Turbulente tanker

Kære læser. Dette blogindlæg er ikke spækket med positive beskrivelser af, hvor skønt det hele er. For lige for tiden er det hele ikke bare skønt. Og jeg ønsker, at denne blog skal være ærlig, hudløs og råt for usødet fortælle om, hvordan livet også kan være indimellem. Så er du advaret, og jeg håber selvfølgelig, du vil læse med alligevel ;-)

Ferien er slut. Adrian er afleveret i vuggestuen, og Christian er taget på arbejde. Jeg har brugt formiddagen på at gøre rent og søge de to obligatoriske jobs, jeg jo skal søge, når jeg er tilmeldt dagpengesystemet. Som om jeg kan blive ansat nogle som helst steder, når jeg er omtrent halvvejs i min graviditet. Det er history repeating fra sidste graviditet; ledighed og graviditet = dårlig kombination. Men gider bare heller ikke være ældre, når jeg får nummer to. Ligesom jeg synes, det er en fin aldersforskel med de to et halvt år, der kommer til at være mellem Adrian og den lille. Og hvem ved, hvornår der findes et fast job til mig? Der kan jo gå år...

Her er stille. Kan godt mærke, jeg lige skal vænne mig til det. Stilheden og det at være alene med mine mange tanker. Puh, den her graviditet er altså noget anderledes end graviditeten med Adrian. Jeg føler mig mere træt. Og mere gnaven og trist. Humøret var lidt bedre med Adrian, synes jeg at huske. Eller måske glemmer man bare det lidt negative? Det er jo heldigvis sådan, at vi mennesker har en tendens til at glemme og frasortere det, vi ikke skal bruge til noget. Heldigvis.

Og dog. I forgårs var Christian i byen, og da jeg havde puttet Adrian, kom jeg til at mindes amningen med Adrian. Som gik totalt galt. Jeg forsøgte at få det til at fungere i ni meget lange og smertefulde uger, men måtte til sidst kapitulere og kaste håndklædet i ringen. Til stor lettelse for os alle tre i hjemmet. Der kom ro på, og jeg fandt overskud til at nyde tiden med Adrian, i stedet for at tænke på, hvornår han mon vågnede igen, og hvornår det dermed skulle gøre nas at made ham.

Jeg blev helt ked af at tænke på amningen, fordi jeg forestiller mig at forsøge igen med den lille. Og denne gang er der jo ingen hjælp at hente fra personalet på barselsgangen, for vi bliver formodentlig (og forhåbentlig!) sendt hjem rimeligt hurtigt efter fødslen, hvis alt er vel. Den uge, vi var på barselsgangen med Adrian, benyttede vi godt nok personalet helt utroligt meget til at hjælpe med den amning. Men denne gang er det bare selv at finde ud af det - eller igen at kaste håndklædet i ringen.

Som jeg sad der og tænkte og tudede lidt for mig selv i sofaen på en lørdag aften (åh, hvor kan man få ondt af sig selv!), slog tanken pludselig ned i mig: måske skulle jeg tage en beslutning om at afbryde mælkeproduktionen med det samme efter fødslen og simpelthen slet ikke amme? Men så blev jeg bare endnu mere ked af det og tænkte, at jeg da i det mindste må forsøge.

Ja, denne graviditet er i sandhed anderledes. Jeg savner sgu lidt at have mere overskud og være i bedre humør. I det mindste er kvalmen gået nogenlunde væk. Måske kommer humøret igen snart. Og nu vil er jeg ganske enkelt nødt til at tage en middagslur!

/Stine

Den meget lille T-shirt, som engang gav mening at beholde i tøjskabet

Må dele min energi med dig, kære læser. Har været enormt effektiv de sidste par dage, nu da jeg er arbejdsløs og har så meget tid. Har gjort hovedrent (tiltrængt!) og muget ud i tøjskabe, som indeholdt tøj tilbage fra 90´erne. Som i tøj, jeg ikke har brugt siden 90´erne. Ud med det!

