I læselampens skær

Som før beskrevet her på bloggen, så elsker, elsker, elsker jeg at læse! Jeg føler mig nærmest amputeret, hvis jeg ikke er i gang med en god bog. Og jeg må indrømme, at jeg fik lidt hjertebanken ved at skulle sige midlertidigt farvel til bøgerne, da Adrian meldte sin ankomst. Men det har vist sig, at selvom der er kommet en baby i huset, fylder litteraturen stadig en hel del.

For mig er det et spørgsmål om prioritering. Når Adrian sover ved 19.30-20-tiden om aftenen og når der er ryddet op og sofaen kalder, ja, så lægger jeg mig ofte med en bog eller et afslappende magasin, i stedet for at se fjernsyn. Måske læser jeg en time til halvanden, ser et eller andet skodprogram i fjernsynet og tøffer så i seng. Og læser lidt mere, inden jeg lukker mine øjne.

At det så ofte er bøger om babyer lige for tiden, det er jo i bund og grund fuldstændig ligegyldigt. Jeg hygger mig med at læse indimellem, når tiden er der, og det vil jeg holde fast i. Det er afslappende og dejligt.

Jeg har netop læst denne:

Og er nu i gang med denne (mest fordi jeg er nysgerrig; hvad tænker mænd egentlig om det der med at være far?):

Og Adrian og jeg har netop læst denne i dag (som han dog mest bed i hjørnerne af og klappede på):

Pas dog på!!!

Når man bliver mor, bliver man altså lidt mere pylret. Og beskyttende. Og er klar til at gå gennem ild og vand for sit barn. Dette har jeg måttet sande ved flere forskellige lejligheder gennem de sidste ni måneder, men i går og i dag har jeg været ude for to episoder, hvor jeg bare tænkte: "Så pas dog lige lidt på!!!".

Oplevelsen i går handler om, at Adrian og jeg var på vej ud af en bus. Barnevognsbremsen gik så i baglås lige netop i det øjeblik, vi skulle navigere ud af bussen. Super tidspunkt! Buschaufføren holdt tilsyneladende ikke ordentligt øje med os, så han lukkede dørene og var på vej til at køre videre. En venlig mand råbte, at der var én, der gerne ville ud. Ingenting skete. Efterfølgende hørte jeg mig selv råbe - højere og højere - "Hallo! Halloooo!! Vi vil faktisk gerne ud!". SÅ kom vi ud. Tak. Synes egentlig, at buschaufførerne i København er temmelig voldsomme i deres kørsel og deres måde at standse på...

Og i dag var ikke mindre ubehagelig. Jeg går hen ad gaden med Adrian i klapvognen, hvor han sidder op. Pludselig kommer en genstand flyvende og rammer 20 cm. fra hans hoved. Hvad f.....?! Jeg opdager, at genstanden er en slags træliste, som åbenbart er drønet ud gennem et åbent vindue fra 3. sal. Deroppe står en dame og trækker på skuldrene, mens hun siger "Undskyld". Jeg får råbt noget à la: "Jeg har faktisk en baby hernede; hvis den havde ramt ham, tør jeg ikke tænke på, hvad der kunne være sket!".

Der sker naturligvis ting og sager i verden, og jeg kan jo ikke beskytte Adrian for dem alle. Men at folk lige tager lidt hensyn til hinanden og kigger sig for - det må da være et minimumskrav. Og nej, bare fordi jeg har en baby, skal der jo ikke tages mere hensyn til mig. Alle skal tage hensyn til hinanden - store som små. Men så bliver man jo også lige noget mere beskyttende, når man har sin søn med...

/Stine

Jeg vil have det hele med

Jeg vil ikke gå glip af noget. Overhovedet. Og det stresser mig altså sommertider.

For tiden, og de sidste mange måneder, har det jo handlet om Adrian og aktiviteter med ham. Og ugeprogrammet ser således ud pt.:

Mandag: Christian er hjemme hos Adrian, mens jeg søger jobs. Ofte går mandagen også med irriterende - men nødvendige - sager som tandlæge, rygcenter, læge osv.
Tirsdag: Babyrytmik
Onsdag: Mødregruppe
Torsdag: PushyMums
Fredag: Babysalmesang

Og i weekenden står den på rengøring, hygge og afslapning, når vi alle tre er samlet.

