Shopping - nu i babystørrelse

Så er det sket igen. Jeg er påny i totalt og aldeles shopping-humør! Da jeg var gravid, var det en lovlig undskyldning at erhverve nyt tøj; jeg voksede jo, så jeg måtte have noget at tage på. Nu er den lovlige undskyldning, ar Adrian vokser. Han er nu på vej fra en str. 56 til en str. 62. Der er allerede sparkedragter og bodystockings, han ikke længere kan være i. Og så må der naturligvis shopping til!


Nu er det jo - heldigvis for pengepungen - sådan, at vi har arvet en del tøj, og det er skønt. For babytøj er bare ikke særligt billigt. Man kan rask væk nemt komme af med flere hundrede kroner for bare to stykker tøj til baby.

Min kæreste og jeg fandt hurtigt ud af, at sparkedragter, altså dragter ud i ét - og gerne med fødder i, er et stort hit, når der skal skiftes bleer meget ofte. Og det skal der jo. Specielt om natten er en sparkedragt et sikkert hit, så man ikke skal fumle med for meget tøj.

Så i dag er der blevet købt tre sparkedragter, og de er så fiiine. Shoppingbehovet er endnu engang blevet stillet for en stund. Og lur mig, om ikke det blot bliver værre med shoppingbehovet til lille Adrian, som tiden går... og det er vel nok ærgerligt ;-) For det er jo ikke kun tøj, den lille fyr skal have. Næh nej, producenterne ved såmænd godt, hvordan de skal ramme nybagte forældre. For der findes uanede mængder af nuttet sengetøj, kære bamser og lækre stofbleer. Og nøj, hvor er der bare meget derude, som frister...

/Stine

Hyggestunder med lille Adrian

Jeg øver mig i disse dage i at fokusere. Fokusere på de hyggestunder, som jeg har med lille Adrian. Der har desværre ikke været helt så mange af dem endnu, og dette skyldes udfordringer med at få amningen etableret. Hvem sagde, det skulle være let at amme?! Alle, der har prøvet at have etableringsudfordringer, ved med garanti, hvad jeg mener. Det fylder bare rigtig meget, og der er ikke overskud til meget andet i løbet af døgnet.

Og når det efter tre en halv uge stadig bider og niver og værker, når den lille fyr skal spise, så er det altså hårdt. Nu ønsker jeg bestemt ikke at skræmme nogle kommende mødre, der planlægger at amme, så jeg vil gerne tilføje, at jeg har haft ekstra udfordringer i form af en brystbetændelse + svampeinfektion. Jeps, heldet har ikke ligefrem været med mig i forhold til amningen. Så altså: hvis man kan være heldig og undgå ovennævnte djævelske tilstande, ja, så tror jeg bestemt ikke, det behøver at være særligt slemt. Og samtidig lovede jeg mig selv, da jeg startede denne blog op, at jeg ville skrive om de ting, der optager mig lige nu. Og lige nu er det amningen og etableringen af denne, der optager mig aller mest.

Og i denne amme-boble er det så, at jeg forsøger at have fokus på den helt vidunderlige følelse, det her giver:

Og ja, så bringer det jo smilet frem :-)

/Stine

Balsam for sjælen

The Raveonettes. Jamen, det er jo bare helt fantastisk musik altså! Jeg har netop erhvervet mig deres seneste album, "Observator", på iTunes. Jeg har været glad for deres musik hele vejen igennem, fra deres første album. Den musikalske stil har ændret sig en smule hen ad vejen, og jeg synes endnu bedre om musikken nu. The Raveonettes har den her helt særegne, originale lyd, som minder mig om storby og lygter en mørk aften. Helt fantastisk simpelthen! Jamen, hør selv:

I morges, da lille Adrian var lidt utilfreds og små-grædende, da tændte jeg for musikken, og han blev helt rolig. Ja, han har allerede god smag (og det er jo selvfølgelig ikke spor tilfældigt, at han blev rolig, lige da musikken startede!), og han kan ligeså godt lære, hvad der er god musik. He he.

Kære læser, her på falderebet får du lige én til fra deres nyeste album:

Lækkert, ikk´?

/Stine

Beundret og feteret

Det meste af min familie bor, som jeg også tidligere har skrevet om, på Fyn. Derfor er det ikke ligefrem hver uge, vi ses, men det bliver alligevel til jævnlige besøg, både hvor vi tager til Fyn på besøg, og hvor der kommer besøg fra Fyn.

Lille Adrian er så heldig at have fire kusiner og en fætter i alderen 3-10 år. Og så har han tilmed to bonusfætre og en bonuskusine. I weekenden havde han besøg af de fire kusiner og fætteren, dog fordelt over to dage, så de alle fik set ham. Og de fire kusiner holdt ham i deres arme, hvilket de tydeligvis var meget glade og stolte over. Og Adrian var helt med på at gå fra arm til arm.

Billedet til højre viser Kamilla på 10 år sammen med Adrian, og i venstre side sidder Karoline på knap 7 år.

Ja, han er i den grad beundret og feteret, den lille fyr. Det er bare så skønt, og jeg glæder mig allerede meget til julen, hvor vi tager til Fyn og er sammen med dem alle.

