Redebyggeri

Barneværelset. Badeværelset. Og ikke mindst lejligheden i det hele taget. Hvordan mon den kommer til at se ud, når vores lille søn kommer til verden? Jeg kigger med spænding rundt og glæder mig. Glæder mig til at investere i nogle gode, lækre babyting og noget nuttet babytøj og fylde lejligheden med det hele. Og ikke mindst glæder jeg mig til, at vores søn skal være her. Jeg glæder mig til at møde ham og give ham en masse kærlighed.

Men hvornår kan vi komme i gang med at få erhvervet alle disse ting?! Mit redebygger-instinkt er for alvor dukket op, og jeg må indrømme, at jeg altså ikke rigtig kan styre det. Vi har allerede ordnet en del; jeg har købt en skøn gyngestol, som jeg forestiller mig, at jeg kan sidde og amme i. Og vi har ordnet tøjskabe og i det hele taget ryddet værelset, så det ikke længere er et arbejdsværelse, men derimod et barneværelse.

Alligevel sniger det sig lige så langsomt tættere på. Nu er der kun 4 måneder igen, så er terminen nået. Og jeg bliver nødt til at have styr på tingene inden! Jeg kan mærke mit blodtryk stige, når jeg tænker på følgende skræk-scenarie: Jeg føder 14 dage før tid, og vi har ingenting købt. Ingenting! Så skal vi ud at købe det hele, når baby er her, og det lyder umiddelbart ikke særligt morsomt.

Og samtidig så stikker min rationelle og fornuftige side sit beroligende hoved frem: "Sååå, rolig nu, der er faktisk hele 4 måneder til. I skal nok nå det hele". Og selvfølgelig skal vi nok nå det hele. Men der er altså ikke mange lørdage tilbage inden den 29.8. Der er lige præcis 11 (ja, jeg har talt!), hvor vi ingen planer har. Puha, så må vi sørme også hellere komme i gang!

I går aftes ringede jeg til Silvan. Jeg ringede, fordi min kæreste og jeg har besluttet os til at få træfliser på vores altangulv. Gulvet har en tendens til at blive udvidet i varmen, og så larmer og hopper det hele lidt rundt. Det går ikke rigtig med en barnevogn, så derfor vil vi have træfliser. Efter 45 minutter, hvor jeg var placeret i kø en god del af tiden, fik jeg endelig fat i en dame, som blot gjorde mig endnu mere forvirret i forhold til træflisemodeller. Jeg gav lige så stille op. Og begyndte at tude, mens min kæreste stod i køkkenet og lavede mad. Det gav mig simpelthen en følelse af frustration og magtesløshed. Ikke engang træflise-projektet kunne der komme styr på nu! Når jeg kommer i lige netop dét humør, føler jeg mig mest af alt som en lille pige, der skal have hjælp. Nu! Jeg er slet ikke selv i stand til at tage mig sammen, men har bare brug for et kæmpe kram og "Det skal nok gå"-talen. Den kom min kæreste også med, og det hjalp.

Udfordringen er, at jeg er i gang med at bygge rede. Lille pjevs er på vej, og der er mindre end halvdelen af tiden tilbage. Derfor går mine redebygge-instinkter helt automatisk i gang. Og når jeg i forvejen er typen, der gerne vil nå meget mere på mindre tid og (for det meste) lever efter mantraet: Hellere ordne det i dag end i morgen, ja, så er det en udfordring. En udfordring for mig at tage den med ro og sige til mig selv: "Vi skal nok nå det hele.". Det fortæller min kæreste mig gang på gang, og jeg ved det også godt. Men jeg har lyst til at tage de næste 14 dage ud af kalenderen og bare få ordnet DET HELE, så alt er klart.

Jeg må lære at væbne mig med tålmodighed. Og gentage igen og igen: "Vi skal nok nå det hele". For baby får det ikke dårligere, hvis vi glemmer at købe to par sokker, og butikkerne lukker næppe ned efter den 29.8. Og i dag hjalp det også lidt at købe en sød træ-uro og hænge den op i barneværelset. Det gav en tryg og rolig følelse. Så nu er jeg mættet og rolig det næste stykke tid. Indtil næste gang.

