En god roman er som balsam for sjælen

Hej med jer

Det er godt nok længe siden, jeg sidst har været herinde på bloggen og skrive. Helt tilbage til februar skal vi. Tiden går hastigt derudaf med arbejdet og drengene, som jo naturligvis kræver sit. De bliver bare store så hurtigt - nu nærmer den mindste sig halvandet år, og den store fylder fire år om mindre end to måneder! Hvor bliver tiden lige af?? Nå, men det er jo simpelthen bare om at nyde dem og forsøge at lade være med at gå så meget op i det praktiske. Som jeg desværre indimellem har lidt en tendens til, og så fortryder jeg altid om aftenen, når de er kommet i seng. Men på den anden side har de måske også meget godt af at lære, at tøjet ikke vasker sig selv, og at der ikke kommer en lille - dog fantastisk! - fe og rydder hytten om aftenen. Og her til aften havde jeg dejlig hyggestund med den store omkring et biltæppe og et par biler. Vi holdt tilbage ved fodgængerfelter, og han mindede mig om, at jeg skulle huske at sige "Bip-bip-bip", når lastbilen skulle bakke. Det er godt, der kom styr på det!

Når ungerne sover sødt, bruger jeg ofte aftenerne på at læse. Jeg elsker, elsker, elsker en god bog og nyder virkelig at slappe af over den. Jeg foretrækker langt hen ad vejen bogstaverne frem for skærmen. Og jeg har netop færdiglæst romanen "Kvinden i toget" af Patricia Hawkins. Kæft, den var spændende! Nu er jeg også lidt en sucker for krimier, men jeg er faktisk blevet lidt træt af de der femi-krimier, som har været fremme og populære i snart 15 år. De er også spændende, men måske lidt ens. Så derfor hilste jeg "Kvinden i toget" velkommen. Hvis du trænger til en god roman her til ferien, og hvis du - ligesom jeg - er vild med krimi og spænding, kan jeg kun anbefale den.

Rigtig god sommer.

/Stine

Må man skælde sine børn ud?

Debatten raser i disse dage i forhold til, om det er ok at skælde sine børn ud eller ej. Udgangspunktet er en række udtalelser fra Marie Krarup, som er tidligere gymnasielærer og nuværende medlem af Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Hun udtaler blandt andet, at vi voksne har pligt til at retlede vores børn, og at børnene ikke skal elske sig selv i en situation, hvor de er ondskabsfulde eller ubetænksomme over for andre mennesker.

Derudover mener Marie Krarup også, at en ørefigen eller et rap over fingrene i ny og næ er ok, så forældrene tydeliggør over for deres afkom, hvad der er rigtigt og forkert.

Udtalelser, som har vakt voldsomme reaktioner fra forskellige fagfolk. Forståeligt nok, for vi er vel efterhånden klar over, at skæld ud har en negativ effekt? For ikke at tale om "en ørefigen eller et rap over fingrene"? Og naturligvis skal børn elske sig selv - i alle situationer. De skal lære at være bevidste om, hvordan de omgås andre mennesker i stedet for at komme i situationer, hvor de ikke elsker sig selv.

Jeg er på ingen måde enig med Marie Krarup, for jeg tilhører den modsatte holdning: at anerkendende tilgang og rummelighed er vejen frem i forhold til børn. Og jeg forsøger det faktisk dagligt hjemme med mine to drenge på henholdsvis et og tre år. Men jeg må da også ærligt indrømme, at det indimellem er enormt svært at bevare fatningen eller undgå at blive godt gal i skralden eller komme til at kaste bare en lille smule med et stykke legetøj (skete så sent som i går, og nej, jeg er ikke stolt af det). Måske fordi vi voksne bare har svært ved at forstå (små) børns tankegang?

Specielt den store på tre år prøver virkelig grænser af herhjemme for tiden. Hvilket jo er helt naturligt for hans alder. Men hold da op, hvor kan jeg føle mig magtesløs indimellem og have en tendens til at dykke ned på hans (børne)niveau. Og det er jo lige præcis dér, jeg ikke vil havne. For jeg er den voksne. Jeg er hans mor, og jeg skal anerkende, støtte og guide, så han lærer livet at kende. Og når jeg har talt med for store bogstaver eller i afmagt har udbrudt "Kunne du dog ikke bare for én gangs skyld selv prøve at tage din flyverdragt af?!" - ja, så bliver jeg så dårligt tilpas om aftenen, når børnene er puttet og sover sødt i deres senge. Og jeg har tid til at tænke over dagen. For sådan en mor vil jeg ikke være. Og jeg arbejder på at bevare roen og være den voksne. For det er en del af jobbeskrivelsen, når man bliver forælder, synes jeg. At bevare roen.

