de mange aktiviteter nærmere moderens behov end barnets?

Jeg har travlt for tiden sammen med Adrian. Og jeg er egentlig mere aktiv her i min barselstid, end jeg havde regnet med. Tirsdag går vi til babyrytmik, onsdag er vi til mødregruppe og fredag til babysalmesang. Det er de faste aftaler i løbet af ugen. Dertil kommer diverse barselsforedrag, hyggeaftaler og -møder med dejlige mennesker og fysioterapi for Adrian. Så efterhånden er det ved at være længe siden, at vi, i hverdagene, har haft bare én hjemmedag i løbet af ugen.

Jeg tænker, at det måske hurtigt kan blive lidt for meget. Og jeg overvejer også for hvis skyld, vi er så aktive. Er det for Adrians skyld, eller er det i virkeligheden mig, der ikke gider at sidde derhjemme, men har brug for at komme ud at møde andre mennesker og få tiden til at gå? Jeg er nået frem til, at det er en kombination af begge. For jeg tror sgu også, at Adrian ville kede sig lidt, hvis vi lavede præcis det samme hver dag og bare var herhjemme altid.

Men indimellem er det nu nok meget godt, for os begge to, at være herhjemme og bare lave ingenting. Gå en god, lang tur i løbet af dagen og ellers bare lave... ingenting. For jeg kan da også mærke, at det kan være en kende presset at skulle gå ud ad døren kl. 9.45. Når Adrian så vågner eksempelvis kl. 6.30, så skal der dælme tænkes i timing! Det lykkedes dog altid, og jeg kan som nævnt rigtig godt lide at komme ud, men jeg nyder altså også de dage, hvor vi ikke skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Mon ikke en mellemting er meget passende for både store og små?

Læs lige denne. Manden har en interessant pointe:

http://www.information.dk/452751

/Stine

Det, der optager mig lige nu

... er forandring. For Adrians nye spisevaner med skemad og hans ændrede sovetider er totalt anderledes og vender ret meget op og ned på alting.

Vi er nu begyndt med måltid nummer to, således at han får grød med frugtmos om morgenen og grøntsagsmos om eftermiddagen. Nogle dage går det helt fint, og han labber det gladeligt i sig, mens han andre dage sprutter og spytter og er mega utålmodig og blot venter på at få sin velkendte modermælkserstatning.

Og måske har det noget med måltiderne at gøre, for hvor han før vågnede omkring kl. 5 og omkring kl. 7.30, så har det nu ændret sig til omkring kl. 3 og omkring kl. 6. Hvilket jo egentlig ikke burde vække nogen bekymring, for med en baby er tingene aldrig rigtigt helt stabile. Men da han vågnede kl. 7.30, passede det bare så fint med, når vi skulle ud ad døren og være et sted kl. 10. Hvilket vi ofte skal; mødregruppe, rytmik og babybio. Nu er det virkelig noget med, at jeg regner mig frem til, at han enten skal have en lille lur om morgenen efter grød, eller også skal han være vågen op til 3 timer... Og det er sgu svært at koordinere! For hvad så hvis han tager sig en længere lur om morgenen?

Åhr, hvor er jeg altså bare et vanemenneske! Det opdager jeg mere og mere med en baby i huset. For bedst som tingene kører, og der er kommet lidt rytme i sagerne, ja, så bliver der vendt op og ned på det hele. Og jeg synes jo som udgangspunkt, at det er mega hyggeligt at give ham skemad. Jeg nyder at se hans glæde og entusiasme omkring maden, men på de dage, hvor det bare ikke kører, bliver jeg ked af det og føler mig stresset. For hvorfor gik det lige så godt i går, når det hele sejler i dag med gulerodsmos ud over det hele? (som i øvrigt efterlader alt tekstil i en herlig, orange nuance!).

Endnu engang efterlader det mig blot med den tanke, at det her med baby går SÅ meget op og ned hele tiden. Den ene dag er alt bare fantastisk; Adrian er glad, jeg er glad og det hele lader til at køre på skinner. Dagen efter kører INTET! Og nøj, hvor skal jeg altså lige lære at acceptere, at hver dag ikke er på samme måde...

/Stine

Grundforvirret

Selvom jeg skrev et blogindlæg i går, så presser der sig et nyt på. Sådan er det at være blogger; indlæggene falder på forskellige tidspunkter og med forskelligt interval.

I dag har jeg været til et søvnforedrag med Helen, som er kvinden bag www.netsundshedplejerske.dk. Hun kan give svar på mange af de spørgsmål, der melder sig, når man som førstegangsforælder står over udfordringer som søvn, mad og babys udvikling. Så af sted til Ballerup drog Adrian og jeg.

Jeg fik kun fat i ca. 30 % af foredraget, for Adrian er en livlig og aktiv lille gut, der sgu da ikke gider at sidde og kigge og lytte helt stille. Næh nej, der blev kartet rundt, grint og pludret. Jeg kan sådan set godt forstå, at det må være kedeligt for ham; der sker jo ikke nok! Men sådan er det med sådanne foredrag; man må jo gå til det med den bagtanke, at man får det ud af det, der er muligt i den givne situation. Og det er for så vidt også ok.

Hvad der dog forvirrer mig, er de mange forskellige holdninger og meninger, man støder på som førstegangsforælder. For jeg er så autoritetstro, at jeg tager ALT ind. Når det kommer fra Helen, Adrians sundhedsplejerske eller alle de andre velmenende og kloge fagfolk, ja, så må det jo være det ultimativt korrekte at gøre! Gang på gang hører jeg sætningen: "Man må jo tage det, man kan bruge; børn er jo også forskellige.". Jo jo, men Adrian kan jo altså ikke fortælle, hvad han har brug for... Og hvordan hulen skal man lige være i stand til at sortere??

Heldigvis er Adrian ret nem at læse. Og han er god til at give udtryk for, når der er noget, han ikke gider. Men det der i bund og grund er svært lige nu, synes jeg, er koordineringen af de forskellige aktiviteter, der skal foregå.

Lad mig komme med et eksempel, som er dugfrisk og noget, vi skal i gang med her til aften:
Adrian er vågnet kl. 16.30. Inden han skal puttes for natten, skal han have grød + flaske og i bad. Og han må jo, ifølge eksperterne, ikke være for sulten, når han skal have grød, og når han skal i bad, må han ikke være for mæt eller træt. Mad først og så bad bagefter. Bliver det nok til. Men hold nu op, hvor jeg dog synes, det er så ufatteligt svært at koordinere! Hvis han en aften bare sover og sover og først vågner eksempelvis kl. 18.30, og han både skal have grød og bad, ja, så er det altså svært at koordinere. Og ikke mindst for Christian og jeg selv at få noget aftensmad! Skal man så vække baby? Det tror jeg umiddelbart ikke er en god idé, men man kan selvfølgelig være nødt til det indimellem...

Om dagen går det rimeligt. Men vi er så heller ikke begyndt på 2. måltid endnu. Ser frem til det med en blanding af forventning og frygt. For hvor vil man bare gerne have, at tingene glider, at baby er glad og at man får en god start på enhver ny begyndelse. Og ja, enhver begyndelse er jo som bekendt svær, men jeg er nok så meget vanemenneske, at jeg sætter hælene lidt i, hver gang vi skal i gang med noget nyt. Og det skal jeg altså lige lære. Jeg skal lige lære det der med at være moder for nogen. Og at være tålmodig og stole på, at det hele nok skal flaske sig. At stole på min intuition.

/Stine