Er der andre derude, som har været ude for lignende lettere besættende og desperate redebyggeri? Så vil jeg meget gerne høre om det!

/Stine

Banken i bordet, stampen i gulvet og tårer

Graviditet medfører følelser uden på tøjet. Sådan er det bare. Hvor jeg før blev irriteret, frustreret og hidsig over mindre ting, så er det da helt galt nu! Nogle gange skulle man dælme tro, jeg havde mine rødder et mere sydlandsk sted end rolige, stille Danmark! Trods det barnlige og lettere pinlige aspekt i det, så hører det faktisk ikke til sjældenhederne med banken i bordet, stampen i gulvet og efterfølgende tårer.

I morges havde min kæreste og jeg indgået en aftale med en elektriker om, at han skulle dukke op hos os kl. 7. Vi har købt nogle lamper, som skal sættes op. Og vi valgte netop det tidlige tidspunkt, så vi begge kunne nå på arbejde til normal tid. Men da kl. blev 7.30 var jeg så frustreret, at jeg med et irriteret sideblik til min kæreste konstaterede: "Skal vi ikke ringe og spørge, hvor f..... han bliver af?!". Min kæreste ringede og skrev en sms, og kl. 8 blev vi enige om at tage af sted på arbejde. Og kort tid efter skrev min kæreste, at elektrikeren havde glemt vores aftale, fordi han havde fri. Vi prøver igen med en re-aftale på onsdag kl. 7.

Jeg bliver helt vildt irriteret over sådan noget! Ikke nok med at vi er stået tidligt op og har siddet og ventet, så sidder jeg tilbage med en håbløs følelse af, at det bare ikke er første gang, at jeg bliver brændt af af håndværkere. Hvor svært kan det være at notere en aftale altså?! Skal alle håndværker-kærester forære deres mænd en kalender eller hvad?

Ja, jeg har et temperament, der sommetider siger spar to. Og jeg er ikke specielt stolt af det, for det bringer unødige bekymringer og dårlig energi med sig, og selv om jeg er fuldt bevidst om dette, så kan jeg virkelig bitche over selv den mindste lille ting. Min irritation over manglende punktlighed, dårlig behandling fra kommunen eller en defekt cykellygte kan virkelig få mit pis i kog. Og ofte går det desværre ud over min stakkels kæreste, som er den rolige type, og som jo nok har den noget mere sunde og fornuftige holdning: "Det er møg irriterende, men der er ikke noget at gøre ved det nu." Ej, hvor gad jeg godt have det mere sådan indimellem!

Heldigvis er det heller ikke altid, jeg tager alting lige tungt, men jeg må erkende, at meget ofte gør jeg. Jeg føler mig nødsaget til at råbe vagt i gevær, når jeg føler mig uretfærdigt behandlet, for det er bare ikke i orden, at damen fra barselsteamet i kommunen taler grimt til mig, og det er bare ikke i orden, at man ikke kan få fat i ATP i løbet af en hel dag osv. Og de skal f..... lære, at det ikke er ok, så de kan opføre sig ordentligt over for andre mennesker! Der kan være jævnt mange ting, der frustrerer og irriterer mig, og jeg beundrer virkelig de mennesker, der har evnen til at trække på skuldrene og sige: "Sådan er det." Jeg tror egentlig ikke, det handler om, at de bare finder sig i det og lader stå til - nej, det er nok mere en erkendelse af, at de rent faktisk ikke gider at bruge deres tid og energi på én eller anden dum ting, som de alligevel ikke kan gøre noget ved på pågældende tidspunkt.

