Den rene afslapning

I weekenden var min kæreste og jeg på spa-ophold i Ystad Saltsjöbad. Det var ganske enkelt helt fantastisk. Ren ro og afslapning. Og fra vi ankom, til vi tog afsted, var der sådan en helt specielt ro og langsommelighed over os begge, som man altså bare ikke oplever i hverdagen derhjemme.

Oprindeligt havde vi faktisk talt om en uges ferie til New York. Eller Rom, hvis det skulle være noget billigere. Men med kun halvanden måned til min termin ved jeg bare, at jeg ikke ville kunne nyde det - hverken at skulle vade op og ned ad trapper eller at sidde i en flyvemaskine. Og ja, selvfølgelig kan man det som højgravid - men jeg har bare ikke lyst. Overhovedet ikke.

Så da sommerferien skulle planlægges, sagde jeg til min kæreste, at jeg bare slet ikke havde hverken lyst til eller mod på en storbytur. Og derfor fandt vi frem til spa-opholdet. Der var det hele: god mad, lækre faciliteter og igen: den totale, overskyggende afslapning.

Da vi kom hjem i går, sneg hverdagen sig så småt på igen. Og selvom jeg jo nu er på barsel, ja, så er der så rigeligt at se til! Jeg skal jo både have vasket babytøj og gjort ovnen ren osv. osv. osv. Og det er fedt at have noget at rive i, for jeg ville kede mig, hvis jeg skulle gå herhjemme og klø r... i 8 uger. Men det var også rigtig, rigtig godt, vigtigt og tiltrængt for både min kæreste og jeg med en weekend, hvor vi ikke skulle gøre noget som helst.

Dagene bestod af morgenmadsbuffet og derefter dappede vi ned til spa-området, hvor der var varme bassiner, boblebad, sauna og dampbade. Herligt! Og vi skulle ikke nå noget som helst. Jo, middagen om aftenen, men ellers ikke. Det var fantastisk, og jeg kan varmt anbefale det til jer derude, som trænger til at komme væk fra vasketøj og hverdag, men som ikke lige har overskud til en storbyferie. Og jeg er sikker på, at spa-opholdet sagtens vil kunne fungere om vinteren også.


Kære læser, nu kunne jeg godt tænke mig at høre om dine sommerferieplaner. Hvor har du været i år, eller hvor er du på vej hen?

/Stine

Becoming a shopaholic

Jeg har aldrig betegnet mig selv som en person, der har brugt mange penge på tøj eller tilbehør. Jeg har da shoppet, men på et ganske almindeligt og relativt fornuftigt niveau. Før dankortet er blevet kørt igennem maskinen, har jeg nøje overvejet: "Har jeg nu brug for denne bluse?". Hvis nej, så har jeg som regel droppet den. 

Men mens jeg har været gravid, har jeg brugt penge som aldrig før. Og på et til tider helt desperat niveau. For det føles indimellem, som om butikkerne simpelthen lukker ned efter fødslen af den lille pjevs. Hvilket jo selvfølgelig er noget pjat, men jeg får ganske enkelt ro i sindet af at nå at købe de ting, vi skal bruge, inden jeg skal føde. For så er det gjort, og så forestiller jeg mig, at vi ikke behøver at tænke så meget i "Vi mangler også..." og "Pyha, vi skal også have købt...". Så bliver det vel højst bleer og lignende. Men måske er det bare ren indbildning? Måske nyder jeg rent faktisk at købe tøj, tilbehør og andet godt, og måske er det i virkeligheden også en form for selvforkælelse?

Først var det ventetøj. For det skal man jo have, når man er gravid. Så blev det sommer, og jeg fik det pludselig jævnt varmt med de ekstra kilo og det ekstra blod i min krop. På den igen og ud at købe sommer-ventetøj. Og nu er jeg så gået i gang med ammevenligt tøj... og jeg har ikke engang født endnu!

Så sent som i onsdags var den gal igen. Jeg havde besluttet mig for at investere i en ammepude. Og kom hjem med ammepude, der var lidt for dyr ift. planen + fem ammebluser. Det var jo ikke meningen! Det var meningen, jeg bare skulle have en ammepude + en enkelt bluse eller skjorte, som var god til amning. Det var åbenbart svært for mig at begrænse mig.

Så nu håber jeg da bare, det går godt med at amme, for ellers ligger jeg inde med en hel del ammevenligt tøj...