Forskellen - for mig at se - i Marie Krarups tilgang til skæld ud og min egen (og forhåbentlig også mange andre forældres?) er ret tydelig for mig: hvor Marie Krarup mener, det er ok og ligefrem en relativt fornuftig tilgang til børneopdragelse at skælde ud og ligefrem slå lidt i ny og næ, så mener jeg absolut ikke, det er ok. Der er mange alternative måder at opdrage på, som uden tvivl virker bedre. Når jeg reagerer med store ord, er det i afmagt. Dér ligger forskellen.

Nedenfor kan du se et link fra TV2Nyhederne angående debatten.

/Stine

http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-02-16-marie-krarup-det-kan-vaere-ok-at-give-et-barn-en-lille-oerefigen

Januar - din lede fidus / røvskid!

Ja, så fik vi så også prøvet det. Omgangssyge til hele banden. I forgangne weekend røg først den store på tre år ned med opkast, dernæst min kæreste, så vores mindste søn og til sidst mig. Og pt. er den store sløj med feber og forkølelse. Jamen, altså, hvor jeg bare elsker vinter - og specielt dig, januar, din lede fidus! Også selvom mindstemanden har fødselsdag på torsdag, så er januar stadig en røv-skid af en måned.

Nå. Sådan er det jo at have små børn. Men hårdt er det sgu, når man selv ligger med hovedet i kummen og bare vil sooove. Og det kan man jo ligesom ikke, når der er to størrelser, som har brug for én. Godt, vi er to voksne til stede på matriklen. Og jeg må da også indrømme, at jeg i løbet af weekenden flere gange tog mig selv i at tænke: To børn + to voksne = en familie. Punktum. Bum. For os fungerer det i hvert fald bedst sådan. For selvom vi leger med tanken om tre børn, og at den ældste måske var 10 år, den yngste 8 år og måske en lille efternøler på 2-3 år - ja, så trænger de store jo også til kram, knus og ekstra kærlighed, når de er syge. Og det var så dér, jeg stod af i min tankerække. To børn er så fint til os.
Ikke at vi går og overvejer flere. Absolut ikke. For med vores stigende aldre, mine tiltagende lændeproblemer og diverse andre foranstaltninger - gider jeg virkelig være gravid igen-igen? Nej, vel?! Føde? Heller ikke rigtigt. Forsøge igen-igen med amning + endnu flere søvnløse nætter? Hell, nooo! - så er vi ganske enige i, at to voksne og to børn er passende for vores familie.

I dag, trods en lille-bitte smule feber og hoste hos ældstesønnen - havde jeg bare behov for at komme UD. Og det være sig et andet sted og med et andet formål end en tur til kiropraktor eller i DøgnNetto for at købe mere toastbrød og æbler til de sarte maver. Adrian og jeg tog derfor cyklen til Enghave station, hvor vi hoppede på et S-tog til Klampenborg, gik en tur, gloede på busser, heste og udflytterbørnehavebørn, og derefter tog vi S-toget hjem igen. Herligt. Og dejligt med lidt luft under vingerne igen. Man bliver jo stille og roligt vanvittig af at glo på de samme vægge herhjemme. Så dejligt og tiltrængt var det.

Og nu sidder jeg og drømmer om at komme en tur i biffen i næste uge. Måske bare helt alene en formiddag. Jeg gad godt at se Thomas Vinterbergs "Kollektivet" nemlig. Og jeg VED bare, at jeg ville elske de par timer i biografsædets rolige, trygge og lune skød. Mon der kunne være et slip i sygdom i næste uge? Der er det jo trods alt februar. En måned, jeg har langt større tiltro til end januar, din lede fidus og røvskid af en måned!

/Stine

Det dér søvn

Herhjemme sover vi sådan lidt på kryds og tværs for tiden. For os gælder det om, at vi alle fire, store som små, får mest muligt søvn. Det er yderst sjældent, at vi alle fire sover godt og igennem hele natten, men hvis bare to eller tre af os kan sove godt, jamen så er det jo nærmest optimale forhold.