Jeg har altid haft en relativt kort lunte, og jeg har arbejdet med det så længe, jeg kan huske. Både for min egen, men også for andres skyld. For min frustration skal ikke gå ud over de mennesker, jeg holder aller mest af. Udfordringen lige for tiden er så, at jeg er gravid og dermed endnu mere følelsesladet - på alle punkter åbenbart! En frustration, irritation eller hvad det nu måtte være, starter gerne med frustration og hidsighed og går derefter over til tårer og en "Jeg-kan-ikke-gøre-for-jeg-er-så-følelsesladet-det-er-nok-bare-fodi-jeg-er-gravid-undskyyyld"-bævren. Og jeg er meget opmærksom på mine udbrud. For det er ikke i orden, at det går ud over min kæreste. Så jeg øver mig i at blive mere rolig :-) Det er ok at have et temperament, og det er ok at have heftige udbrud indimellem. Men jeg tror, man skal passe på, når det går ud over andre. For de skal også kunne rumme det.

Kender du det med at have et heftigt temperament? I hvilke situationer kan det blive rigtig slemt, og hvordan takler du det?

/Stine

Pick me, pick me!

Tak for din ansøgning til stillingen som kommunikationsrådgiver.

Desværre må vi meddele dig, at du ikke vil komme i betragtning til stillingen, fordi vi allerede nu har modtaget mange ansøgninger fra kandidater, der har erfaringer og kompetencer, som ligger tættere på det, vi leder efter. Vi vælger derfor at arbejde videre med nogle af disse.

Vi vil gerne takke dig for den interesse du har vist og håber du vil følge med på vores hjemmeside, hvor aktuelle ledige stillinger altid er slået op.

Denne mail modtog jeg i formiddags. Endnu et afslag. Jeg har ikke det specifikke tal på de afslag, jeg har modtaget, siden jeg i maj 2010 stod med mit cand.comm.-bevis i hånden. Men det er mange. Rigtig, rigtig mange. Over 200. Jeg har nemlig holdt regnskab ved hjælp af et fint Excel-ark. Og så kan jeg fra tid til anden få overblik og ikke mindst give a-kassen overblik, når de skal vide, hvor mange stillinger jeg har søgt siden sidste møde for tre måneder siden. Det er en god reminder til, hvor svært (læs: umuligt) det er at blive ansat i en fast stilling, specielt som gravid. Herligt, simpelthen.

Jeg har på fornemmelsen, at ovenstående tekst fra pågældende virksomhed bevidner om, at jeg ikke er kommet i betragtning af den ganske simple grund, at jeg er gravid. Og det er forståeligt nok.

Ja, kære læser, dette oplæg bliver endnu et opstød mod systemet fra min side. For jeg er træt. Jeg er så træt af at bruge min tid på jobsøgning. Jeg er gravid og aktiv jobsøgende og tilmed ansat i en løntilskudsstilling på 37 timer om ugen, og de tre aspekter hænger bare ikke sammen. Jeg bliver allerede fravalgt, inden ansøgningsfristen er udløbet af den simple årsag, at jeg er gravid. Og jeg bebrejder ikke virksomheden noget som helst. For hvorfor skulle de ansætte mig fra eksempelvis den 1. juni, når jeg skal gå fra på barsel allerede den 1. august? Det giver jo ingen mening. Jeg spilder både min egen og arbejdsgivers tid ved at sende ansøgning på ansøgning afsted. Det eneste positive er, at jeg får øvelse i fortsat at skrive ansøgninger. Men lige om lidt, når jeg smutter på barsel, går der jo godt og vel et halvt års tid, hvor jeg alligevel ikke har de store muligheder for at skrive nogle ansøgninger.