Og ugeprogrammet lyder vel ikke specielt presset? Men det kan det bestemt være, når man har en baby! Hvis vi indimellem har en dag, hvor der skal ske mere end én aktivitet, så kan jeg bare mærke presset. Mærke, at det lynhurtigt bliver alt for meget. Og jeg kan næsten tude over tidsfaktoren og timingen i alting. For alting, og jeg mener ALTING, skal konstant koordineres med, hvornår Adrian har sovet / skal sove, hvornår han har spist / skal spise og hvor lang tid det tager fra punkt A til punkt B. Og man skal jo ligesom også selv spise og på toilettet engang imellem...

Her på det sidste har det været sådan nogle irriterende ting, der har fået lov at fylde, synes jeg. Jeg har netop, for blot et par uger siden, været hos tandlæge og fik sat en krone på. Adrian var med, og det var hæsligt, fordi han var drøn ked af det, og jeg lå bare der med munden fuld af alle mulige instrumenter, mens han bare græd og ikke kunne se sin moar. Gør jeg så IKKE igen!

Derudover render jeg på rygcenter på Østerbro med min lænd, som har drillet mig i to år. Og ikke er blevet bedre under tiden med lille A. Ja, det skal jo også tilses, så det evt. kan gå lidt fremad på et tidspunkt.

Og i morgen skal jeg så til tandlæge igen med min l.... visdomstand, som generer tandkødet omkring, således at det bare gør NAS! Kan hverken lukke munden eller tygge ordentligt. At jeg skal til tandlægen i morgen, betyder, at Christian må tage en hjemmearbejdsdag. Og det skal han så også i næste uge, hvor jeg skal ind på det der rygcenter... ih! Sådanne steder har jo bare ikke åbent efter kl. 16, og det er altså temmelig besværligt.

"Tag dog bare din søn med!", siger de velmenende mennesker, når jeg skal ringe diverse steder hen for at bestille en tid. Gerne en meget tidlig eller meget sen tid. Hvilket sjældent kan lade sig gøre. Jeg må fortælle dem, at jeg helst vil være fri for at drage af sted med Adrian, fordi det bare slet ikke er spor sjovt. For nogen af os. Han bliver møg ked af det, når jeg ikke kan være ved siden af ham, når vi er et fremmed sted. Og hvor lægger man en baby hos en tandlæge? På gulvet på et tæppe. Super rart for ham... hmm...

Det er bare så svært at få det hele til at gå op i en højere enhed. Når man både vil til rytmik, være hjemme indimellem, til tandlæge, så det for s.... snart kan holde op med at gøre nas og når jeg jo også bare gerne vil have, at Christian kan tage på arbejde uden at skulle tage alt for mange hjemmearbejdsdage, fordi jeg skal til tandlægen i en halv time...

Ja, det var lidt et opstød herfra. Jeg kan mærke, at jeg skal passe på med ikke at stresse. Og så skal jeg lære at prioritere og vælge nogle ting fra. Måske er det også bare på tide at indse, at det sgu er vigtigere at få ordnet den visdomstand end at komme til rytmik HVER gang? Men tiden er lidt imod mig, for om halvanden måned er det slut med alle de her aktiviteter. Og jeg vil ikke gå glip af noget. Jeg vil have det hele med...

/Stine

En brik falder på plads

Til tider har jeg revet mig selv i håret af frustration over, at vi herhjemme ikke anede, hvordan det der med pasning af Adrian, enden på barsel og nul feriedage tilbage skulle gå op i en højere enhed.

Derfor har vi i et par måneder arbejdet i at finde en alternativ løsning til vuggestuerne, han er skrevet op til. For her i København - og måske specielt på Vesterbro - er det bare tæt på umuligt at få en vuggestueplads, før barnet er 1 år. Pladsanvisningen har gentagne gange bekendtgjort over for mig, at vi bestemt ikke skal regne med en plads i én af de valgte institutioner, før Adrian er minimum 12-14 måneder.