Søvn. Det evindelige "issue" blandt småbørnsfamilier. Fordi det bare aldrig rigtig kører helt vildt godt, mens børnene er små. Og fordi, at jo flere man er, jo mere udfordrende bliver det bare. Specielt når de to poder sover sammen.

De sidste tre uger har den lille Bastian på snart 11 måneder formået at være vågen ca. halvanden time stort set hver nat. Hvorfor? Har ingen anelse. Måske noget med tigerspring, tænder, vuggestuestart? I don´t know. Og lige det dér med tigerspring er jeg egentlig også lidt loren over for og gider ikke gå så meget op i. Summa summarum: barnet sover ikke natten igennem, og det generer hans storebror, så vi prøver en løsning med, at den ene af os voksne sover med Bastian i vores dobbeltseng. Det afholder ham fra at græde, men det afholder ham absolut ikke fra at være vågen i halvanden time.

I nat var det mig, der tog tørnen, og bedst som vi lå der, og jeg tænkte: han er nu nuttet med de små "jeg-er-lige-ved-at-falde-i-søvn-lyde", ja, så får han viklet mit hår om sine små, buttede fingre. Forsigtigt og med "shhh"-tonen på vikler jeg hans fingre ud af mit hår og anlægger mine til, at nu skal vi sove.

Hvorefter han siger flere små, nuttede lyde. Godt, tænker jeg. Vi er på vej hen mod søvnen! Men nej. Pludselig har jeg en 12 kg. baby på min ryg. Og han klapper! Hvad fanden er der lige at klappe af kl. 1.45 om natten?! Nænsomt lægger jeg yngstesønnen ned igen, stikker ham bamse og sut, siger "Shhh... sh!" og lægger mig til rette. NU skal vi sove!

Sådan går tiden, og lidt i 3 falder han endelig i søvn. Og vågner igen kl. 5.30. Ja, så står vi da op, gør vi!

Det er sgu hårdt. Den dér manglende nattesøvn. Og samtidig ved jeg bare, at jeg - om en 10-15 år? - kommer til at savne den nærhed, der jo er i at sove sammen. Det er jo hyggeligt. Og rart. Og trygt. Men jeg vil fandeme gerne snart sove!

Glædelig jul og godnat.

/Stine

Timeout!

Ja, så gik der så lige en fem ugers tid, før jeg fik tid til at skrive endnu et blogindlæg. Jeg har ofte tænkt på, at NU må det altså være. Jeg vil jo gerne holde liv i min blog, skrive og dele lidt med jer læsere. Men så sker der altid lige ét eller andet, som er akut, og så går tiden. Men nu er jeg her igen!

Og jeg skal da lige love for, at jeg bare er FÆRDIG! Dagen starter typisk et sted mellem kl. 4-6, alt afhængigt af humør hos drengene, om nogen har lavet noget i bleen, om der er lyde, der forstyrrer, om sulten gnaver eller hvad det nu kan være. De sidste par morgener er den store daffet ind til mig i sengen og har sovet lidt længere (i morges gik der godt nok 1 time, før han faldt i søvn. Og jeg måtte vække ham kl. 7) - på den måde kan han måske undgå at falde i søvn i børnehaven om eftermiddagen og risikere et ramaskrig af den anden verden, når han bliver hentet. Det er heller ikke sjovt at blive vækket... Min kæreste overtager så den stores seng, indtil den mindste er vågen. Smart? Det ved jeg ikke? Holdbart? Næppe. Effektivt her og nu? Bestemt.

I dag har været en mildest talt lortedag. Ja, lortedag. Jeg er for tredje gang på et par måneder blevet pisse forkølet og orker ærligt talt ikke rigtig noget og - indrømmet - længes bare en lille bitte smule til de dage, hvor jeg rent faktisk kunne tillade mig at lægge mig ned og være syg! Med lommeletter, en god bog, snacks og en film ved min side. Those days are truly gone!