Men i forhold til at sende 2 stk. ansøgninger afsted om ugen har jeg intet valg; netop nu i denne uge har jeg siddet med i alt 4 ansøgninger, som jeg skal indberette til henholdsvis min anden aktør og til det obligatoriske 3 måneders møde i a-kassen på tirsdag. De skal her notere, hvilke jobs jeg søger, hvornår og hvordan. Fint nok. Arbejde og spild af tid for dem også. Sådan ser jeg på det. Jeg kan sgu da ikke lande et fast job, når jeg er gravid! Og jeg har faktisk et job nu, som jeg bestrider, indtil jeg går på barsel. Hvorfor er det lige, at man ikke kan blive ladt i fred, i hvert fald i min situation, når jeg er i beskæftigelse?! Jeg går ikke derhjemme og feder den. Jeg arbejder 7½ time om dagen, og så søger jeg jobs indimellem, når der er tid til det. Fed løsning at blive holdt til regnskab konstant. Eller hvad? Hvem gavner det?

På tirsdag skal jeg som nævnt møde op i min a-kasse, hvilket så gør, at jeg ikke kommer på arbejde den dag. Til gavn for hvem igen? På det tilsendte brev fra a-kassen står der, at der er vedtaget en midlertidig regel, der lyder nogenlunde således: Når der er 6 uger eller mindre til barsel, kan man blive fritaget for rådighedsmøde i a-kassen. Denne forsøgsordning gælder til og med maj 2012. Så stopper den tilsyneladende. Så hvis der altså var halvanden måned til min barsel, kunne jeg aller nådigst få lov til at slippe og bruge dagen på at arbejde i min løntilskudsstilling i stedet for. Hmm, hvad mon jeg får mest ud af? Og vi ved jo alle, at indtil halvanden måned før barsel, da er vi ledige gravide på lige vilkår med alle de mange andre ansøgere, der findes. Jeps, helt klart. Dvs. jeg er mindst lige så attraktiv som eksempelvis en 29-årig mand. Hvem inden for systemet og/eller Folketinget tror i virkeligheden, at denne påstand er sand? Og igen: hvem gavner det?

Heldigvis er der endelig, endelig kommet mere fokus på, hvordan dagpengesystemet fungerer. Eller rettere: ikke fungerer. Og ikke mindst den måde, jobcentrene behandler os ledige på. Og det er sådan set også mit formål med dette blogindlæg: at skabe mere fokus. Så tal endelig om det og del med dine venner. Der må være andre derude, der er i mere eller mindre samme situation som mig.

I forhold til mere fokus vil jeg fremhæve to aspekter: Dagpengeland, som startede som en række e-mails til vennerne fra akademikeren Lau, og som nu er blevet til en bog udgivet af Gyldendal. Og så har vi A-klassen, som vises på DR2 hver onsdag kl. 20.00. Karikeret og let overdrevet? Ja. Nødvendigt og virkningsfuldt? Ja, bestemt. Det foregår ofte sådan på jobcentre, med post its og "hvilken fugl er du?" - test. Jeg holder rent faktisk meget af de to fremhævede fokuspunkter, for de er skægge, underholdende men måske vigtigst af alt: der er et grad af sandhed i det. Det er rigtig positivt med mere fokus. Så mangler vi blot fokus på, hvilke alternativer der eventuelt kunne forefindes for os ledige gravide. Kunne man måske finde på andre muligheder end at søge job på lige vilkår med alle andre? Ville det eventuelt spare flere mennesker for tid? Mon ikke...

Jeg vil slutte dette indlæg (/opråb) af med at afsløre for dig, kære læser, hvad jeg skriver i mit CV. For ærlig har jeg nu altid været.

Som meddelt i vedhæftede CV er jeg gravid, og jeg går på barsel den 1. august. Jeg håber dog alligevel, at I vil tage mig i betragtning, evt. med henblik på et fremtidigt samarbejde, idet jeg vil gøre en stor forskel for den vigtige sag, [virksomheden] arbejder og står for. 

2 gange om ugen. Jeg bliver træt. Træt af at ligge på knæ og bede: Pick me, pick me!

/Stine

Tabu

Jeg kan rigtig godt lide at være gravid. Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker forventningen om næste scanning, at min kæreste lytter til min mave for at forsøge at høre baby og at glæde, glæde, glæde sig! Og jeg har haft det super nemt i forhold til mange andre kvinder, der som gravide lider af kvalme i løbet af de første tre måneder. Det værste, jeg er udsat for, er migræne, og det er for så vidt også slemt nok, men alligevel: jeg har haft det nemt. Det har jeg.