Hvorfor er det lige, vi (læs: kvinder) beslutter os for at gemme tøj, som vi ikke har gået med i virkelig lang tid? Hvad er det, der får os til at tro, at den der stribede gule og hvide T-shirt helt sikkert kommer på overkroppen én eller anden dag ud i fremtiden?

For mit eget vedkommende tror jeg egentlig mest, det handler om et håb. Et håb om, at jeg en dag vil kunne passe den pågældende T-shirt igen. Uden at maveskindet vælter ud.

Kender du det? Når jeg tænker tilbage på, da jeg havde den der T-shirt på, syntes jeg, at jeg var for tyk. Jeg ville gerne tabe mig, så jeg kunne være mere slank og mere pæn. Og da jeg i dag gennemgik mit tøj og prøvede T-shirten, tænkte jeg bare: "Hvad var det lige, jeg tænkte på dengang?! Jeg må da have været en hottie, når jeg kunne passe den her T-shirt - uden at maveskindet væltede ud.". Hm.

Men ak - jeg må jo erkende, at jeg altså ikke er 22 år længere. Og derfor næppe heller kommer til at passe den (meget!) lille T-shirt igen. Og hva´ så egentlig? I stedet for min tidligere relativt slanke skikkelse har jeg nu fået en familie. Og en krop, der bærer præg af at have født. Det er da egentlig en ganske god byttehandel.

Så jeg har simpelthen ryddet op i alt mit tøj + været i Silvan og shoppe til badeværelse samt købt (OG samlet!) en skoreol - vildt plads-besparende i øvrigt!

Her sidder jeg så tilbage med en god fornemmelse af at have ryddet op. En fed fornemmelse. Hvad skal jeg så lave i morgen - ud over at aflevere de mange sække til genbrug? Må finde på nogle flere projekter herhjemme, så jeg kan holde mig beskæftiget. Er sågar begyndt at overveje at genoptage korsstingsbrodering. Ja ja, kald mig bare mormor...

/Stine

Negligeret blog... undskyld.

Ja, jeg ved det godt. Og har faktisk også lidt dårlig samvittighed. Men jeg har ikke haft det store overskud til at pleje min blog de sidste mange måneder. Og var lige ind og tjekke: 3 indlæg på et halv år. Not good enough. Ikke hvis man gerne vil blive ved med at skrive på en blog, i hvert fald.

Jeg lover, at det nok skal blive bedre. Fra på tirsdag har jeg meget mere tid. Meget. Mere. Tid. For min projektkontrakt udløber, og jeg kan derfor kalde mig arbejdsløs. Hm. Ikke ligefrem en titel, jeg er glad for at skulle vende tilbage til. Men sådan er det. Jeg vil sørge for at nyde min dejlige familie og nyde at have mere tid. Og prøve at se positivt på det. Selvom det sidste nu ikke altid falder mig let...

Og så er det jo ligesom sommer. Og dermed ikke den aller værste tid at gå hjemme. I morgen tager vi for eksempel til Fyn og er sammen med min familie. For Adrians lille fætter skal døbes. Dejligt.

God sommer derude.

/Stine

Pinsehygge

Ahh, sikke mange fridage der lige har været. Det har bare været fantastisk, og vi har hygget med lange gåture, en tur i zoo, en tur i Den Blå Planet, is, milkshakes, vandmelon og sommer. Elsker det!

Her er et par billeder fra den forlængede pinse-weekend:

I slutningen af denne måned udløber min projektkontrakt på mit arbejde, og jeg skal til at være jobsøgende igen. Jeg magter det ikke, og jeg magter slet ikke at tænke på det, så jeg forsøger at fokusere på det gode i mit liv. Og det er der heldigvis masser af. God fridag.

/Stine

Forår

Nu må det være tid til et lille indlæg her fra mig. I anledning af forår og påske. For nu lader det til, at vejret endelig er blevet lidt mildere. Og det er nu rart.

