Stimulering vs. overstimulering

Man hører det hele tiden som mor til en baby: du skal huske at aktivere, stimulere og motivere din baby! Men hvornår er nok nok? Og hvornår bliver alle de mange aktiviteter nærmere moderens behov end barnets?

Jeg har travlt for tiden sammen med Adrian. Og jeg er egentlig mere aktiv her i min barselstid, end jeg havde regnet med. Tirsdag går vi til babyrytmik, onsdag er vi til mødregruppe og fredag til babysalmesang. Det er de faste aftaler i løbet af ugen. Dertil kommer diverse barselsforedrag, hyggeaftaler og -møder med dejlige mennesker og fysioterapi for Adrian. Så efterhånden er det ved at være længe siden, at vi, i hverdagene, har haft bare én hjemmedag i løbet af ugen.

Jeg tænker, at det måske hurtigt kan blive lidt for meget. Og jeg overvejer også for hvis skyld, vi er så aktive. Er det for Adrians skyld, eller er det i virkeligheden mig, der ikke gider at sidde derhjemme, men har brug for at komme ud at møde andre mennesker og få tiden til at gå? Jeg er nået frem til, at det er en kombination af begge. For jeg tror sgu også, at Adrian ville kede sig lidt, hvis vi lavede præcis det samme hver dag og bare var herhjemme altid.

Men indimellem er det nu nok meget godt, for os begge to, at være herhjemme og bare lave ingenting. Gå en god, lang tur i løbet af dagen og ellers bare lave... ingenting. For jeg kan da også mærke, at det kan være en kende presset at skulle gå ud ad døren kl. 9.45. Når Adrian så vågner eksempelvis kl. 6.30, så skal der dælme tænkes i timing! Det lykkedes dog altid, og jeg kan som nævnt rigtig godt lide at komme ud, men jeg nyder altså også de dage, hvor vi ikke skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Mon ikke en mellemting er meget passende for både store og små?

Læs lige denne. Manden har en interessant pointe:

http://www.information.dk/452751

/Stine

Det, der optager mig lige nu

... er forandring. For Adrians nye spisevaner med skemad og hans ændrede sovetider er totalt anderledes og vender ret meget op og ned på alting.

Vi er nu begyndt med måltid nummer to, således at han får grød med frugtmos om morgenen og grøntsagsmos om eftermiddagen. Nogle dage går det helt fint, og han labber det gladeligt i sig, mens han andre dage sprutter og spytter og er mega utålmodig og blot venter på at få sin velkendte modermælkserstatning.

Og måske har det noget med måltiderne at gøre, for hvor han før vågnede omkring kl. 5 og omkring kl. 7.30, så har det nu ændret sig til omkring kl. 3 og omkring kl. 6. Hvilket jo egentlig ikke burde vække nogen bekymring, for med en baby er tingene aldrig rigtigt helt stabile. Men da han vågnede kl. 7.30, passede det bare så fint med, når vi skulle ud ad døren og være et sted kl. 10. Hvilket vi ofte skal; mødregruppe, rytmik og babybio. Nu er det virkelig noget med, at jeg regner mig frem til, at han enten skal have en lille lur om morgenen efter grød, eller også skal han være vågen op til 3 timer... Og det er sgu svært at koordinere! For hvad så hvis han tager sig en længere lur om morgenen?

Åhr, hvor er jeg altså bare et vanemenneske! Det opdager jeg mere og mere med en baby i huset. For bedst som tingene kører, og der er kommet lidt rytme i sagerne, ja, så bliver der vendt op og ned på det hele. Og jeg synes jo som udgangspunkt, at det er mega hyggeligt at give ham skemad. Jeg nyder at se hans glæde og entusiasme omkring maden, men på de dage, hvor det bare ikke kører, bliver jeg ked af det og føler mig stresset. For hvorfor gik det lige så godt i går, når det hele sejler i dag med gulerodsmos ud over det hele? (som i øvrigt efterlader alt tekstil i en herlig, orange nuance!).

Endnu engang efterlader det mig blot med den tanke, at det her med baby går SÅ meget op og ned hele tiden. Den ene dag er alt bare fantastisk; Adrian er glad, jeg er glad og det hele lader til at køre på skinner. Dagen efter kører INTET! Og nøj, hvor skal jeg altså lige lære at acceptere, at hver dag ikke er på samme måde...

/Stine

Grundforvirret

Selvom jeg skrev et blogindlæg i går, så presser der sig et nyt på. Sådan er det at være blogger; indlæggene falder på forskellige tidspunkter og med forskelligt interval.