Indimellem kan jeg dog blive fuldstændig irrationelt sur. Og selvom jeg føler, man ikke må sige sådan noget, så gør jeg det alligevel. Nogle gange har jeg virkelig, virkelig lyst til at en kold øl og en smøg. Og det skal helst være en Ale No. 16 fra gode, gamle Fyns land og en Prince Light. Det virker lidt tabubelagt at føle sådan, når man er gravid, synes jeg. For man skal jo være glad og taknemmelig, når man er i den heldige tilstand. Der er mange, der slet ikke kan blive gravide. Og så er der alle dem, der har det så fysisk dårligt, når de er gravide. Jep, og jeg er skam også glad og taknemmelig. Men her i påsken har det sgu helt ærligt været lidt svært ikke at kunne drikke en øl og ryge en smøg, garanteret af den simple grund, at jeg bare ikke kan.

Jeg fik helt vildt dårlig samvittighed over for pjevsen i min mave, da jeg fredag aften sad og blev frustreret over, at min kæreste tog sig et glas hvidvin og en smøg på altanen. Jeg blev irrationelt sur på ham, for det er sgu da snyd, at han må og kan, når jeg ikke må og kan. Men helt ærligt, hvad er det dog for en forkælet holdning at have? Der skal nok komme en gang, hvor jeg kan drikke en øl igen. Forhåbentlig begynder jeg ikke at ryge igen, for det er i bund og grund rigtig rart at være sluppet af med den dårlige vane. Men altså... hvor vigtigt er det lige med den øl og den smøg? Jeg er gravid, og jeg skal være mor! Men indimellem er det tanken om, hvad jeg kunne før - at jeg stort set var fri til at gøre, hvad jeg ville, når jeg ville.

Og jeg synes egentlig også, det skal være ok at sige: Øv! Jeg er misundelig på alle de påske-kåde unge mennesker, som kan drikke øl hos hinanden og derefter fise på Ludwigsen og drikke sig fulde natten lang, hvis det er det, de har lyst til. Eller lade være, hvis de ikke har lyst. Mens jeg kan spise noget chokolade og læse i et blad og så gå i seng. Og jeg synes, det er snyd, at mænd bare kan opføre sig mere eller mindre, som de plejer - for det er jo ikke dem, der har en lille baby i maven eller skal amme bagefter. Så at de drikker en øl eller ryger en smøg er jo i princippet ligegyldigt og skader ikke det ufødte barn. Det irriterer mig. Burde det ikke være i orden at sige: Nogle gange er det faktisk ikke det aller fedeste i hele verden at være gravid? Det synes jeg, det burde. For jeg tror, at når vi er ærlige over for os selv og også indimellem siger tingene højt til andre, jamen så bliver det hele måske lidt mere reelt og ægte. For det er sgu da ok engang imellem, i løbet af de meget lange 9 måneder, at sige: Gid jeg ikke var gravid bare lige i aften! (og så får jeg fluks dårlig samvittighed igen..!).

Men måske skal jeg ikke have dårlig samvittighed over at tænke og føle sådan indimellem. Jeg er bare et menneske, som tidligere har haft en vane med rygning i hverdagen og alkohol i weekenderne, jamen så er det måske ikke så mærkeligt, at det her i forårstiden med ferie og det hele godt kan være lidt tungt at skulle noget helt andet. At skulle have en helt anden tankegang. Jeg siger det lige igen for at slå det fast: Jeg elsker at være gravid. Jeg er så glad og taknemmelig for, at alt går godt. Men nogle gange har jeg bare lyst til en kold øl og en smøg, og sådan er det! For jeg er bare et menneske.

/Stine

Relationer

Jeg har for nylig fundet ud af, at når man er gravid, så gør man meget op med relationer. Man kan tage nogle opgør med nogen, mens man ender med at afskære andre, fordi man simpelthen ikke kan holde dem ud, og fordi de behandler én og ens kære dybt uretfærdigt. Nok må være nok.