God weekend :-)

/Stine

Åh, disse minder

Det er festival-tid. Roskilde Festival er netop ovre, og det får mig til at tænke tilbage på for 10-12 år siden, hvor jeg gik til festival. Det var ganske enkelt vanvittigt sjovt.

Dengang handlede det mest af alt om Midtfyns Festival. Det var inden, festivalen gik konkurs i 2004. Det var også i 2004, hvor jeg havde overtalt mine veninder til at sikre sig billetter inden julen 2003 og dermed spare hele 250 kr. Og de lyttede og købte billetterne inden jul. Men når noget går konkurs, får man jo ikke pengene igen... hovsa.

Nå, men min festivalkarriere startede, da jeg var omkring 10 år, hvor min far købte sig en stadeplads og solgte solcreme, parfume og muligheden for boldspil. Der var vist også noget med, at hvis man kunne spise en rulle Marie-kiks på få minutter uden at drikke noget til, ville man vinde 100 kr. Senere blev det til det noget mere avancerede og seriøse CD- og DVD-salg. Jeg var med i nogle dage ved hver festival og mærkede allerede dengang stemningen: mudder, musik og afslappet stemning. Hverdagen kunne ikke være længere væk.

Hverdagen var ligeledes blot et svagt punkt i det fjerne, da jeg som 15-årig for første gang købte billet sammen med min veninde. Det var også det år, jeg sneg mig hen til en festival-piercer og fik lavet en piercing i øjenbrynet - uden mine forældres tilladelse. Åh ja, den ungdom...

Siden fulgte mange gode år med Midtfyns Festival. Blandt andet husker jeg specielt året 2002 - altså præcis 10 år siden nu. Det er i øvrigt også det år, det utroligt skønne billede til venstre stammer fra. Det var uden sammenligning den sjoveste uge i mit liv. Vi kom, vi drak, vi hørte musik, vi skabte os som tossede og vi hyggede os som aldrig før. Ingen sorger, ingen bekymringer - det er sådan, festivaltid skal være!

Et par enkelte Roskilde Festivaler er det da også blevet til - i 1999 og i 2005 - men Midtfyns har til alle tider været det sjoveste i min optik. Nok mest pga. af de folk, jeg var af sted med. Det betyder selvsagt alverden.

2005 blev mit sidste festivalår, og det var jo så på Roskilde Festival, jeg måtte sige farvel. Jeg husker festivalen som hyggelig og sjov, men... det var ligesom bare ikke det samme længere. Min krop kunne ganske enkelt heller ikke klare en hel uge med øl, tvivlsom føde og uhygiejniske forhold. Det måtte slutte, for man skal jo som bekendt huske at slutte, mens legen er god.

Og hvordan ser det så ud her i 2012 for mig? Jo, i år har min kæreste og jeg erhvervet os billetter til Grøn Koncert i Valbyparken, og for mit vedkommende bliver det grundet graviditet en begivenhed uden øl, men medbringende et tykt tæppe, så jeg kan sidde på græsset og flade ud. Og sådan går tiden jo, og vi ændrer os, og det er alt sammen lige præcis, som det skal være. For 10 år siden tågede jeg rundt på en mark i Ringe - nu vil jeg i stedet minde mest om en strandet hval i Valbyparken.

God festival og god sommer derude :-)

/Stine

Informationsslugeren

Jeg shopper løs af magasiner. Magasiner, der har med graviditet, babyer og småbørn at gøre suger jeg ind, som om det efter terminen den 29/8 ikke længere er muligt at fremkalde nogen som helst form for information. Jeg har omtrent 10 magasiner liggende, og jeg skal nok ende med at læse samtlige fra ende til anden - for på den måde går jeg ikke glip af noget. Og så føler jeg mig så forberedt rent informationsmæssigt, som jeg overhovedet kan blive.

Og så læser jeg bøger. Blandt andet af mine, for tiden, to yndlingsskribenter, Julia Lahme og Rikke Haarbye. De har skrevet en bog hver om det her med at blive mor for første gang, og jeg griner, krummer tæer og bider negle over nogle af de situationer, de selv og de små nye mennesker kommer ud for. Ja, sådan kan det sikkert også være, tænker jeg, mens jeg føler mig bare en kende mere klædt på til at skulle være mor for nogen.

Det er nok lidt skørt. Og lidt ligegyldigt i sidste ende med al den litteratur. Men det giver mig en indre følelse af, at det hér med informationen, dét kan jeg da i hvert fald kontrollere og have styr på. Hvem sagde kontrolfreak...