Jamen, hvad f..... gør folk så?? For så meget barsel og ferie har normale mennesker sgu da ikke! Folk gør én af følgende muligheder:

1) Finder én i deres nærmiljø, som kan passe barnet i de måneder, det drejer sig om, før barnet får en vuggestueplads. Det resulterer ofte i at være en bedsteforælder, som er pensioneret eller kan tage orlov. Duer ikke for os. For den ene bedsteforælder, Adrian har - og som viser oprigtig interesse i ham og dermed kender ham - bor på Sydfyn. Og arbejder.
2) Finder en såkaldt reservebedste. Hmm, hvor gammel er sådan én? Og er barnet så alene med reserven - altså, er der ikke andre unger, han kan bonde med?
3) Takker ja til en alternativ institutionsplads, som kan betyde, at man bor i Valby og skal fise til det ydre Amager morgen og eftermiddag. Ikke rigtig, vel?
4) Passer sit eget + minimum et andet barn hjemme. Nja, jeg vil nu helst bare arbejde i kommunikationsbranchen.
5) Eller finder en privat pasningsløsning. Som så er det, vi har kastet os over. Her er andre børn, men ikke så mange. Det vil sige, Adrian får (forhåbentlig) en blid og rolig start, inden han skal kastes ud i vuggestuetilværelsen med minimum 20 andre børn.

Derfor har vi med lys og lygte kigget efter en privat passer til ham. Og har sat opslag op på den famøse (mere eller mindre famøse; jeg kendte den ikke før for et par måneder siden!) opslagstavle på Københavns Kommunes hjemmeside. Og vi har modtaget diverse mere eller mindre seriøse henvendelser. En hel del var på engelsk. Fred være med folk, som ikke kan tale dansk, men når mit knap 1-årige barn skal passes, skal sproget sgu være dansk! Han er for dælen da ved at lære at tale...

Og nu er det endelig lykkedes! Så nu er det slut med finder-vi-overhovedet-en-pasningsmulighed-til-ham-panik. Ahh, det er skønt og trygt at vide, at nu er han sikret en plads. Og tilmed hos den sødeste og mest rolige kvinde. Som bor 20 minutters gang væk. Lige ved dejlige Søndermarken. Ahh!

Er der andre derude, der har stået i lignende situation? Hvad gjorde I? Og hvordan kan det egentlig være, at det er så p.... svært at få en institutionsplads til sit barn i Københavns Kommune, når der i Faaborg-Midtfyn Kommune er for få børn til at udfylde pladserne? Ja, det har noget med børnetallet at gøre, men hvorfor går de berørte kommuner så ikke ind og arbejder lidt mere på problemet?

/Stine

Go see the dentist

I dag har Adrian og jeg været hos tandlægen. Ja, det var jo så mine tænder, der skulle ordnes (!), men lille A var med. Christian kunne ikke få fri, mens jeg var hos tandlægen, og jeg tænkte, at det vel nok skulle gå. Men samtidig var jeg også noget loren ved situationen. For hvor dælen skal man placere babyen, mens man selv ligger i tandlægestolen?!

Jeg pakkede pusletasken med tæppe, legetøj, sut og andet godt. Da jeg fik gelejdet Adrian og jeg op til 2. sal, hvor tandlægen bor, satte vi os i venteværelset. Og Adrian hyggede rigtigt; kiggede rundt og grinede. Fedt!, tænkte jeg, det hér skal sgu nok gå!

Jeg blev kaldt ind til tandlægen, hvor jeg skulle have sat en krone på en tidligere rodbehandlet tand. Og det kræver boring. Og dermed høje, voldsomme lyde. Voldsomme for en lille baby. I hvert fald for Adrian.

Han er ikke så glad for høje lyde... Støvsugning herhjemme foregår gerne, når han sover ude, eller når enten Christian eller jeg går en god, lang tur med ham. Mens den anden så støvsuger hytten. Og hårtørring har for mig været en sjældenhed de sidste syv måneder...

Så de høje lyde er altså ikke lige Adrians yndlings. De søde klinikassistenter tog ham på skift op i deres arme, og det gik jo, det hele. Vi overlevede! Men hold nu kæft, hvor er det ikke sjovt at ligge dér i stolen og lytte til ens barns hjerteskærende gråd. Og i realiteten ikke kunne gøre noget. For med vatrondeller og diverse instrumenter var det noget svært for mig at ytre min mening: "Giv mig min baby! Det er sgu lige meget med den tand!!". Den søde tandlæge gjorde alt, hvad hun kunne for at færdiggøre sit arbejde så hurtigt som muligt. Og pludselig var det jo heldigvis også overstået.

Ud på toilettet og skifte Adrian. Klargøre en flaske med mælk. Og så bare af sted! Men, men, men... skruelåget på flasken drillede, hvilket resulterede i, at moderen lige formåede at tilte mælk ud over taske, dyne og tøj. Hm!