Jeg synes, det med relationer er blevet endnu mere udtalt for mig, efter jeg er blevet gravid. Og i bund og grund handler det vel om, at man bare vil det bedste for sit barn - give ens ufødte barn de bedste vilkår at vokse op i. Og det, tror jeg, for så vidt er sundt nok. Det viser, at man umiddelbart har ret gode forudsætninger for at blive en god forælder, som vil beskytte sit barn og tilbyde gode vilkår efter bedste formåen.

For nylig var jeg selv ude for en meget ubehagelig episode, hvor en person i den grad overskred mine grænser, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at sige fra. Jeg vil ikke, at mit barn skal vokse op med denne konflikt tæt inde på livet, og konflikten ville være tæt på, hvis ikke der blev gjort noget. Og der blev gjort noget. Heldigvis.

Jeg er af den overbevisning, at man skal være tolerant, sympatisk og forstående. Og generelt tro på det bedste i andre mennesker, for hvor er man ellers henne? Det er da også yderst sjældent, jeg har oplevet direkte dårlig behandling fra andre mennesker. De fleste mennesker er søde og rare. Men altså tydligvis ikke alle. Og der er grænser. Jeg mener, man bør stole på sine egne grænser og på, at man selv kan mærke, når nok er nok. Og det gælder sådan set ikke kun, når der er et barn i vente, men ligegyldigt hvad. Jeg er nok bare blevet mere opmærksom og følsom over for relationer. Der er sgu ingen, der skal pisse på mig og min lille familie, og sådan er det! Og det er vel i virkeligheden et stærkt træk, som jeg skal holde fast i som kommende mor?

God påske derude :-)

/Stine

Jobsøgning, løntilskud og graviditet

Jeg er gravid. Og jobsøgende. Og altså i princippet ledig. På én eller anden måde hænger det bare ikke helt sammen. Det skurrer lidt i ørerne. For trods diverse forsøg på ligestilling, så er det altså bare tæt på umuligt at score et job, når man er gravid. Og det er jo sådan set forståeligt nok.

Hvis jeg forsøger at sætte mig i modtagerens sted, i arbejdsgiverens sted, jamen så ville jeg da sikkert heller ikke satse på en gravid kandidat - og slet ikke, når der er ca. 200 andre egnede og dygtige kandidater. Så ikke nok med, at krisen stadig kradser - hvis man er gravid er det rent faktisk umuligt at blive ansat. Det er ganske enkelt for dyrt.

Der er dog et lille men. For det er der jo (næsten) altid, ikke? Jeg er i løntilskud. Løntilskud betyder kort fortalt, at man er ude i aktivering og får prøvet sine kompetencer af. Man får løn af virksomheden, som så får et tilskud fra kommunen. Man skal ikke udfylde dagpengekort imens. Og arbejdspladsen er naturligvis fuldt ud klar over, at jeg er gravid, og at jeg skal på barsel på et tidspunkt. Så der er klare linjer, og det kan jeg godt lide.

For noget tid siden var jeg til en samtale om en projektstilling på 2 år. Det gik rigtig godt, vi havde en god dialog, men jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortælle, at jeg var gravid. På det tidspunkt var jeg ikke særligt langt henne, omkring halvanden måned, men alligevel... Jeg var meget i tvivl, og jeg følte ikke, det var rigtigt at undlade at fortælle det. Hvordan ville jeg egentlig selv have det som arbejdsgiver, hvis det var omvendt? Så jeg tog min seje fagforening med på råd, og den venlige og forstående dame sagde til mig, at jeg ikke skulle meddele noget, når jeg ikke var længere henne. Det undlod jeg derfor at gøre.

