Go see the dentist

I dag har Adrian og jeg været hos tandlægen. Ja, det var jo så mine tænder, der skulle ordnes (!), men lille A var med. Christian kunne ikke få fri, mens jeg var hos tandlægen, og jeg tænkte, at det vel nok skulle gå. Men samtidig var jeg også noget loren ved situationen. For hvor dælen skal man placere babyen, mens man selv ligger i tandlægestolen?!

Jeg pakkede pusletasken med tæppe, legetøj, sut og andet godt. Da jeg fik gelejdet Adrian og jeg op til 2. sal, hvor tandlægen bor, satte vi os i venteværelset. Og Adrian hyggede rigtigt; kiggede rundt og grinede. Fedt!, tænkte jeg, det hér skal sgu nok gå!

Jeg blev kaldt ind til tandlægen, hvor jeg skulle have sat en krone på en tidligere rodbehandlet tand. Og det kræver boring. Og dermed høje, voldsomme lyde. Voldsomme for en lille baby. I hvert fald for Adrian.

Han er ikke så glad for høje lyde... Støvsugning herhjemme foregår gerne, når han sover ude, eller når enten Christian eller jeg går en god, lang tur med ham. Mens den anden så støvsuger hytten. Og hårtørring har for mig været en sjældenhed de sidste syv måneder...

Så de høje lyde er altså ikke lige Adrians yndlings. De søde klinikassistenter tog ham på skift op i deres arme, og det gik jo, det hele. Vi overlevede! Men hold nu kæft, hvor er det ikke sjovt at ligge dér i stolen og lytte til ens barns hjerteskærende gråd. Og i realiteten ikke kunne gøre noget. For med vatrondeller og diverse instrumenter var det noget svært for mig at ytre min mening: "Giv mig min baby! Det er sgu lige meget med den tand!!". Den søde tandlæge gjorde alt, hvad hun kunne for at færdiggøre sit arbejde så hurtigt som muligt. Og pludselig var det jo heldigvis også overstået.

Ud på toilettet og skifte Adrian. Klargøre en flaske med mælk. Og så bare af sted! Men, men, men... skruelåget på flasken drillede, hvilket resulterede i, at moderen lige formåede at tilte mælk ud over taske, dyne og tøj. Hm!

Efterfølgende var det bare hen i Søndermarken og puste lidt ud på en bænk, mens Adrian fandt ro og faldt i søvn i sin klapvogn. Og da slog det mig: jeg havde ikke engang lagt mærke til, om boringen gjorde ondt...

/Stine

Er jeg en pushy mum?

At være gravid og føde et barn gør unægteligt noget ved kroppen. Og også det at have en baby at tage sig af, men diverse løft og dårlige stillinger, er hårdt for kroppen. Kombineret med en lidt for sød tand resulterer i stadig lidt for mange kilo efter fødslen. Så i morgen vil jeg prøve noget helt nyt. Jeg vil tage hen i Søndermarken og tæske rundt sammen med en masse andre mødre. Det kaldes pushy mums.

Konceptet drejer sig ganske simpelt om at komme i form efter fødslen. Og baby er med. Jeg er godt nok spændt på, om det er noget for mig. Om det er for hårdt. Ikke mindst for min lænd, som har det rigtig skidt. Men jeg ved efterhånden også, at det er p.... svært at komme ud ad døren, når Christian kommer hjem fra arbejde ved 16.30-tiden. Efter at have gået en lang tur med Adrian, ordnet en del herhjemme, ja, så trænger jeg bare til at slappe lidt af om aftenen. Og at fise op på cyklen og ned i det lokale træningscenter kl. 20.00 - det kommer jeg ikke til! 
Derfor prøver jeg nu denne model, hvor jeg kan få trænet, samtidig med at Adrian eventuelt sover og i hvert fald helt sikkert får noget frisk luft. Mon jeg er en pushy mum? Det finder jeg ud af i morgen...

/Stine

Den fremtidige kabale

I går gik jeg mildest talt lidt i panik. For om et par måneder skal en svær kabale gå op. Og den SKAL ganske enkelt gå op. Der er flere muligheder:

1) Adrian skal have en institutionsplads. Og ingen ved endnu, hvornår han får en sådan. Blot er det typisk omkring 12-14 måneders alderen, at børnene starter i de institutioner, vi har ønsket. Hvilket vil sige, at han i så fald vil kunne få en plads, når vi når hen i september, oktober eller november. Vores fælles barsel slutter den 1/8.

2) Jeg har noget ferie, der skal afholdes på et givent tidspunkt i løbet af det næste ferieår. Det ville jo ganske givet været smart at afholde den efter barslen. Det kunne også være meget fedt at holde lidt ferie sammen alle tre, eftersom vi højst sandsynligt ikke får mulighed for det igen før sommeren 2014.