Efterfølgende var det bare hen i Søndermarken og puste lidt ud på en bænk, mens Adrian fandt ro og faldt i søvn i sin klapvogn. Og da slog det mig: jeg havde ikke engang lagt mærke til, om boringen gjorde ondt...

/Stine

Er jeg en pushy mum?

At være gravid og føde et barn gør unægteligt noget ved kroppen. Og også det at have en baby at tage sig af, men diverse løft og dårlige stillinger, er hårdt for kroppen. Kombineret med en lidt for sød tand resulterer i stadig lidt for mange kilo efter fødslen. Så i morgen vil jeg prøve noget helt nyt. Jeg vil tage hen i Søndermarken og tæske rundt sammen med en masse andre mødre. Det kaldes pushy mums.

Konceptet drejer sig ganske simpelt om at komme i form efter fødslen. Og baby er med. Jeg er godt nok spændt på, om det er noget for mig. Om det er for hårdt. Ikke mindst for min lænd, som har det rigtig skidt. Men jeg ved efterhånden også, at det er p.... svært at komme ud ad døren, når Christian kommer hjem fra arbejde ved 16.30-tiden. Efter at have gået en lang tur med Adrian, ordnet en del herhjemme, ja, så trænger jeg bare til at slappe lidt af om aftenen. Og at fise op på cyklen og ned i det lokale træningscenter kl. 20.00 - det kommer jeg ikke til! 
Derfor prøver jeg nu denne model, hvor jeg kan få trænet, samtidig med at Adrian eventuelt sover og i hvert fald helt sikkert får noget frisk luft. Mon jeg er en pushy mum? Det finder jeg ud af i morgen...

/Stine

Den fremtidige kabale

I går gik jeg mildest talt lidt i panik. For om et par måneder skal en svær kabale gå op. Og den SKAL ganske enkelt gå op. Der er flere muligheder:

1) Adrian skal have en institutionsplads. Og ingen ved endnu, hvornår han får en sådan. Blot er det typisk omkring 12-14 måneders alderen, at børnene starter i de institutioner, vi har ønsket. Hvilket vil sige, at han i så fald vil kunne få en plads, når vi når hen i september, oktober eller november. Vores fælles barsel slutter den 1/8.

2) Jeg har noget ferie, der skal afholdes på et givent tidspunkt i løbet af det næste ferieår. Det ville jo ganske givet været smart at afholde den efter barslen. Det kunne også være meget fedt at holde lidt ferie sammen alle tre, eftersom vi højst sandsynligt ikke får mulighed for det igen før sommeren 2014.

3) Christian har barsel i juli, og barsel kan ikke lægges før eller efter juli. Og kan altså ikke rykkes hverken frem eller tilbage.

4) Jeg skal have et arbejde snart. Og aller helst i løbet af i år. For jeg har præcis 35 uger med dagpenge tilbage - og så er der bare ikke mere. Og jeg gider ikke at gå ledig. Jeg vil arbejde!

Jeg bliver helt svedt bare ved tanken om de ovenstående faktorer, som bare må og skal gå op. Der er alle de her brikker, som skal samles til et hele, hvor det både handler om, at Adrian helst skal køres godt og grundigt ind i institutionen. Og samtidig er jeg naturligvis også interesseret i at bruge så lidt af min dagpengeperiode som muligt. Hvilket betyder job eller ferie/forlænget barsel. Men ingen ved, om jeg finder mig et job snart. Eller om det først bliver længere ud i fremtiden.

Jeg er godt klar over, at de ovenstående punkter er temmelig rodede, og at dette ikke er det mest opmuntrende indlæg, jeg har skrevet, men det er det, der optager mig lige nu. For vi er jo nødt til at finde ud af, hvad pokker vi gør. Men det værste er ikke at vide, hvad der sker. Hvornår får Adrian en institutionsplads? Hvornår lander jeg mon et job? Hvad f..... bringer fremtiden i forhold til alt dette? Jeg er ærligt talt ikke skide god til ikke at vide, hvad der sker på de her punkter i fremtiden. Det giver mig en knude i maven, og i går kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg bare gerne vil være i stand til at finde en løsning.

I dag faldt jeg over en interessant artikel, som jeg gerne vil dele med jer læsere. Lad mig blot tilføje, at jeg kunne ikke være mere enig med manden; nu må der altså forandringer på banen!

http://ajks.dk/Nyheder/20113/April1/Dumstadighed-sender-arbejdslose-ud-over-kanten/

/Stine