Jeg gik ikke videre til anden samtale. Og jeg må indrømme, at det faktisk var en form for lettelse, der skød igennem mig, da jeg modtog opringningen fra den pågældende arbejdsplads. Puha, så skulle jeg ikke tage stilling til dét. Og samtidig var det da også en såret stolthed og skuffet faglighed, der kom frem, for det er bare aldrig rart med afslag. Og dem får man godt nok mange af som akademiker, og sådan har det været i omkring 3-4 år.

Nå, livet går videre, tænkte jeg, og relativt kort tid efter kom der så en åbning i form af den stilling, jeg er i nu. Som jeg er glad for. Det er nogle dejlige mennesker, der er megen fleksibilitet og jeg har nogle interessante og relevante opgaver, som helt sikkert vil gøre nytte i fremtiden. Men... der er altså noget galt med systemet. Jeg får løn af virksomheden, og jeg skal ikke udfylde det vanvittigt ophidsende dagpengekort. Men jeg skal stadig søge 2 jobs om ugen, og jeg bruger 100 % af min dagpengeret imens. Hmm...

Tænk, hvis jeg, mens jeg var i løntilskud, blot brugte 50 % af min dagpengeret -f.eks. løntilskud i 6 måneder = dagpengeret svarende til 3 måneder. Det ville da være til at tage og føle på, og det ville give mere mening. Og imens man skal arbejde 37 timer/ugen i løntilskud, så skal man naturligvis søge jobs ved siden af. Heldigvis er det sted, jeg er havnet, så fleksibelt, at der er mulighed for indimellem at søge jobs i arbejdstiden. Ellers er det lidt svært at nå, synes jeg, når man er hjemme 17-17.30 og egentlig gerne vil slappe lidt af, fordi man er gravid og træt.

Udover det så er der hele miseren om, at jeg som gravid skal søge jobs. Jamen altså, hvorfor? Selvfølgelig bibeholder jeg øvelsen i at skrive ansøgninger, det er jo meget fint, men jeg er halvvejs i graviditeten, og de fleste af de jobs, jeg søger nu, er med start den 1. juli. Jeg går på barsel den 1. august. Er det ikke blot spild af arbejdsgivers og min tid?

Der er arbejde til dem, der arbejde vil, påstår nogen. Nej. Det er der ikke. Jeg har søgt over 200 jobs, mens jeg har været ledig af to strenge, hårde omgange, og jeg har været til 7 samtaler og opnået 2 af jobsene. Det er sindssyge odds, synes jeg. Jeg har sågar søgt jobs, jeg er dybt overkvalificeret til, blot for at få et job: sekretærjobs og servicemedarbejderjobs. Heller ikke her lykkedes det. Og udover at søge jobs, når man er på dagpenge, skal man også være til rådighed 24/7, dvs. når man har frivilligt arbejde, ligesom jeg er frivillig rådgiver i GirlTalk.dk, så kan man risikere, at det bliver trukket fra ens dagpenge, såfremt der er andre lønnede i organisationen. Også selvom man ikke selv er lønnet. Og i virkeligheden handler det jo egentlig bare om, at jeg gerne vil være med til at gøre en forskel og få noget mere erfaring til min videre jobsøgning. Men der er ingen kære mor, når det kommer til systemet.

I bund og grund er jeg af den overbevisning, at vi har utroligt mange goder her i landet. Vi får penge for at tage en uddannelse, når det i mange andre lande koster penge, og vi får hjælp, når vi ikke er i arbejde af den ene eller den anden årsag. Men når systemet bliver så firkantet, at man som ledig gravid skal søge job efter job på lige vilkår med ikke-gravide, så synes jeg, reglerne halter.

Jeg vil gå meget, meget langt for at få et job, og jeg synes, jeg til tider har bidt hovedet af al faglig stolthed og søgt noget, som jeg slet ikke har lyst til - blot for at øge chancerne. De, der er ledige og læser det her, ved, hvad jeg mener. Man bliver et nummer i rækken, lidt ligesom kvæg, og man er en sag, der blot skal ekspederes videre. Det er meget, meget ubehageligt. At søge jobs, mens jeg er gravid og at bruge 100 % af min dagpengeret, når jeg er i job og får løn af virksomheden - det synes jeg er grotesk. Ganske enkelt. Så er det sagt.