I dag har jeg været til et søvnforedrag med Helen, som er kvinden bag www.netsundshedplejerske.dk. Hun kan give svar på mange af de spørgsmål, der melder sig, når man som førstegangsforælder står over udfordringer som søvn, mad og babys udvikling. Så af sted til Ballerup drog Adrian og jeg.

Jeg fik kun fat i ca. 30 % af foredraget, for Adrian er en livlig og aktiv lille gut, der sgu da ikke gider at sidde og kigge og lytte helt stille. Næh nej, der blev kartet rundt, grint og pludret. Jeg kan sådan set godt forstå, at det må være kedeligt for ham; der sker jo ikke nok! Men sådan er det med sådanne foredrag; man må jo gå til det med den bagtanke, at man får det ud af det, der er muligt i den givne situation. Og det er for så vidt også ok.

Hvad der dog forvirrer mig, er de mange forskellige holdninger og meninger, man støder på som førstegangsforælder. For jeg er så autoritetstro, at jeg tager ALT ind. Når det kommer fra Helen, Adrians sundhedsplejerske eller alle de andre velmenende og kloge fagfolk, ja, så må det jo være det ultimativt korrekte at gøre! Gang på gang hører jeg sætningen: "Man må jo tage det, man kan bruge; børn er jo også forskellige.". Jo jo, men Adrian kan jo altså ikke fortælle, hvad han har brug for... Og hvordan hulen skal man lige være i stand til at sortere??

Heldigvis er Adrian ret nem at læse. Og han er god til at give udtryk for, når der er noget, han ikke gider. Men det der i bund og grund er svært lige nu, synes jeg, er koordineringen af de forskellige aktiviteter, der skal foregå.

Lad mig komme med et eksempel, som er dugfrisk og noget, vi skal i gang med her til aften:
Adrian er vågnet kl. 16.30. Inden han skal puttes for natten, skal han have grød + flaske og i bad. Og han må jo, ifølge eksperterne, ikke være for sulten, når han skal have grød, og når han skal i bad, må han ikke være for mæt eller træt. Mad først og så bad bagefter. Bliver det nok til. Men hold nu op, hvor jeg dog synes, det er så ufatteligt svært at koordinere! Hvis han en aften bare sover og sover og først vågner eksempelvis kl. 18.30, og han både skal have grød og bad, ja, så er det altså svært at koordinere. Og ikke mindst for Christian og jeg selv at få noget aftensmad! Skal man så vække baby? Det tror jeg umiddelbart ikke er en god idé, men man kan selvfølgelig være nødt til det indimellem...

Om dagen går det rimeligt. Men vi er så heller ikke begyndt på 2. måltid endnu. Ser frem til det med en blanding af forventning og frygt. For hvor vil man bare gerne have, at tingene glider, at baby er glad og at man får en god start på enhver ny begyndelse. Og ja, enhver begyndelse er jo som bekendt svær, men jeg er nok så meget vanemenneske, at jeg sætter hælene lidt i, hver gang vi skal i gang med noget nyt. Og det skal jeg altså lige lære. Jeg skal lige lære det der med at være moder for nogen. Og at være tålmodig og stole på, at det hele nok skal flaske sig. At stole på min intuition.

/Stine

Glad i låget

Kender du det, når der er en bestemt slags musik, der bare gør dig helt og aldeles glad i låget? Sådan har jeg det med 80´er musik. Jeg elsker, elsker, elsker de glade toner fra dette årti! Indrømmet, tøjstilen var ganske afskyelig, men musikken er da bare fantastisk!

Jeg tror, min passion for 80´er musikken stammer fra min brødre, som ofte hørte musikken, da jeg var barn. På den måde har jeg ligesom haft det med fra starten.

I lørdags fandt jeg den helt geniale app, Radio Play, hvor man konstant kan lytte 80´er musik, kreere sin egen spilleliste og lytte til artistradio. Fantastisk!

Så det meste af weekenden har den stået på 80´er musik herhjemme. Og Adrian kan jo også lige så godt lære, hvad god musik er. Ligesom jeg selv lærte, da jeg var barn...

/Stine

Latter og vaccine

Ja, hvorfor denne blandede titel? Fordi jeg i dag har fået Adrian til at grine fuldstændig fantastisk. Og det varmer bare så meget, når han griner. Og fordi han i morgen, på sin 5 måneders fødselsdag, skal have sin vaccine nummer to. Den første fik han, da han var 3 måneder, og det gik ikke så godt. Han fik næsten 40 i feber, og vi endte med at tage forbi Hvidovre Hospital til tjek. Alt var ok, og dagen efter var han sig selv igen. Men jeg er spændt på, hvordan han takler vaccinen i morgen...