Og efter at have været i skønne Rom i sidste uge med Adrian og Christian - ja, så var det bare hundekoldt at komme hjem! Jeg frøs hele mandagen, men nu begynder det så småt at være ok med vejret. Må blot erkende, at +15 grader passer mig bedst. Det var den lækreste tur til Rom, en miniferie fra onsdag til søndag. Anderledes og sjovt at rejse med en 1½-årig dreng. Vi fik oplevet og set en masse, dejligt.

Nu venter der yderligere fem dage med ferie. Turen går til Bakken én af dagene for at se, om der kunne være nogle sjove forlystelser for den lille fyr. Spændende, om han synes, det er sjovt/kedeligt/skræmmende. Forhåbentlig det første...

God påske derude :-)

/Stine

No. 100

De sidste par dage har jeg tænkt på min blog, som jeg startede for snart længe siden. Den har handlet rigtig meget om graviditet, jobsøgning og baby. Og nu er nr. 100 indlæg her så. Efter en laaang pause, hvor jeg mest af alt bare har arbejdet, været sammen med mine dejlige drenge og ... Den ene dag tager den anden, og pludselig skriver vi februar 2014. Hvad sker der lige for det?! Tiden går så overvældende hurtigt, og jeg tager mig selv i at tænke, at jeg skal huske at stoppe op og nyde det. Nyde NU.

I tirsdags, da jeg hentede Adrian fra vuggeren, gik vi spontant i Enghaveparken, grinede, gyngede og hyggede. Det var så fedt bare at være sammen med min dejlige søn. Om vi så går lige hjem, som her til eftermiddag, eller om vi skal handle eller gynge i parken - der skal være ro til bare at være sammen. Dét er guld.

Lige nu har jeg Stina Nordenstams "Little Star" kørende, mens jeg nyder en rom&cola på denne rolige, fredfyldte fredag, sene, aften. Skønt. Jeg nyder.

Hvornår tager du dig tid til at nyde?

/Stine

Hverdag

Øjenbetændelse er dagens issue herhjemme. Ja, så kom den. Betændelsen, der ikke kan undgås hos småbørnsforældre. Åbenbart. 15 måneder er den lille fyr præcis i dag, og så er det vel egentlig meget flot at have undgået den så længe. Hmm...

Jeg giver det til april. Til april er hans immunforsvar blevet SÅ meget bedre. Jeg tror på det! For den her første vinter i institution er rimelig hardcore. Og det var jeg jo i virkeligheden godt klar over. Men så igen: hvad f..... er man forberedt på, når det kommer til de små poder? Ikke en bjælde. Jo jo, den første vinter bliver sikkert lidt slem, men det klarer vi fint... Jo. Det gør vi. Men ikke uden barnets første sygedag. Og anden sygedag. Og dertil egne sygedage oveni hatten, fordi man indimellem sjovt nok bliver smittet af sit eget barn. Ikke let når begge forældre har arbejde.

Men vi klarer den. Og egentlig ganske godt, synes jeg. Vi har begge meget fleksible arbejdspladser, som accepterer, når vi igen-igen må blive hjemme pga. feber / opkast / diarré. Gudskelov for fleksible og forstående arbejdspladser!

Det kommer bag på mig, at der er så megen sygdom. Jeg vidste det vel godt. At når man putter sit barn i institution, så er det uundgåeligt med diverse dårligdomme. Og slemt har det vel egentlig ikke været i forhold til gennemsnittet - men alligevel... Feber, forkølelse, øjenbetændelse, diarré, opkast osv. inden for få måneder - det er sgu et nyt fænomen for os herhjemme! Og sådan er det vel sagtens at være småbørnsforældre.

Udover alle sygdommene er det jo bare... fantastisk! Adrian er glad, nysgerrig, sjov, legesyg og bare så sej, når han forcerer den ene forhindring (læs: mors lår eller fars ditto) efter den anden.

God vinter derude (uden alt for mange sygdomme, forhåbentlig).

/Stine