Når først baby beslutter sig for at forlade den lune og trygge 1 vær. lejlighed, min mave for tiden udgør, så skal der nok opstå en hulens masse situationer, som jeg ikke kan kontrollere. Men det er ok. Det er man jo nødt til at erkende og acceptere, tænker jeg. Men med 8 ugers dejlig, rolig barsel foran mig, så skal jeg læse! Jeg skal læse og suge ind, så jeg også er i stand til at tage stilling til nogle forskellige scenarier, når han kommer ud. Håber jeg da.

Og hvem ved: måske ender det med, at jeg i virkeligheden når frem til den erkendelse, at jeg kan stikke al den information s.... .., fordi jeg finder frem til, at det bare overhovedet har hjulpet mig en dyt, men måske nærmere forvirret mig. Tja, det ved man jo aldrig. Men for nu kan jeg bringe mig selv til ro ved at læse.

Piv

Ok. Efterhånden må jeg se i øjnene, at jeg bare er super sårbar. Og at graviditeten puster ekstra liv til denne sårbarhed.Jeg har tidligere skrevet om det her på bloggen - den sårbarhed, som følger med min graviditet. Og den er ikke blevet mindre, skulle jeg lige hilse og sige.

Inden jeg blev gravid, var jeg også følsom. Følsom som i: jeg-tager-mig-af-mine-omgivelser-og-jeg-bliver-påvirket-af-mine-omgivelser-følsom. Det er noget, jeg hele livet har skullet arbejde med, forstået på den måde, at jeg nogle situationer har skullet øve mig i at undgå at tage mig alt for meget af, hvad andre mennesker siger og gør. For min egen skyld. For jeg har nogle gange brugt unødig energi på ting og sager, som mest af alt blot fortjente et træk på skulderen og et "Skidt med det".

Men den her graviditets-sårbarhed er anderledes. Det er mere en jeg-er-pludselig-røget-tilbage-til-barndommen-sårbarhed. Hvor den eneste følelse, jeg kan sammenligne sårbarheden med, er barndommens hjemve. Den dér følelse, hvor jeg på kolonien som 5-årig savnede min mor og bare ville hjem! Nu!!!

Sårbarheden kommer som oftest frem, når jeg der er noget, jeg ikke kan overskue. Eller når jeg har hidset mig op over noget, som jeg i princippet slet ikke burde hidse mig op over. Så bliver bare jeg drøn-ked af det bagefter. Og så bliver jeg det lille barn igen, som vil hentes fra kolonien. Andre gange dukker sårbarheden frem i forbindelse med en film eller eksempelvis et program om dyrebørn, og hvor jeg før blot kneb en enkelt tåre, hulker jeg nu nærmest, så jeg ikke kan andet end at give los. Ja, det er da sørgeligt, når Carrie i Sex and the City fortæller Aidan, at hun har været ham utro med Big. Og så foran kirken til Charlottes bryllup og alt muligt. Men altså... jeg behøver jo ikke ligefrem at bryde sammen over det!

Så sent som i mandags inden fødselsforberedelse sad jeg stille og roligt og slappede lidt af, inden lokalet blev frit, og undervisningen skulle begynde. Lige pludselig steg min puls helt vildt, jeg blev nervøs og vildt ked af det. Jeg måtte ud på toilettet og tude for mig selv. Hvorfor? Aner det virkelig ikke. Lige pludselig blev det hele åbenbart bare for meget. Måske var det ganske enkelt, fordi fødslen nærmer sig, omvæltningen nærmer sig og jeg blev grebet af panik et øjeblik. Og så befandt jeg mig et sted, hvor der var gravide maver overalt, og jeg tænkte: "De har bare styr på det hele, alle de andre! De går smilende og roligt omkring og er ikke kede af det, mens jeg sidder her og er mega panikken lige pludselig!". Og selvfølgelig har de andre ikke "styr på det hele", det ved jeg godt. Det så bare sådan ud.

Jeg tror simpelthen, det handler om at give los. Og at acceptere at være ked af det indimellem. For det er også en del af at være gravid og en del af at skulle være mor lige om lidt. At skulle være nogens mor og have et ansvar for et andet menneske. Sårbarheden og tudeturene er garanteret noget, jeg skal igennem - en form for proces, som er nødvendig i forhold til forberedelsen til at blive mor. Men indimellem kan jeg altså ikke lade være med at grine ad mig selv, når jeg igen tuder til én eller anden TV-udsendelse eller melodi. Og så kigger jeg på min kæreste, og vi griner lidt sammen. Det er dejligt, at jeg nogle gange kan ende med at grine lidt ad sårbarheden. Bare indimellem...