Generelt er han bare så glad, og det er helt fantastisk. Der er ikke noget som at kunne få ham til at grine igen og igen.

/Stine

Svigermors skarpe tunge

I går kom Christian hjem og fortalte, at nu vil hans mor definitivt ikke se ham længere. Og jeg sidder bare tilbage med en følelse af totalt ubegribelighed. Det bliver udfordrende for mig at gøre dette indlæg relativt kort, for der ligger en masse bag. Men lad mig begynde ved begyndelsen.

I maj 2011 var vi i anledningen af Christians fødselsdag til middag med hans forældre. På det tidspunkt var jeg gravid. Jeg aborterede senere, men på daværende tidspunkt troede vi jo alle, at fosteret skulle blive til noget. Og det var dér, alle problemerne rigtigt tog fart. På et tidspunkt sidder jeg alene med Christians mor, som med tilbagelænet kølighed spørger mig, hvorfor jeg dog ikke ejer et strygejern; det burde alle moderne kvinder jo have. Jeg får svaret noget med, at jeg ikke finder det nødvendigt. Undrende gennemfører jeg resten af middagen og bliver derhjemme ked af hendes åbenlyse kølighed over for mig.

Der går ikke længe, før Christian bliver inviteret hjem til hans forældre alene; uden mig. Og da fortæller hans mor, at hun ikke bryder sig om mig. Hun synes, jeg er indbildsk og forkert for hendes søn. Jeg har ikke set hende siden. For jeg har ikke været velkommen hjemme hos dem. Så engang imellem - et par gange eller tre om året - har Christian taget turen til Helsingør med det håb, at forholdene kunne ændre sig. At i det mindste hans far ville åbne munden. Jeg har, hver gang Christian har været af sted, haft det super dårligt med at sidde alene tilbage derhjemme. Men samtidig kan jeg egentlig også godt forstå, at han har haft et håb om, at tingene kunne ændre sig, og at en invitation fra dem eventuelt kunne føre noget positivt med sig. Men der er bare aldrig sket nogen positiv udvikling, og generelt er der ikke blevet talt om tingene.

I marts 2012 modtager Christian et brev fra sin mor. På fem tætskrevne sider står der beskrevet, hvor forfærdelig, forkælet og egoistisk jeg er, og at jeg grundlæggende er forkert for Christian. Hver enkelt situation, hvor jeg har været sammen med hende, står det nøje beskrevet, præcis hvad jeg har gjort forkert, og ikke mindst hvad jeg burde have gjort i stedet for. Bestilt rigtig fransk mad i stedet for en pizza i Sydfrankrig, for eksempel. Eller dækket et smukt bord, den ene gang de var på besøg hos os på Vesterbro.

I brevet står der blandt andet også, at jeg er utrolig uopdragen og forkælet. Og dette blev min mor naturligvis dybt provokeret over. Efterfølgende sendte min mor, i samråd med Christian og jeg, et pænt brev til Christians mor, hvor der blandt andet står lidt om, hvordan vi har levet vores liv i min familie, at jeg har to storebrødre og at min mor har fem dejlige børnebørn - med et sjette på vej (Adrian). Alt i alt et generelt positivt brev med vægt på familierelationer og det berigende ved børn og børnebørn.

For at gøre en meget, meget lang historie kort, så ender det altså med, at Christian i går aftes kommer hjem og fortæller, at hans mor ikke vil se ham længere, fordi han har "godkendt" brevet fra min mor, aka er enig i hendes udsagn. Og i bund og grund er det jo ikke en svær nød at knække: Christians mor er fornærmet, såret og vred over, at han har fået sin egen familie i form af Adrian og jeg. Hun ville allerhelst, at han kunne blive ved med at være hendes lille dreng og ikke selv få sig et selvstændigt liv. Det er vist det, man kalder Ødipus-komplekset?! Blot den anden vej rundt; fra moder til søn. Og hvis ikke det havde været min mors brev, der havde udløst en endelig afvisning fra hendes side, ja, så havde det blot været noget andet.

Så nu har Christian faktisk ikke nogen mor mere. Og Adrian ingen farmor. Hvor vil jeg dog ønske og håbe, at Christians far på et tidspunkt tager sig sammen til at bryde ud af den onde cirkel, hun så flot har sat i gang.

Jeg sidder bare tilbage med et stort spørgsmålstegn. Hvordan kan man skære hånden af sin søn - sit eneste afkom?

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt fra jer derude. Har I også oplevet familiefejder, og hvad gjorde I ved dem? Hvad tænker I om ovenstående?

/Stine