3) Christian har barsel i juli, og barsel kan ikke lægges før eller efter juli. Og kan altså ikke rykkes hverken frem eller tilbage.

4) Jeg skal have et arbejde snart. Og aller helst i løbet af i år. For jeg har præcis 35 uger med dagpenge tilbage - og så er der bare ikke mere. Og jeg gider ikke at gå ledig. Jeg vil arbejde!

Jeg bliver helt svedt bare ved tanken om de ovenstående faktorer, som bare må og skal gå op. Der er alle de her brikker, som skal samles til et hele, hvor det både handler om, at Adrian helst skal køres godt og grundigt ind i institutionen. Og samtidig er jeg naturligvis også interesseret i at bruge så lidt af min dagpengeperiode som muligt. Hvilket betyder job eller ferie/forlænget barsel. Men ingen ved, om jeg finder mig et job snart. Eller om det først bliver længere ud i fremtiden.

Jeg er godt klar over, at de ovenstående punkter er temmelig rodede, og at dette ikke er det mest opmuntrende indlæg, jeg har skrevet, men det er det, der optager mig lige nu. For vi er jo nødt til at finde ud af, hvad pokker vi gør. Men det værste er ikke at vide, hvad der sker. Hvornår får Adrian en institutionsplads? Hvornår lander jeg mon et job? Hvad f..... bringer fremtiden i forhold til alt dette? Jeg er ærligt talt ikke skide god til ikke at vide, hvad der sker på de her punkter i fremtiden. Det giver mig en knude i maven, og i går kunne jeg ikke falde i søvn, fordi jeg bare gerne vil være i stand til at finde en løsning.

I dag faldt jeg over en interessant artikel, som jeg gerne vil dele med jer læsere. Lad mig blot tilføje, at jeg kunne ikke være mere enig med manden; nu må der altså forandringer på banen!

http://ajks.dk/Nyheder/20113/April1/Dumstadighed-sender-arbejdslose-ud-over-kanten/

/Stine

Trist

Det er ved at være noget tid siden, jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det skyldes flere forskellige årsager; blandt andet har vi været hærget af den lede, lede omgangssyge herhjemme. Først fik jeg omgangen, så Adrian og til sidst Christian. En hel uge tog det mig at komme ovenpå igen, uden kvalme og manglende appetit. Puha, det er dælme ikke sjovt!

Men ovenpå kom vi jo alle igen, og turen gik til Sydfyn i fredags. Hjem til mit barndomshjem og til min mor, mine brødre, deres kærester og børn. Dejligt med familiesamvær og ro. Det var tiltrængt i barselshverdagen, som jo er hyggelig og rar, men det er altså også bare skønt med lidt luftforandring. Og lille Adrian hyggede sig så fint med hele familien, blev stimuleret og sov fantastisk i den sydfynske luft.

Natten til mandag fik vi dog en rigtig dårlig nyhed. Min morfar, som ville være fyldt 82 i april, var sovet stille ind. Og trods hans relativt høje alder og hans manglende vilje til at leve længere, så er det da pisse hårdt at miste én, man har kær. Nu har jeg ingen tilbagelevende bedsteforældre. Og det er altså mærkeligt. Sidste år døde min mormor efter lang tids sygdom, og nu, godt et års tid efter, var det så blevet min morfars tur.

Jeg tror på, at min morfar ikke længere kunne finde grunde til at leve videre efter tabet af hans hustru igennem lidt over 60 år. 60 år! Jeg kan sgu godt følge tankegangen; at det må være tæt på umuligt at leve videre bagefter sådan et tab.

Han ville ikke spise eller drikke noget til sidst og havde derfor, på sin egen måde, valgt livet fra. Og er det egentlig ikke også helt ok? I stedet for at ligge og blive holdt i live, men være drøn ulykkelig og bare ikke gide mere, så er det nok også bedre at forlade denne verden.

Som min skønneste veninde skrev til mig: nu sidder min morfar sammen med min mormor og nyder et glas hvidvin sammen et sted, hvor solen skinner, og hvor det er forår. Det er en dejlig tanke. Og om lidt vil Christian, Adrian og jeg køre ud i det blå og gå en dejlig, lang tur i solskinnet. For livet går videre, og der er så mange dejlige ting, der skal opleves.

God påske.

/Stine

Some days are better than this

Det har været en mærkelig dag i dag. Jeg vågnede op med dundrende hovedpine, og så har man jo selvsagt ikke det store overskud. Og så er Adrian vist ved at tage sig et tigerspring eller noget, for han vil helst være helt tæt på min krop. Og gider ikke at ligge og lege selv særligt længe af gangen, som han ellers plejer at nyde. Men plejer er jo død, når det kommer til de små størrelser.