Uh, hvor lyder jeg sur og træt. Det er jeg faktisk også lidt. For i disse dage består min dag af:

1) Knald på fra morgenstunden med havregrød, der skal laves og aller helst på forhånd være tempereret, tøj, der skal på og bleer, der skal skiftes.
2) Af sted til børnehaven med den lille i klapvogn og op i bæreselen, fordi den store stadig ikke er så stor, at han selv klarer det med sko, tøj, huer, vanter og håndvask selv. Fedt, det er ved at blive vinter..!
3) Hjem igen og fodre den lille.
4) Vasketøj, oprydning og diverse brandslukninger, fordi den lille bare ikke vil have, at hans mor så meget som går på toilettet eller tager en tår vand, uden at han sidder på armen.
5) Fodring af den lille.
6) Den lille puttes, og der skal igen ryddes op.
7) Så skal jeg SOVE. Men sover aldrig rigtigt helt, jo, for er jo bevidst om, at den lille nok skal have sutten en 5-10 gange på den times tid, han sover.
8) Den lille skal have mad, og jeg skal også gerne have lidt frokost. Her er proteinbarer blevet min nye ven. De er pisse dyre, men feder ikke (gør de vel?), og de er lynhurtige og smarte at snuppe med i farten. Det der med at smøre mad - forget it.
9) Hvis jeg ikke har afleveret om morgenen: af sted til børnehaven med den lille i klapvogn, op i bæreselen, ind og hente. Vaske hænder og iklæde tøj på børnehavebarn, som har tusind planer for, hvad han vil lige nu.
10) Evt. på legeplads eller hjem og fodre begge, skifte bleer, diverse brandslukninger, fordi de begge kræver noget af deres mor NU.
11) Min kæreste kommer hjem og laver mad (jeg elsker dig, Christian! Jeg elsker også, at du laver maden!). Jeg prøver at lege lidt med begge drenge, men de skændes og driller allerede hinanden (dog er det endnu mest den store, der driller den lille), så det bliver igen noget med diverse brandslukninger.
12) Aftensmad, hvor den store er ved at falde i søvn, fordi han ikke længere sover middagslur.
13) Nattøj, vask, evt. bad, bleer, godnathistorier og -sange og GO-NU-NAT.
14) Puuuste ud.
15) Oprydning, opvask.
16) Jobsøgning / fittnes.
17) Kl. ca. 22: Fri for i dag.
18) Kl. ca. 22.15: Zzzzzz

- og derefter starter det hele forfra igen dagen efter.

Er det bare mig, eller er det ok at blive bare en lille smule TRÆT engang imellem?! Naturligvis er weekenddagene jo ikke som ovenstående; da er vi to voksne hjemme, og vi SKAL ikke ud ad døren. Men altså... FUCK, hvor er det bare pisse hårdt at have to små størrelser!

Jeg er lykkelig for:

1) Mine to sunde og dejlige drenge. Også selvom jeg lyder som en egocentrisk, surt-opstødende dame lige nu. Men jeg er syg. Og træt.
2) At min kæreste går på barsel om en måneds tid.
3) At vi skal besøge mormor i weekenden.
4) At mormor går på pension om 4 måneder og 18 dage.
5) At jeg ved, at alting bare er en periode, og at de to drenge om nogle år er selvhjulpne, glade og stærke individer (!) der elsker deres mor og er glad for, at hun var konsekvent og måske også kom til at hæve stemmen lidt for højt dengang i 2015.

Nu vil jeg se et afsnit "Prison Break", ikke tale med nogen og ikke være noget for nogen i 43 minutter. Men jeg er alligevel i konstant alarmberedskab, for der sker gerne ét eller andet lige rundt om hjørnet. Måske er det også derfor, jeg konstant bliver syg?

/Stine

Life is what happens while you´re busy making other plans...

Jeg elsker det citat af John Lennon. Det giver bare så meget mening. Og det rammer bare så meget plet i mit liv lige nu og her.

Jeg sad før ved tasterne og arbejdede lidt på mit CV, for nu står den snart på jobsøgning. Min barsel slutter ved udgangen af året, og jeg ønsker mig et rigtigt job med faste rammer og fleksible mødetider, he. Og så var det jeg kom i tanker om den her blog, så nu må jeg lige tage mig sammen og få skrevet endnu et blogindlæg. For jeg vil jo gerne. Skrive. Fik lige kigget på, hvor længe siden det egentlig er, at jeg har skrevet sidst; slut april. Det dur ikke!

Øjeblik - skal lige ind til min store søn og fortælle ham, at NU er det altså sengetid...

Ja, det er så lidt mit liv i en nøddeskal; det er eddermaneme sjældent, at jeg kan sætte mig ned og koncentrere mig og fokusere i mere end 5 minutter af gangen. Men sådan er det jo bare at have små børn.

