Kære læser. Dette blogindlæg er ikke spækket med positive beskrivelser af, hvor skønt det hele er. For lige for tiden er det hele ikke bare skønt. Og jeg ønsker, at denne blog skal være ærlig, hudløs og råt for usødet fortælle om, hvordan livet også kan være indimellem. Så er du advaret, og jeg håber selvfølgelig, du vil læse med alligevel ;-)
Ferien er slut. Adrian er afleveret i vuggestuen, og Christian er taget på arbejde. Jeg har brugt formiddagen på at gøre rent og søge de to obligatoriske jobs, jeg jo skal søge, når jeg er tilmeldt dagpengesystemet. Som om jeg kan blive ansat nogle som helst steder, når jeg er omtrent halvvejs i min graviditet. Det er history repeating fra sidste graviditet; ledighed og graviditet = dårlig kombination. Men gider bare heller ikke være ældre, når jeg får nummer to. Ligesom jeg synes, det er en fin aldersforskel med de to et halvt år, der kommer til at være mellem Adrian og den lille. Og hvem ved, hvornår der findes et fast job til mig? Der kan jo gå år...
Her er stille. Kan godt mærke, jeg lige skal vænne mig til det. Stilheden og det at være alene med mine mange tanker. Puh, den her graviditet er altså noget anderledes end graviditeten med Adrian. Jeg føler mig mere træt. Og mere gnaven og trist. Humøret var lidt bedre med Adrian, synes jeg at huske. Eller måske glemmer man bare det lidt negative? Det er jo heldigvis sådan, at vi mennesker har en tendens til at glemme og frasortere det, vi ikke skal bruge til noget. Heldigvis.
Og dog. I forgårs var Christian i byen, og da jeg havde puttet Adrian, kom jeg til at mindes amningen med Adrian. Som gik totalt galt. Jeg forsøgte at få det til at fungere i ni meget lange og smertefulde uger, men måtte til sidst kapitulere og kaste håndklædet i ringen. Til stor lettelse for os alle tre i hjemmet. Der kom ro på, og jeg fandt overskud til at nyde tiden med Adrian, i stedet for at tænke på, hvornår han mon vågnede igen, og hvornår det dermed skulle gøre nas at made ham.
Jeg blev helt ked af at tænke på amningen, fordi jeg forestiller mig at forsøge igen med den lille. Og denne gang er der jo ingen hjælp at hente fra personalet på barselsgangen, for vi bliver formodentlig (og forhåbentlig!) sendt hjem rimeligt hurtigt efter fødslen, hvis alt er vel. Den uge, vi var på barselsgangen med Adrian, benyttede vi godt nok personalet helt utroligt meget til at hjælpe med den amning. Men denne gang er det bare selv at finde ud af det - eller igen at kaste håndklædet i ringen.
Som jeg sad der og tænkte og tudede lidt for mig selv i sofaen på en lørdag aften (åh, hvor kan man få ondt af sig selv!), slog tanken pludselig ned i mig: måske skulle jeg tage en beslutning om at afbryde mælkeproduktionen med det samme efter fødslen og simpelthen slet ikke amme? Men så blev jeg bare endnu mere ked af det og tænkte, at jeg da i det mindste må forsøge.
Ja, denne graviditet er i sandhed anderledes. Jeg savner sgu lidt at have mere overskud og være i bedre humør. I det mindste er kvalmen gået nogenlunde væk. Måske kommer humøret igen snart. Og nu vil er jeg ganske enkelt nødt til at tage en middagslur!
/Stine
For eksempel ville jeg den anden dag lige handle et par småting sammen med Adrian på vej hjem fra vuggestuen. Jeg får samlet varerne og lagt dem på båndet. Kassedamen nævner beløbet. Og jeg må så tilstå, at jeg ikke har min pung med. Senere på dagen gik jeg ned og handlede de samme ting. Og glemte noget chokolade, som jeg måtte ned og hente. Heldigt, at DøgnNetto ligger i vores stueetage!