/Stine

Børn på Facebook

I går faldt jeg over nedenstående artikel, der handler om, hvordan forældre i dag udstiller deres børn på Facebook. Der er megen debat om dette for tiden, og jeg mener, det er en yderst vigtig debat.

http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/familieliv/ECE1751966/foraeldre-udstiller-deres-boern-paa-facebook/

Mit forrige blogindlæg handlede om min lille, nyfødte søn, Adrian. Jeg udgav samtidig to billeder af ham, og jeg beskrev min usikkerhed omkring det her med at skulle være mor for nogen. Jeg har også lagt nogle billeder ud af ham på Facebook. Så min søn er også derude. På nettet. Og samtidig er jeg bevidst om, hvor meget jeg vil lægge ud i forhold til ham. Og det tror jeg er meget vigtigt i dag, hvor alting er så tilgængeligt på nettet.

Nogle forældre vælger at skrive om deres børns afføring. Og nogle forældre vælger at lægge billeder ud af deres børn, hvor de ikke har noget tøj på. Fordi de er nuttede, ja, men hvad med, når børnene bliver ældre og læser om deres første afføring på nettet? Eller når de finder billeder af sig selv nøgne? Næppe sjovt som 13-årig. Og der findes desværre også mennesker derude, som kan finde på at misbruge sådanne billeder. Jeg tror, det er meget vigtigt, at man er sig bevidst om, hvor meget og hvordan ens barn skal optræde på nettet. Og så tænke meget over, at børnene altså vokser op og kan se, hvad der er blevet skrevet om dem, og hvilke billeder der findes af dem.

Få billeder og tekster har jo også ret, og alt skal gøres med måde.

/Stine

Helt normalt

Så skete det endelig! Min lille søn er kommet til verden, juhu! Lille Adrian er nu et menneske med cpr-nr. og det hele.

Han blev født i fredags, det vil sige for blot 1 uge siden. Han er fantastisk. Lækker, smækker, skøn, nuttet, dejlig... ja, jeg kunne jo blive ved. At blive mor er bare fantastisk. Og vildt. Og turbulent. Se selv:

Mens jeg har været gravid, har jeg haft humørsvingninger. Og det skal jeg da lige love for, at jeg også har nu, efter jeg er blevet mor! En speciel oplevelse at kunne begynde at tude til "Little Women", når jeg ikke rigtig kender filmen og ikke engang rigtig fulgte med i den... Og det er jo sikkert helt normalt med de humørsvingninger.

Og så er der usikkerheden. Usikkerheden i forhold til, om jeg nu gør det godt nok. Det der med at være mor. For et barn kommer jo som bekendt ikke med en brugsanvisning, og hvad gør man lige, når han græder, men er skiftet, har fået mad og egentlig bare virker træt, men ikke gider at sove? Man accepterer, tror jeg. Accepterer, at man bare ikke kan vide det hele fra dag 1. Accepterer, at nogle gange så græder spædbørn jo bare, og så må man prøve lidt forskelligt for at finde frem til, hvad han har brug for. Og så er vi heldigvis to, og min kæreste er, som jeg også vidste, helt fantastisk til det her med at blive forældre. Han er tålmodig, rolig og handlingsorienteret. Og det er lige netop det, der er brug for.

I dag blev jeg udfordret på min usikkerhed i forhold til lille Adrian og i forhold til alt det her med at skulle være mor for nogen. Sundhedsplejersken kom på besøg for første gang, og fuldstændig latterligt blev jeg helt nervøs og følte det nærmest, som skulle jeg til en eksamen. Eksamen i hvad? At blive mor? Men det er sikkert helt normalt, ligesom det er helt normalt at blive ked af det, når Adrian er ked af det. Jeg kan godt finde på at briste i gråd, mens han græder, fordi jeg synes, det er skide synd for ham, at han er så ked af det. Og han kan jo ikke ligefrem fortælle, hvad der er galt.

Ja, meget ændrer sig, når man bliver mor. Det har for eksempel taget mig mange omgange at skrive dette indlæg ;) Og det er jo noget, man lige skal vænne sig til. Det er sikkert alt sammen helt normalt.

/Stine

Top 10

På denne blog har jeg flere gange tidligere skrevet om bøger. Jeg elsker simpelthen at læse, og jeg elsker skønlitteratur. Jeg har derfor udformet min top 10 til dig, kære læser. Så er der lidt til efterårets mørke aftener, hvis du også, ligesom mig, elsker at fordybe dig i fiktionens verden.

Bøgerne er ikke listet efter nogen bestemt prioritering, og jeg holder stort set lige meget af dem alle:

1. Paul Auster: Orakelnat
2. Siri Hustvedt: Det jeg elskede
3. Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på
4. Liz Jensen: Varslet
5. Chris Cleave: Den anden hånd
6. Christian Jungersen: Undtagelsen
7. Khalid Hosseini: Under en strålende sol
8. Stieg Larsson: Millenium-trilogien
9. Stephen King. Det onde
10. Michael Ende: Den uendelige historie

/Stine