I går fyldte min store søn tre år. Tre år! På en måde føles det også som tre år siden, jeg fødte ham. For hold nu op, hvor er der sket meget. Både med ham og med mig. Jeg er blevet mere træt. Jeg er blevet mere fleksibel. Jeg er blevet virkelig god til at hænge en kæmpe bunke vasketøj op på no time. Og rydde op, underholde mindstesønnen, synge sange og danse med storebror og dampe sutteflasker på samme tid. Og så er jeg ved at lære at blive mere tålmodig og rolig...

I forhold til citatet af John Lennon er det egentlig mest en reminder til mig selv. Jeg skal øve mig i at leve mere i nuet. Og ikke gå så hulens meget op i alt det praktiske, der ifølge min indre kontrolfreak bør være styr på. For når man har små børn, så kan der bare ikke være styr på ALT. Og det er ok.

Life is what happens to me while I´m busy making other plans.

Og min søn sover ikke endnu...

/Stine

Mor til to

Jeg er midt i en proces. En proces, hvor jeg skal erkende de vilkår, jeg har valgt her i livet. Og finde ro i hverdagens tumult til at nyde det. Nyde livet, mine to dejlige drenge og min fantastiske kæreste.

Hånden på hjertet: jeg synes, det er pisse hårdt at være forælder til to små børn. Det er også dejligt, men jeg tager mig selv i - med røde ører og en følelse af, at sådan-kan-jeg-jo-ikke-tillade-mig-at-have-det - at tænke, at det meste af tiden er det bare sindssygt hårdt at have to små børn.

Hverdagen går efterhånden op i logistik, planlægning og en følelse af turbo konstant. Nej, ikke konstant. Ikke fra kl. 20 om aftenen, hvor der er ro på. Og det er netop også i aftentimerne, at jeg tager mig selv i at tænke, at de jo bare er skønne, mine to drenge på henholdsvis 3 måneder og 2 et halvt år. For så sover de, og sovende børn er jo så søde og nemme...

Da jeg havde afleveret den store i vuggestuen i dag med lillebror på slæb i Voksien (med omtrent 7 kg. er det efterhånden pænt tungt at bære ham ned ad den lange gang i vuggeren), gik jeg en stille tur i Enghaveparken. Og så begyndte jeg bare at tude. For jeg blev ked af, at jeg ikke nyder noget mere. At jeg føler, jeg yderst sjældent når til bare at nyde. Måske hænger min tudetur også sammen med, at den store har været lidt småsløj og derfor været hjemme de sidste par dage. Og man skal ikke kimse af det: 2 år er en svær og meget spændende alder! Og lillebror er forkølet igen og hoster og hakker og kan ikke finde ro. Og mor her trænger til et break.

Måske er jeg bare lidt sensitiv og har brug for at bearbejde tingene indimellem. Noget, som er svært at nå i en hverdag med to små børn. Og så er det, at filmen knækker for mig engang imellem. Når storebror - på vej ud ad døren - begynder at slå på elevatordøren, eller når han bare ikke vil vaske hænder/tage tøj på/gå hen med tallerkenen, fordi han er i gang med noget andet. Og samtidig græder lillebror. Så er det, at jeg indimellem tænker: Det her er faktisk tæt på et umenneskeligt pres. Og naturligvis klarer jeg den jo; det har utallige kvinder gjort gennem tiden, så hvorfor skulle jeg ikke også? Men bagefter kan luften gå af ballonen i en grad, så jeg bare er helt færdig og ked af det. Fordi jeg enormt gerne vil nyde tiden lidt mere, inden drengene bliver store og ikke gider deres mor på samme måde. Og fordi jeg ikke gider at skælde ud, skynde på og sige nej alt for tit.

Jeg føler mig utaknemmelig ved at skrive det her. For jeg har jo selv valgt det - sådan er livet med små børn og tænk på alle dem, der slet ikke kan få børn af den ene eller den anden årsag. Bevares, det er sandt. Og jeg er også taknemmelig og ikke mindst stolt af at have sat to så skønne drenge i verden sammen med min kæreste. Indimellem bliver jeg bare træt og udmattet i en lidt for høj grad. Og jeg ved, at det er på tide at erkende, at sådan er det at have små børn. Vi må tage én dag af gangen. Stille og roligt. Og kærligheden er der, og jeg nyder det nok alligevel mere, end jeg selv er klar over.

/Stine