Jeg vil ønske jeg en god weekend derude og en god påske :-)

/Stine

Shopping i XL, telte og hikst

Jeg bliver større og større. Der er ingen vej udenom. Og sådan er det jo, når man er gravid. Bliver jeg ved med at fortælle mig selv. Ikke desto mindre har vi kvinder åbenbart én eller anden tosset overbevisning om, at vi da ikke skal tage på - nej, nej, det går slet ikke. Og det er jo ikke kun på maven, man tager på, vel, det er jo ligesom lidt over det hele. Hmm. Denne overbevisning, hvor dum og irrationel den end er, har bragt mig i nogle lidt specielle situationer inden for den sidste uges tid.

Det startede med, at jeg måtte erkende, at jeg ikke længere kan passe min forårsjakke. For nu er det jo blevet forår, og det er bare så skønt. Vinterjakken skal væk, og forårsjakken på. Jeg er den type kvinde, som har 10 jakker/frakker. Unødvendigt? Ja, bestemt. Rart med noget at vælge imellem? Yes! Jeg køber jakker, som andre kvinder køber sko. Derfor har jeg et ret stort udvalg, specielt af forårsjakker/overgangsjakker. Så i sidste uge tog jeg en morgen frejdigt min ene forårsjakke på, blot for at konstatere, at den dårligt kunne lukkes længere. Rart var det i hvert fald ikke. Nå, jamen så måtte jeg jo ud at lede efter en ny og større forårsjakke.

Som jeg står der i butikken med ventetøj finder jeg en ganske fin jakke, som jeg dog lidt ligner et telt i, synes jeg selv. Men der skal jo være plads til, at maven kan vokse, funderer jeg, da jeg står i prøverummet. Dilemmaet med at skulle prøve nyt tøj lige nu, hér godt og vel halvvejs i graviditeten, er, at jeg er vildt meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal snuppe en L eller XL... For der skal jo være plads til, at maven vokser. Jeg hører sætningen igen og igen for mit indre. Og samtidig så ligner jeg bare et lille bitte menneske i et kæmpe telt, når jeg prøver jakken i XL. Så det bliver altså til en L, og så må vi bare håbe på, at det i år bliver en form for sommer i Danmark, så jeg kan nøjes med mindre end jakken, når jeg bliver helt enorm.

Jeg steg op på cyklen og hjulede glad hjemad. På vej op i elevatoren kunne jeg alligevel mærke tårerne presse sig på. Og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg havde jo købt en fin jakke + to lækre bluser. Men tøjet var stooort! Da jeg kom ind til min kæreste, tog jeg mig sammen og viste ham de fine ting. Men lige pludselig brast boblen og jeg hikstede, mens min kæreste stod hjælpeløst og så til. Hvad sker det lige med mig?, tænkte jeg, og kunne for 117. gang konstatere, at det jo nok bare var hormonerne, der viste ansigt igen. Min kæreste er heldigvis meget overbærende med mig i denne tid, for han ved godt, at jeg i forvejen har et temperament, som godt kan komme frem på de mærkeligste tider, og graviditeten har da bestemt ikke gjort det bedre! Så han krammede mig, og lidt efter grinede vi sammen.

Det hér med at blive større som kvinde... Jeg tror simpelthen, det bunder i, at vi kvinder er opdraget i en kultur, hvor man bare ikke tager på. Selv som gravid er det en meget uvant tilstand for os - at tage på og acceptere det ubetinget. I hvert fald i første graviditet. Det er noget pjat, men sikkert også meget naturligt. Det fantastiske er så, at der findes rigtig meget fint ventetøj derude, f.eks. gamacher og en lækker bluse, og det er da skønt! Og samtidig er det jo en ganske plausibel undskyldning for at shoppe igennem med god samvittighed :-)

/Stine