/Stine

Hello, Goodbye

Om præcis 14 dage på cirka det her tidspunkt er jeg ved at sige farvel og tak til Amager Kulturpunkt, hvor jeg har været ansat i løntilskud siden midten af marts. Og det slår mig, som det har gjort så mange gange før: hvor siger jeg egentlig tit goddag og farvel.

Jeg har haft mange ansættelser forskellige steder. Og jeg har været glad for stort set allesammen. Men der er noget, der nager mig, og det er, at det ofte er så kort tid, jeg er et sted, at jeg dårligt når at komme i gang, før det er ud ad døren igen. Og det er faktisk rigtig hårdt og stressende at skulle være så omstillingsparat konstant.

Vi lærer det ellers i dag. At være omstillingsparate. Jeg har i hvert fald øvet mig meget i det i min studietid, og det er måske i virkeligheden meget godt, for jeg har virkelig brugt det herude på den anden side i "det virkelige liv".

Det er godt at prøve en masse forskelligt. Og det er godt at have en stor bunke anbefalinger. Og det har ikke været noget problem for mig at udforme et fyldestgørende CV! Men hvor kunne jeg dog også godt tænke mig at prøve at være i en virksomhed i mere end blot 6 måneder af gangen. Efterhånden varer min tilknytning til et en organisation typisk 3-4 måneder, og jeg mener at have stødt på følgende påstand fra diverse undersøgelser: Det tager mindst 3 måneder at komme ind i de arbejdsopgaver, man får tildelt og at vænne sig til den virksomhed, man er ansat i. Hvilket - ud fra dette - altså betyder, at jeg lige når at lande, før jeg skal videre igen. Og det er også tit den følelse, jeg sidder tilbage med, når jeg er færdig. Det var så det. Igen. Videre til det næste. Igen.

Denne gang er der naturligvis en helt klokkeklar grund: jeg er gravid og skal på barsel. Så nu skal jeg videre, men jeg skal videre til noget helt andet end en ny virksomhed. Men ofte har mine tidligere ansættelser haft benævnelserne "projektansættelse" og "praktikforløb", som aldrig har været på mere end 6 måneder. Og det er altså hårdt, dels at skulle omstille sig fra én virksomhed til en ny inden for ganske kort tid, men også at skulle sætte sig ind i helt nye arbejdsopgaver, kollegaer og virksomhedskulturer.

Min drøm er - når jeg er færdig med at være på barsel - at opnå en stilling som kommunikationsmedarbejder i en virksomhed eller en organisation, hvor jeg kan blive i en ubegrænset periode. Hvor jeg ikke hele tiden skal have en plan for, hvad der skal ske med mit liv på den anden side af den pågældende ansættelse. Jeg er nødt til hele tiden at være mindst to skridt foran og vide, hvad jeg gerne vil bagefter. Åh, at få lov til blot at hvile en stund dér, hvor jeg befinder mig og finde ro i de arbejdsopgaver og den virksomhed, jeg er i. Det er min drøm for mit fremtidige arbejdsliv.

Kære læser, har du også haft en række kortere ansættelser, og hvilken betydning har det haft for dig?

/Stine

Beboeren i min mave

Jeg føler, jeg kender ham allerede. Og så alligevel ikke. For hvordan kan man egentlig kende en person, man aldrig har mødt - og som vel egentlig ikke engang er en rigtig person endnu?

Det er altså noget underligt, diffust noget, det her med at have et lille menneske voksende indeni sig. Det er hyggeligt, trygt og rart. Og samtidig lidt skræmmende og mystisk. Jeg glæder mig sådan til at møde ham derinde i min mave. Og når jeg har kvalme, er i dårligt humør og bare godt træt af at være gravid - ja, så sender jeg en kærlig tanke ind til ham - for det er jo ikke hans skyld, at jeg bliver påvirket sådan af hans beboelse; det kan han jo ikke gøre for.

Og hver gang jeg får en lille hilsen i form af et spark, så bliver jeg så glad og tryg. For så ved jeg, at han har det ok derinde. Beboeren i min mave.

/Stine