Og det er da også rigtig hyggeligt at være tæt på ham. Og det er da også en form for ultimativ kærlighedserklæring, når han giver udtryk for, at han bare vil være tæt på sin mor. Men indimellem skal der jo lige ordnes vasketøj, dampes flasker og andre praktiske gøremål. Og det praktiske gøremål er mange! Så jeg trænger altså til en pause indimellem. For det er krævende, når der er nogen, der konstant kræver ens opmærksomhed. Dejligt, men krævende og hårdt.

Heldigvis havde vi ingen planer i dag. Det vildeste blev en ekskursion til Føtex på Vesterbrogade og så bare hjem og hygge. Skønt. For når Adrian tilsyneladende ikke er helt tilfreds med tingenes tilstand i disse dage, og når jeg har hovedpine, så er det bare rarest at kunne være hjemme.

I morgen står den på babysalmesang, og jeg er sikker på, at Adrian nok skal få noget ud af det. Han plejer at nyde det. "Plejer", ja. Nu må vi se...

Jeg glæder mig meget til påsken, hvor Christian, Adrian og jeg smutter til Fyn i en lille uges tid. Det bliver skønt at se familien, komme lidt væk hjemmefra og ikke mindst bliver det skønt, at andre kan tage lidt over ift. Adrian. Måske kan jeg få læst lidt i en bog eller noget...

/Stine

Et halvt år er gået

... og Adrian er i dag seks måneder gammel. Det får mig naturligvis til at tænke tilbage på, hvor jeg var for et halvt år siden. Og da var jeg på Hvidovre og pænt fokuseret på, at nu skulle baby ud!

Adrian kom til verden kl. 16.35, så det er, lige om lidt, præcis seks måneder siden. Det er så vildt at tænke på, hvor hurtigt tiden er gået. Men også hvor underlig en størrelse tid egentlig er. For det føles på en måde da også, som om det er længe siden, jeg havde kæmpe, gravid mave og bare glædede mig til at møde den lille purk. Og pludselig var han der, og alting var forandret.

Alting blev forandret til noget bedre. Noget mere meningsfuldt. At være mor for nogen betyder selvsagt en masse ansvar og kærlighed. Ubetinget kærlighed fra det lille menneske, som jo bare elsker sin mor og far helt og aldeles ubetinget. Og kærlighed den anden vej rundt fra os som hans forældre. Det er noget helt specielt.

Og nu er Adrian jo i en alder, hvor der bare sker en masse. Hverdagen er blevet sjovere - og samtidig mere udfordrende - for han "gør" ligesom mere; bevæger sig mere, kræver mere og er generelt mere opmærksom. Og det er sjovt.

/Stine

På den igen

I dag har jeg indledt min jobsøgning. Fra i dag vil jeg hver mandag sætte mig ind i soveværelset ved skrivebordet og søge jobs. Christian har taget barsel hver mandag, fra nu og frem til min barsel slutter i slutningen af juni. Det giver far og søn mulighed for dejligt samvær. Hvilket også er mit fokus her i starten.

For hvor er det godt nok tungt at skulle søge job igen igen... Det er altså lidt et skridt frem og to tilbage med det jobsøgning, synes jeg. Og efter en god start på søgningen i dag, kan jeg bare bekræfte over for mig selv, at det har været præcis, som jeg havde forventet: egentlig ganske ok at sætte mig ved skrivebordet og rent praktisk komme i gang, men jeg er så angst. Angst for fremtiden. Får jeg overhovedet et job i løbet af i år? Nytter det overhovedet noget at sidde konsekvent hver mandag?

Og jeg kender jo også mig selv godt nok til at vide, at hvis ikke jeg var konsekvent med jobsøgningen hver mandag fra nu af (nu hvor Adrian er godt og vel et halvt år gammel), ja, så ville jeg ganske enkelt ikke kunne sove roligt om natten.

Der er flere, der har påpeget over for mig, at jeg da bare skal nyde min barsel og vente med jobsøgningen. Det har jeg da også aller mest lyst til, men jeg tør ganske enkelt ikke undlade at starte op allerede nu. For så kan jeg da først være sikker på, at der ikke er et job til mig om fire måneder. Ved at gå i gang allerede nu forøger jeg forhåbentlig mine chancer bare en lille bitte smule.

Det gik altså meget godt i dag med at komme i gang, og min samvittighed har det godt. For nu er jeg i gang. Nu er det ikke længere kun tankerne, skrækken, angsten, der har overtaget; nu kan jeg handle! Godt begyndt. Er det så også halvt fuldendt?

/Stine